Taksidermi: Min hobby er at udstoppe ting

Ugle. Foto © Jes Larsen.

En verdensmester i dyreudstopning, eller mere korrekt i zoologisk konservering, har værksted i noget så ueksotisk som Gentofte¬gade i København. Peter Sunesen, hedder han, hans speciale er konservering af fugle, og hans særlige talent er at skabe fuldstændig livagtige fugleopsætninger. »Jeg er interesseret i levende fugle og det spændende i at få en fugl til at se helt rigtig ud. Kan denne spove narre en ægte fuglekender? Det er, hvad jeg forsøger at opnå,« siger han. Jeg bringer Peter Sunesen på banen, fordi han er citeret i den helt igennem fængslende og mærkværdige nye bog Still Life: Adventures in Taxidermy af journalist Melissa Milgrom. Bogen er resultat af Milgroms flerårige dissekering af et fag, hvor der kun findes få kilder og spredte skrifter, og hvis anseelse, endsige forståelse, i den brede del af befolkningen er temmelig minimal. Dertil er faget i alt for høj grad beskæftiget med blod, indvolde, forrådnelse og død, som Milgrom skriver. Et godt eksempel på populærkulturens behandling af taksidermi i moderne tid er Norman Bates-figuren i filmen Psycho fra 1960: »Min hobby er at udstoppe ting,« siger han uden at komme nærmere ind på, at hans dominerende mor er en af dem. Også diverse ægte seriemordere har angiveligt haft menneskelig taksidermi som dubiøs sidegeschäft.

Bragt i Weekendavisen 9.4.2010. Læs hele artiklen her.

Videnskaben! Jeg kommer til at plante en bombe under dens røv

Miniorgonkasse med orgonhat og -tæppe.

Psykoanalysens overdrev. Seksualreformatoren Wilhelm Reich endte med at få orgoner på hjernen. Alligevel har der været stadig opbakning til hans teorier.

Engang i 1973 sad jeg cirka 20 minutter i en orgonakkumulator, en opfindelse udtænkt af den østrigske psykoanalytiker og seksualreformator Wilhelm Reich. Han døde i USA i 1957, kun 60 år gammel. Orgonakkumulatoren var en lidet charmerende anordning på størrelse med en mindre telefonboks, konstrueret af et lag krydsfiner, et lag ståluld og et lag zink, med et trekantet åndehul. Angiveligt ville jeg strutte af livsenergi efter en tur i kassen, og – hvis jeg var særligt heldig – få en såkaldt spontan orgasme. Det var trods alt 1970erne, og Reich var far til den seksuelle revolution. Ifølge Reich var orgasmen den ultimative energiudladning oven på den ultimative energiopladning – deraf energiens navn orgon.

Tyve år senere stiftede den britiske kulturjournalist Christopher Turner bekendtskab med en orgonakkumulator i England, og undrede sig såre over, at man skulle sidde alene i en slags skab for at akkumulere seksuel energi.

Handlede den seksuelle revolution netop ikke om at springe ud af diverse skabe i jagten på partnere, seksuel tilfredsstillelse og personlig udfoldelse? På den baggrund besluttede han sig for at granske historien om apparatet og manden bag, og resultatet er Adventures in the Orgasmatron. Wilhelm Reich and the Invention of Sex. Og sikken en historie! Hvis ikke personen Wilhelm Reich havde eksisteret i virkeligheden, måtte nogen have opfundet ham.

Bragt i Weekendavisen den 14.10.2011. Læs resten af artiklen her.

Befolkningsbomben springer ikke

Den tredje Verden er også kæmpe reserver af viden, ekspertise og fællesskabsfølelse. Disse reserver bør man hellere udnytte end jævne med jorden, mener Fred Pearce. Foto: Leonora Christina Skov

»Allerede i dag har vi store problemer med overhovedet at få mad og vand nok. Så jeg synes kun, det er fint, hvis vi rundt omkring i verden kan nedsætte fødselsraterne.« Sådan sagde medlem af Etisk Råd Klavs Birkholm i P1 Sundhed i oktober i år som argument mod statslig tilskud til fertilitetsbehandlinger i Danmark.

Umiddelbart glider Birkholms rationale ubesværet ned, for det er smurt ind i gængs tænkning: Jordens befolkning styrer durk mod katastrofen på grund af tøjlesløs befolkningstilvækst, knappe ressourcer og snart tomme madlagre. Så ned med de fødselsrater, piger og drenge! Jeg kom i tanke om Birkholms udtalelse undervejs under læsningen af den britiske videnskabsjournalist Fred Pearces nye bog Peoplequake om befolkningsudviklingen netop nu. Modsat Birkholm er Pearce nemlig klar over, at fødselsraterne rent faktisk falder rundt omkring i Verden og det med forbløffende fart.

Oven på efterkrigstidens befolkningsmæssige boom vokser Jordens befolkning fortsat i absolutte tal, men vækstraten falder. Det betyder, at befolkningstallet skulle toppe med cirka ni milliarder mennesker omkring år 2050, hvorefter det begynder at stabilisere sig. Der er ingen tvivl om, at Jorden befinder sig midt i en demografisk omvæltning af dimensioner, men befolkningsproblematikken handler om meget andet end befolkningstilvækst. Den handler om pres på Jordens ressourcer og forholdet mellem kønnene.

Bragt i Weekendavisen den 3.12.2010. Læs resten her.

Hør diskussion med Fred Pearce og andre i The Guardians Science Weekly Podcast fra 31.10.2011

Sidste nyt fra blækspruttefronten

Aparte eksistenser. De har tre hjerter, blåt blod i årerne, og så viser forskningen, at de er betydeligt mere intelligente, end de ser ud til.

Kraken er et gammelt nordisk ord for et mytologisk, blækspruttelignende søuhyre, der kunne trække skibe ned i dybet med sine gigantiske tentakler. Det er også titlen på en dugfrisk bog af den amerikanske videnskabsjournalist Wendy Williams, Kraken: The Curious, Exciting and Slightly Disturbing Science of Squid med sidste nyt fra blækspruttefronten.

Når Williams bruger ordet kraken, er det for understrege, at havet fortsat gemmer på mange hemmeligheder. Faktisk ved vi mere om Månens bagside, end vi ved om bunden af havet, som en af de forskere, Williams har talt med, fremhæver.

En stor del af bogen er viet til den gådefulde kæmpeblæksprutte Architeuthis og den endnu mere mystiske kollosalblæksprutte Mesonychoteuthis, som sagnet om kraken formentlig baserer sig på. Med øjne så store som billygter, store næb, sugeskiver med hornkroge og en længde på 18-20 meter er kæmperne de største hvirvelløse dyr overhovedet.

Bragt i Weekendavisen den 8.7.2011. Læs resten af artiklen her.

Helvede på hjul

Rødt blink! At forstå adfærd i trafikken er ikke atomfysik. Det er meget mere kompliceret.

Det er værre at køre og skrive sms'er end at være spirituspåvirket

En af de mest effektive måder at øge trafiksikkerheden på ville være at sætte en kniv midt i rattet, så den peger mod bilistens hjerte. For med en sådan anordning ville der være en meget klar sammenhæng mellem fuld opmærksomhed på kørslen og den dødelige konsekvens af ikke at have det. Alle mennesker bag rattet foretager nemlig et utal af mildest talt forbløffende og potentielt fatale manøvrer i deres biler, og det overraskende er, at det for det meste går godt.

Ovenstående er et af de mere surrealistiske indslag i Tom Vanderbilts trafikale sværvægter Traffic: Why We Drive the Way We Do (and What It Says About Us) om mennesker og trafik. Vanderbilt er videnskabs- og kulturskribent for blandt andet Wired, Slate, New York Times og London Review of Books. Det var hans egen fletteadfærd på motorvejen, der inspirerede ham til en større undersøgelse af trafik fra New York til Delhi og fra Johannesburg til Amsterdam. Der er nemlig store kulturelle forskelle på den måde, folk kører bil på, og store forskelle mellem fattige og rige lande. Trafikken i Delhi byder på ikke færre end 48 slags befordringsmidler – biler, oksekærrer, cykler, lastbiler, scootere, rickshaws, tuk tuks, fodgængere, busser – imens New York kun byder på fem.

Bragt i Weekendavisen den 17.7.2009. Læs hele artiklen her.