Partikelfysik: Antistof til eftertanke

Når stof møder antistof, bliver begge øjeblikkelig tilintetgjort og forvandlet til ren energi. Og hermed grobund for de forjættende forestillinger om billige energikilder og altødelæggende bomber, der blandt andet har inspireret til »Engle og dæmoner«.

Sporene efter en elektron og en positron i et tågekammer

Filmen Engle og dæmoner må være den mest effektive reklame for CERN, det europæiske center for forskning i partikelfysik, nogensinde. I Dan Browns ramasjanghistorie stjæler håndlangeren for en hemmelig sekt (med et horn i siden på den katolske kirke, i øvrigt) en beholder fra CERN med just produceret antistof. Beholderen bliver gemt et ukendt sted i Rom.

Præmissen er følgende: Når batterierne i beholderen dør, vil antistoffet falde ud af dets elektromagnetiske ophæng og derved komme i kontakt med stof. Efterfølgende vil hele Vatikanstaten og halvdelen af Rom blive udslettet i en eksplosion af Bigbangske dimensioner. »Oh my God, ligesom i skabelsesøjeblikket,« som hovedpersonen i filmen udbryder. Med filmen (og bogen i øvrigt) har Dan Brown lagt godt i kakkelovnen til en forestilling om antistof som urkraft tilsat lige dele frygt og frelse.

CERNs hjemmeside har da også en afdeling, der specielt omhandler Engle og dæmoner, og som kortfattet reder trådene ud mellem fakta og fiktion i forhold til antistof. For eksempel: Er det muligt at producere en antistofbombe? Kan antistof bruges som energikilde? Hvad har antistof med Big Bang at gøre? Og ikke mindst, hvad er antistof i det hele taget?

Læs resten af artiklen her. Artiklen blev bragt i Weekendavisen 19.06.2009.

Helvede på hjul

Rødt blink! At forstå adfærd i trafikken er ikke atomfysik. Det er meget mere kompliceret.

En af de mest effektive måder at øge trafiksikkerheden på ville være at sætte en kniv midt i rattet, så den peger mod bilistens hjerte. For med en sådan anordning ville der være en meget klar sammenhæng mellem fuld opmærksomhed på kørslen og den dødelige konsekvens af ikke at have det. Alle mennesker bag rattet foretager nemlig et utal af mildest talt forbløffende og potentielt fatale manøvrer i deres biler, og det overraskende er, at det for det meste går godt.

Ovenstående er et af de mere surrealistiske indslag i Tom Vanderbilts trafikale sværvægter Traffic: Why We Drive the Way We Do (and What It Says About Us) om mennesker og trafik. Vanderbilt er videnskabs- og kulturskribent for blandt andet Wired, Slate, New York Times og London Review of Books. Det var hans egen fletteadfærd på motorvejen, der inspirerede ham til en større undersøgelse af trafik fra New York til Delhi og fra Johannesburg til Amsterdam. Der er nemlig store kulturelle forskelle på den måde, folk kører bil på, og store forskelle mellem fattige og rige lande. Trafikken i Delhi byder på ikke færre end 48 slags befordringsmidler – biler, oksekærrer, cykler, lastbiler, scootere, rickshaws, tuk tuks, fodgængere, busser – imens New York kun byder på fem.

Kom i Weekendavisen den 17.7.2009. Læs resten af artiklen her.

Genstandsbegejstring

Tændt! Hvilken lighed er der mellem chokolademarengs og geofysik? Kærlighed til konkrete ting er afgørende for børns senere valg af naturvidenskab.

Hvad har My Little Pony at gøre med programmeringsbegrebet rekursion? Hvordan hænger en fiskestang sammen med algebraiske ligninger? Hvilken lighed er der mellem chokolademarengs og geofysik? Svarene på disse spørgsmål og mange andre kan findes i den medrivende antologi Falling for Science, redigeret af den amerikanske sociolog Sherry Turkle .

Turkle er professor ved det prestigiøse Massachusetts Institute of Technology i USA og leder af forskningsenheden »Selvet og Teknologien«. Hendes primære forskningsfelt har i mange år været interaktionen mellem mennesker og computere, og allerede i 1982 skrev hun The Second Self. Computers and the Human Spirit. I 1995 kom så Life on the Screen: Identity in the Age of the Internet, hvor hun udforskede identitetsleg i de store multibrugeronlinespil, de såkaldte Multi-user Dungeons eller MUDs.

Bragt i Weekendavisen den 6.3.2009. Læs artiklen her.

The bitch from Fleet Street

Riste, grille, spidde, flambere og udbene er udtryk, der uden videre kan hæftes på den prisbelønnede britiske journalist Lynn Barbers kontroversielle kendisinterviews. Hun er ganske uden nåde, og hendes stærkt subjektive interviewstil lykkes kun, fordi hun skriver så fandens indsigtsfuldt og godt. Men respektløs er hun, og i 1990erne var hun bedre kendt som “the bitch from Fleet Street” – gaden, hvor alle de store avisredaktioner lå.

Barber er for tiden i rampelyset uden alligevel at være det. Filminstruktør Lone Scherfigs nye engelsksprogede film An Education er nemlig baseret på et tankevækkende erindringsessay af Barber af samme navn fra 2003. Barbers essay udkom i det højlitterære tidsskrift Granta, og filmatiseringen har netop været vist til stor publikum- og kritikerapplaus på Berlinalen. Den fik publikumsprisen tidligere på året på Sundance Film Festival. Nick Hornby har efter sigende taget sig en del friheder med Barbers tekst, og derfor er det så meget desto mindre på sin plads at se nærmere på hendes originale essay og karriere i det hele taget.

Læs resten af artiklen her. Bragt i Weekendavisen februar 2009.

Hede hule hot

Skeletterne rasler ud af overgangsalderens rædselskabinet i Louise Foxcrofts studie

Nymfomani ,alternativt totalt fraværende sexlyst, depression, hysteri, fedme, hedestigninger, inkontinens, krampeanfald, dårlig fordøjelse, dårlige nerver, søvnløshed, sindssyge, stakåndethed, blodmangel, hovedpine, appetitløshed, pirrelighed og melankoli. Disse “lidelser” udgør blot et lille udsnit af de mere end 120 overgangsalder-relaterede festligheder, som den britiske læge Edward Tilt (1815-1893) opregner i sit toneangivende værk fra 1857 “Women at the Decline of Life”. Det mere opsigtsvækkende fænomen selvantændelse, det vil sige bogstavelig talt at brænde op uden synlig årsag, figurerer ikke i Tilts bog. Men skal man tro den franske læge Pierre-Aimé Lair (1769-1853), forekom det angiveligt hos kvinder i en hvis alder med hang til spiritus. Og indrømmet; forestillingen om selvantændelse giver sandsynligvis mening for alle os, der har oplevet hedeture. Desuden kommer man ikke uden om, at de lyder væsentligt mere spektakulære.

Læs hele artiklen her. Bragt i Weekendavisen den 7.8.09.