Hæsblæsende tour-de-naturvidenskab skal begejstre voksne naturvidenskabelige analfabeter. Anmeldelse af Natalie Angiers The Canon. A Whirligig Tour of the Beautiful Basics of Science.
Foto: Annette K. Nielsen
Fjorten år gammel forlod jeg mystificeret min første fysiktime på Marie Kruses Skole på Frederiksberg Allé. Det mest avancerede udstyr i klasseværelset bestod af en antik bunsenbrænder. Jeg var vant til en hel anden stil, for jeg var netop kommet til Danmark fra 1960ernes USA, hvor rumkapløbet var på dagordenen, Star Trek var TVs mest cool serie og science fiction den foretrukne litterære genre. Jeg havde et mikroskop og et kemisæt derhjemme, lavede eksperimenter og studerede amøber. Mine lærere i Nordcaliforniens skolesystem brændte for naturvidenskab, og udflugter til Berkeley Universitetets partikelaccelerator hørte til dagens orden. Der var sus i synapserne.
I Danmarks 8. og 9. klasse var der ingen fysikforsøg og ingen udflugter. Fra fuld damp på naturvidenskab i USA blev jeg i Danmark hensat i en tilstand af ren entropi. Bedre blev det ikke i gymnasiet. Kun oldtidskundskabs- og dansklæreren forstod at begejstre, og efter tre år vidste jeg mere om at datere oldgræske vaser end om at integrere ligninger. Jeg endte med videnskab, men den litterære af slagsen.
Forskydningen fra Californien og fysik til Danmark og litteratur kuede dog ikke min begejstring for det naturvidenskabelige, og siden min studietid har jeg ønsket, at det var muligt at skabe et større overlap mellem naturvidenskab og humaniora. Skulle det ikke være muligt at svimle over både Herman Bangs forfatterskab og Big Bang-teorien? Er det ikke vigtigt at have en almendannelse også inden for naturvidenskab? »Unge gider ikke naturvidenskab,« har det lydt i avisspalterne, og der kunne med rette tilføjes: Voksne gider det heller ikke.
Det forsøger New York Times prisbelønnede videnskabsjournalist Natalie Angier at gøre noget ved med bogen The Canon. A Whirligig Tour of the Beautiful Basics of Science. Den er, som titlen lover, en hæsblæsende tour-de-naturvidenskab for voksne, naturvidenskabelige analfabeter. De ni discipliner, som udgør Angiers kanon, er videnskabelig tænkning, sandsynlighedsberegning og kalibrering, fysik og kemi, evolutionær- og molekylær biologi, geologi og astronomi.
Med sin kanon vil Angier bidrage til almendannelsen. Hvad er det vigtigt at vide for at kunne begå sig i den naturvidenskabelige verden? Denne viden er ikke alene nødvendig, men smuk og værd at vide for sin egen skyld. Natalie Angier er på en mission: Hun vil fyre op under den »den grå masses grådighed«. Homo sapiens har mange og dybe hjernefolder, og det forpligter, skriver hun. Hjernen skal udnyttes maksimalt. Naturvidenskab er grundlæggende sjovt, hvorfor skære den del af virkeligheden fra?
Netop den del af virkeligheden har hun beriget New York Times læsere med de sidste 25 år. Angiers speciale er biologi, og i Danmark vil nogle kunne sætte hendes navn i forbindelse med bogen »Kvinde, din krop er fantastisk« (Woman. An Intimate Geography, 2000), hvor hun kortlægger kvindekroppens biologi. Vel at mærke uden at falde i den deterministiske fælde. Da den udkom, var Angiers bog et tiltrængt bidrag til den akademiske debat om det sociale versus det biologiske køn, for selvfølgelig er der biologiske forskelle, og dem bør der forskes i.
Sparket til at skrive The Canon fik Natalie Angier af sin søster, der opsagde sin families abonnementer på diverse videnskabsmuseer og zoo, da hendes børn blev teenagere. Slut med de barnlige ekspermentariumlignende fornøjelser, hvor små fedtede fingre drejer ivrigt på alle knapper, og de glade kroppe leger sig til viden. Nu gjaldt det mere voksne sysler som klassisk musik, teater og ballet. Science is kid’s stuff.
»Det er for galt!« Det er som om, skriver Angier i sin indledning, at når vi er børn, er det okay at være interesseret i alt fra amøber til amokløbende stjerner i galakser lysår borte. Når vi begynder at blive voksne, disciplineres nysgerrigheden og glæden ved verden omkring os, og hvorfor den ser ud, som den gør. Interessen for naturvidenskab bliver i bedste fald geeket og nørdet. I værste fald barnlig.
Der kan være pragmatiske grunde til at sætte skub i naturvidenskab: Mange af nutidens vigtige debatter har en naturvidenskabelig komponent – global opvarmning, stamcelleforskning, genmanipulerede afgrøder for at nævne blot nogle få. Og en befolkning, der er ordentlig skolet inden for naturvidenskab, er ikke så nem at narre med overtro, dårlig statistik og uvidenskabelige argumenter. Moderne samfund har brug for naturvidenskabsfolk, hvis bruttonationalproduktet skal vokse – argumenter vi kan genkende i en dansk sammenhæng. Men som Angier pointerer, løser naturvidenskab ikke de politiske og etiske problemer, den bidrager til at rejse. Her må naturvidenskab nødvendigvis gå hånd i hånd med andre faglige discipliner.
Forrest i Angiers frontallapper står et ønske om at danne de udannede. I bogens første kapitel »At tænke videnskabeligt« beskriver hun, hvordan de fleste af os nærmer os dagligdagens problemer fra en videnskabelig kant. Hvis for eksempel DVD-spilleren er i uorden: »Trin ét er en observation: Hvordan ser billedet ud? Hvad kunne der være galt? Er problemet DVDen eller TVet. Så udvikler man en hypotese og begynder at teste. Man låner naboens DVD, sætter den til og konstaterer, at TVet er i orden. Så checker man DVDens input, output og nogle ledninger. Måske er man i stand til at isolere problemet uden overhovedet at forstå, hvordan en DVD virker.« Uden at vide det, hævder Angier, er vi alle sammen videnskabsmænd og -kvinder i det små. Naturvidenskabens bolte og skruer – iagttagelser, dataindsamling, udvikling af hypoteser, forsøg, indsamling af beviser og nye forsøg – nitter tænkningen sammen og danner grundlag for teorier og ideer.
»Verden er derude, over dit hoved og under din næse, og den er virkelig, og den kan vides,« skriver Angier. »Farven rød bliver ikke mindre skøn af at vide, at den består af lys med en bestemt bølgelængde, og at lys består af små partikler, der hedder fotoner,« skriver hun.
The Canons øvrige kapitler fortsætter med tal (sandsynlighedsberegning og kalibrering). Så går turen til stof og energi (fysik og kemi), livets oprindelse og struktur (evolutionær- og molekylærbiologi), Jordens, solsystemets, galaksernes og universets historie (geologi og astronomi). Angier holder sig fra frontberetning fra de nyeste videnskabelige eksperimenter og hypoteser. Det er den basale viden, hun er interesseret i at viderekolportere til voksne mennesker.
Natalie Angier forfører med sit sprog bruger alle kneb for at guide læseren igennem de forskellige naturvidenskabelige discipliner. Hun krydrer rundhåndet med anekdoter fra de mange videnskabsmænd og -kvinder, hun har snakket med. Jonathan Koehler fra Texas University beroliger angste siddekammerater i flyet med, at »man skal flyve hver dag i 18.000 år, før ens chancer for at falde ned med et fly overstiger 50 procent«. Hun benytter sig af en metaforik, der låner fra hverdagslivet og evner at gøre ting håndgribelige: »Jordens skorpe er meget tynd. Hvis du var i fængsel, og der var en, der kastede et brød ind til dig med samme proportioner som Jorden, ville skorpen være en halv millimeter tyk, knap to øjenvipper bred.«
De fleste har hørt, at mennesket og chimpanzer har 98 procent DNA til fælles. Mere overraskende er måske, hvor meget vi har til fælles med en bananflue: nemlig 47 procent. I afsnittet om evolutionærbiologi citerer hun en kemiprofessor, der har forsket i den undseelige havskabning søpungen. Den kaster sin minimale hjerne overbord, når den indtræder i voksenstadiet, og Angier skriver: »En hjerne er storbruger af energi, og det er en god ide at droppe den, når man opdager, at man ikke har brug for den mere.« (Måske er det det, der sker for voksne af arten Homo sapiens?)
Samtidig er Angiers brug af sproget dog også bogens svaghed. Spørgsmålet er, om ikke hun med held kunne skrue lidt ned for blusset. Pointerne glider fint ned uden hver gang at blive indsmurt i flødeskum og vaniljecreme, skyllet efter med kakaomælk og rød sodavand og efterfulgt af en håndfuld vingummibamser for at få alle smagsnuancerne frem. Der er en næsten skinger desperation i Angiers vildtvoksende urskov af metaforik.
Hun synes da også, at det er gået ned ad bakke med den gennemsnitlige amerikaners viden om grundlæggende naturvidenskab de seneste 30 år (heldigvis var jeg ung i 60ernes USA og ikke i dag.) Angier citerer en undersøgelse, der viser, at kun 35 procent af amerikanerne er enige i sætningen: »Evolution er en videnskabelig teori, der understøttes af beviser.« Tre ud af republikanernes 10 præsidentkandidater tror ikke på udviklingslæren. Creation-museet i Kentucky viser førhistoriske mennesker side om side med dinosaurer. Her er Grand Canyon ikke resultat af vanderosion gennem en million år, men snarere en dyb flænge, der blev skåret i jorden under syndfloden på Sjette-dagen. Måske er desperat sprogbrug påkrævet.
Forestillingen om skabelsesberetningen som en legitim videnskabelig teori om Jordens og menneskenes tilblivelse præger ikke den offentlig debat i Danmark. Men kristne friskoler underviser i den, ligesom forskere fra danske fakulteter er tilknyttet det danske website www.skabelse.dk som foredrageholdere. Heldigvis bliver der oprustet på naturvidenskab for børn og unge. I sidste uge afholdt Dansk Naturvidenskabsformidling Naturvidenskabsfestival for at fyre op under børn og unge og tænde dem på naturvidenskab gennem »inspirerende aktiviteter«. I år har der været fokus på vand og is med et masseeksperiment, hvor 14.000 elever fra 700 klasser undersøger drikkevand.
Min opfordring er: Oversæt Natalie Angiers The Canon og få de voksne med på vognen.
Først bragt i Weekendavisen, 5.-11. oktober 2007.
Natalie Angier: The Canon. A Whirligig Tour of the Beautiful Basics of Science. Houghton Mifflin Company. 2007
Suzanne Brøgger er ikke bange for pauser i et interview og tænker sig gerne længe om. Imens hun søger efter de rigtige svar og ord, fyldes mellemrummene i samtalen med stille loungemusik, cocktailshakerens raslen og isterningers diskrete klirren.
Hvad angår The Orange Prize bliver der nedsat en jury, som udarbejder en longlist på 20 titler ud fra forslag fra forlagene. Et halvt år senere bliver listen skåret ned til en shortlist på 6 titler, hvorfra den endelige vinder udvælges. The Mann Booker Prize har en longlist på 13 bøger, og en shortlist på 6 bøger. Der er masser af PR omkring offentliggørelsen af longlisten og shortlisten og salget af alle bøger øges betragteligt. Forfatterne bliver portrætteret og interviewet, bøgerne bliver anmeldt, omtalt og diskuteret.
Jeg elsker Doris Lessings kortprosa fx London Observed, og hendes essayistik fx African Laughter. Min mor fik mig til at læse The Grass is Singing. Min søster slugte The Golden Notebook og Children of Violence serien, mens jeg var mere begejstret for hendes space fiction specielt Shikastra. Jeg fik begge mine forældre til at læse Lessings første erindringsbind Walking in the Shade. I den beskriver Lessing en togtur hun tager fra Bulawayo til Cape Town med sit lille barn. Min mor fortalte, at hun tog nøjagtig samme togtur med mig, og tørrede mine bleer ud af vinduet, præcis som Doris gjorde. Hun overnattede på det samme hotel og spiste den samme curryret.
