The bitch from Fleet Street

Riste, grille, spidde, flambere og udbene er udtryk, der uden videre kan hæftes på den prisbelønnede britiske journalist Lynn Barbers kontroversielle kendisinterviews. Hun er ganske uden nåde, og hendes stærkt subjektive interviewstil lykkes kun, fordi hun skriver så fandens indsigtsfuldt og godt. Men respektløs er hun, og i 1990erne var hun bedre kendt som “the bitch from Fleet Street” – gaden, hvor alle de store avisredaktioner lå.

Barber er for tiden i rampelyset uden alligevel at være det. Filminstruktør Lone Scherfigs nye engelsksprogede film An Education er nemlig baseret på et tankevækkende erindringsessay af Barber af samme navn fra 2003. Barbers essay udkom i det højlitterære tidsskrift Granta, og filmatiseringen har netop været vist til stor publikum- og kritikerapplaus på Berlinalen. Den fik publikumsprisen tidligere på året på Sundance Film Festival. Nick Hornby har efter sigende taget sig en del friheder med Barbers tekst, og derfor er det så meget desto mindre på sin plads at se nærmere på hendes originale essay og karriere i det hele taget.

Læs resten af artiklen her. Bragt i Weekendavisen februar 2009.

Kunstsprog og krøllede hjerner

O baderus noderus! Eller bare Fader vor på Scriptura Oecumenic (1732). Amerikansk sprogforsker går på opdagelse i kunstsprogenes forunderlige verden.

Det er lang tid siden, jeg har følt mig så godt underholdt som i timerne med lingvisten Arika Okrents bog In the Land of Invented Languages. Med undertitlen Esperanto Rock Stars, Klingon Poets, Loglan Lovers, and the Mad Dreamers Who Tried to Build a Perfect Language. Okrent er en morsom og kyndig guide til den lidet kendte verden af kunstsprog og de ret skøre kuler, der befolker den. Ved hjælp af alenlange grammatikbøger, ordbøger og klassifikationssystemer er hun kravlet ind i kunstsprogene og ikke mindst de krøllede hjerner, der har skabt dem.

Udkom i Weekendavisen den 25.9.2009. Læs resten af artiklen her

Årets bedste bøger

Her er et udpluk af de bemærkelsesværdige bøger, der er udkommet i år. Nogle er anmeldt, andre blot læst.

Partikelfysik: Antistof til eftertanke

Når stof møder antistof, bliver begge øjeblikkelig tilintetgjort og forvandlet til ren energi. Og hermed grobund for de forjættende forestillinger om billige energikilder og altødelæggende bomber, der blandt andet har inspireret til »Engle og dæmoner«.

Sporene efter en elektron og en positron i et tågekammer

Filmen Engle og dæmoner må være den mest effektive reklame for CERN, det europæiske center for forskning i partikelfysik, nogensinde. I Dan Browns ramasjanghistorie stjæler håndlangeren for en hemmelig sekt (med et horn i siden på den katolske kirke, i øvrigt) en beholder fra CERN med just produceret antistof. Beholderen bliver gemt et ukendt sted i Rom.

Præmissen er følgende: Når batterierne i beholderen dør, vil antistoffet falde ud af dets elektromagnetiske ophæng og derved komme i kontakt med stof. Efterfølgende vil hele Vatikanstaten og halvdelen af Rom blive udslettet i en eksplosion af Bigbangske dimensioner. »Oh my God, ligesom i skabelsesøjeblikket,« som hovedpersonen i filmen udbryder. Med filmen (og bogen i øvrigt) har Dan Brown lagt godt i kakkelovnen til en forestilling om antistof som urkraft tilsat lige dele frygt og frelse.

CERNs hjemmeside har da også en afdeling, der specielt omhandler Engle og dæmoner, og som kortfattet reder trådene ud mellem fakta og fiktion i forhold til antistof. For eksempel: Er det muligt at producere en antistofbombe? Kan antistof bruges som energikilde? Hvad har antistof med Big Bang at gøre? Og ikke mindst, hvad er antistof i det hele taget?

Læs resten af artiklen her. Artiklen blev bragt i Weekendavisen 19.06.2009.

Helvede på hjul

Rødt blink! At forstå adfærd i trafikken er ikke atomfysik. Det er meget mere kompliceret.

En af de mest effektive måder at øge trafiksikkerheden på ville være at sætte en kniv midt i rattet, så den peger mod bilistens hjerte. For med en sådan anordning ville der være en meget klar sammenhæng mellem fuld opmærksomhed på kørslen og den dødelige konsekvens af ikke at have det. Alle mennesker bag rattet foretager nemlig et utal af mildest talt forbløffende og potentielt fatale manøvrer i deres biler, og det overraskende er, at det for det meste går godt.

Ovenstående er et af de mere surrealistiske indslag i Tom Vanderbilts trafikale sværvægter Traffic: Why We Drive the Way We Do (and What It Says About Us) om mennesker og trafik. Vanderbilt er videnskabs- og kulturskribent for blandt andet Wired, Slate, New York Times og London Review of Books. Det var hans egen fletteadfærd på motorvejen, der inspirerede ham til en større undersøgelse af trafik fra New York til Delhi og fra Johannesburg til Amsterdam. Der er nemlig store kulturelle forskelle på den måde, folk kører bil på, og store forskelle mellem fattige og rige lande. Trafikken i Delhi byder på ikke færre end 48 slags befordringsmidler – biler, oksekærrer, cykler, lastbiler, scootere, rickshaws, tuk tuks, fodgængere, busser – imens New York kun byder på fem.

Kom i Weekendavisen den 17.7.2009. Læs resten af artiklen her.