Interview med Hanne Strager, formidlingschef for Statens Naturhistoriske Museum. Bragt i Weekendavisen den 21.12.2007.
Forleden rørte jeg ved en af de ti største meteoritter i verden, men man kan ikke beskylde nogen for at gøre stads ud af den af den grund. Som en stor trøffel ligger den tonstunge tingest på et leje af rustne jernbjælker på en parkeringsplads foran Geologisk Museum og inviterer næsten til, at nogen bakker ind i den.
Bag ved den er et skilt, hvoraf det fremgår, at den er døbt Agpalilik, at den vejede 20,1 ton, før den blev skåret over, og at den er en af seks store meteoritter fundet ved Kap York i Nordgrønland. Den består af 89 procent jern, 8 procent nikkel og 2 procent svovl. Der afsluttes med noget på geologisk: »På snitfladen ses de mange troilit-indeslutninger som paralleltorienterede, aflange legmer.« Hmmmm.
Der er ingen lov, der siger, at naturhistoriske genstande behøver at være udstillet, så de taler ned i min humanistisk formede fascinationstrang. Men det her er jo nærmest anti-formidlet, tænker jeg, mens jeg inspicerer den mere sjældne end kønne Agpalilik. Den bærer jo trods alt i sig, hvad en artikel i Geoviden kalder »himlens eget varemærke«: Imens den asteroide, meteoritten var en del af, gled gennem Universets intethed, formedes særegne krystallinske strukturer ved ultra langsom nedkøling (1 grad per 10.000 år). Meteoritten er fire en halv milliard år gammel og giver beskueren en mageløs chance for at røre ved noget, der forbinder hende med Solsystemets og Jordens oprindelse, livet og alting. Giv os nogle facts, men garner dem gerne med lidt fascination.
»Jeg har fundet et godt hjørne her henne,« siger Hanne Strager, der i foråret 2007 blev formidlingschef ved det nu samlede Statens Naturhistoriske Museum. Jeg følger sporet af hendes stemme gennem samlingen i stueetagen på Zoologisk Museum. Forbi 100 år gamle papkasser med fulgeskind og -ben, forbi udstoppede dyr, slanger i sprit og knogler i glasmontrer. Jeg finder hende siddende i en stol omkranset af hvalkranier på højkant.
Læs resten af interviewet med Hanne Strager her
