Kiran Desai: I min mors hus

Store dele af verden mangler på boghylderne, men ikke meget længere. Indisk-amerikanske Kiran Desai er klar med sin anden roman på dansk. Her er mit interview med Kiran Desai, der kom i Weekendavisen i juli 2007.

“Sikken dog en flot kjole!”, siger Kiran Desai, da jeg træder ind ad døren til interviewlokalet på forlaget Aschehoug. “Synes du ikke?” spørger hun pressepersonen Lea. “Sikken en generøsitet”, tænker jeg, mens jeg takker den 35-årige indisk-amerikanske surprisevinder af Englands prestigefyldte Man Booker Prize. Hun fik prisen sidste år for bogen The Inheritance of Loss. Den udkommer nu på dansk med titlen Det tabte land.

Kiran Desai ser glad ud, om end en smule træt. De sidste mange måneder har hendes liv bestået af bogmesser, et utal af interviews, taler og rejser i hele verden. Hun er lige kommet til København fra London, hvor hun bl.a. var sammen med Chimamanda Ngozi Adichie, der netop har vundet Orange Prize for Half of a Yellow Sun:
- Vi møder hinanden konstant for tiden. I morgen skal jeg flyve til Cape Town International Book Fair, og måske ses vi også der. Hun er et sødt menneske rent privat, men når hun går op på en talerstol, er hun frygtløs og fantastisk.

Foruden The Man Booker Prize har Desai også vundet en stor kritikerpris i USA, nemlig the National Book Critics Circle Award:
- Det var skønt at få kritikerprisen i USA, for jeg var oppe imod en stærk liste. Jeg udkommer på et vidunderligt og meget lille forlag i USA, Atlantic Monthly Press, som ingen betænkeligheder havde ved at udgive mig. Ikke hvad de sagde i hvert fald! Til gengæld var det virkelig svært at få bogen udgivet i England. Jeg havde ingen forestilling om, at den ville blive sådan en succes.

Det tabte land en generøs historie om identitet og tab. Den leverer ingen fikse og færdige løsninger på problemerne for de fire afmægtige hovedpersoner: teenagepigen Sai, hendes anglofile morfar, hans kok og kokkens søn, Biju. Historierne om de enkelte personer væver sig ubesværet ind og ud af hinanden. Vi følger morfarens bitre tilbageblik på livet som jurastuderende i England, Sais gryende kærlighed til gorkha-drengen Gyan, der siden ødelægges af hans engagement i gorkhaernes nationale befrielseshær, og Bijus skyggeliv som immigrant i New York. Romanen foregår i en periode på et par år i midt-firserne, lige omkring det tidspunkt, hvor Kiran Desai selv flyttede til vesten.

Verden er flydende
Kiran Desai er født i Indien, og hendes mor er ikke hvem som helst, men Anita Desai – en af Indiens mest kendte og læste forfattere. Sammen flyttede de til England, da Kiran var 14 år, og siden til New York, hvor de begge bor i dag. Kiran Desai tager dog regelmæssigt tilbage til Indien og besøger familie og venner:
- Jeg ved mindre og mindre, hvor hjemme er. Jeg føler mig meget godt tilpas i New York nu. Det er en nem by at komme hjem til, men også en nem by at forlade igen. Verden er mere flydende end nogen sinde og jeg kan rejse frem og tilbage, selv om det selvfølgelig er et klasseprivilegium, siger hun og læner sig tilbage i stolen. – Men ved du hvad, jeg føler mig mere indisk nu end nogen sinde. Jeg syntes, at jeg har et mere klart billede af Indien i dag, der gør det muligt for mig at skrive om kompleksiteten og problemerne ud fra et mere ærligt sted. På samme måde som amerikanske forfattere egentlig ikke skriver om klasse, fattigdom og kamp, skriver indiske forfattere i Indien heller ikke så meget om disse problemer. Forfattere som jeg bliver til gengæld tit kritiserede for at gøre det. I Indien er folk vældig stolte af indiske historier, og når vi udkommer i vesten på engelsk, bliver vi kritiseret for at tage det bedste fra begge verdener, og være illoyale over for Indien.

Det tabte land har været otte år undervejs og ligger meget fjernt fra Kiran Desais første roman, den fabulerende Sære hændelser i guavalunden. Den handler om en postarbejder, der slår sig ned i et afsides guavatræ for at meditere over livet:
- Hvis man tolker en forfatters første roman som den, der handler om hendes egen historie, er Det tabte land egentlige min første roman. Sære hændelser i guavalunden var inspireret af mange indiske forfattere, der fortæller vidunderlige historier, men den er skrevet fra et sted, der tillader mange løgne. På den måde handlede den om Indien i fantasien. Jeg besluttede, at min anden bog skulle skrives ud fra et følelsesmæssigt fuldkomment ærligt sted. Historien tog bare fat derfra.
- I de år jeg skrev på bogen, følte jeg mig hjemme i skriveprocessen. Tiden gled ubesværet af sted, mens jeg skrev. Timerne gik, og jeg skrev og skrev. Det var som om, jeg lærte at skrive imens, lærte, hvad det vil sige at være forfatter. Men fordi historien handler om temaer som immigration, globalisering og økonomisk ulighed, har bogen ikke nogen oplagt afslutning, ingen sløjfe, der kan bindes til sidst. Måske var det derfor, den tog så lang tid

Jeg er selv opvokset i Afrika, Asien og USA, og undervejs i læsningen slog det mig, hvor fint du beskriver følelsen af at være ude på sidelinjen. Du skriver for eksempel om Biju: “Måske ville han ligefrem kunne opleve den store luksus slet ikke at lægge mærke til sig selv.” Er det en problematik, du selv har haft inde på livet?
- Helt bestemt. Man er så utrolig selvbevidst, når man kommer til et nyt sted. Hvordan ser jeg ud? Hvad går jeg rundt og tænker? Hvordan har jeg det lige nu? I USA bliver man meget absorberet i selvet, og man er meget alene. I Indien er man stadig en del af et fællesskab, selv om man skriger efter at være alene nogle gange. Der er mennesker rundt om en hele tiden; familien, kokken – alle mulige mennesker, der kender en. Det et godt at miste den selvbevidsthed nogle gange.

New York, Mexico og Indien var steder, Kiran Desai sad og skrev, men for det meste skrev hun i sin mors hus i New York. Det tabte land er da også dedikeret til hende med ordene: Til min mor med en meget kærlig hilsen. Kiran Desai bliver helt blød i stemmen, når hun taler om hende:
- Hun læste mit manuskript, da det var 500 sider langt, og hun havde nogle forslag til, hvordan det kunne skæres ned. Men hun var egentlig mere moderlig, end hun var kritisk redaktør. Jeg skrev bogen i hendes hus, og jeg arbejdede ud fra hendes rytme. Det er en meget gammeldags måde at skrive på, helt isoleret. Der er meget stille hos hende, og hun lever næsten som en eneboer. Man går ikke ud til forfatterfester eller skriver andre ting til blade og magasiner. Man skriver bare.

Immigration er en episk bevægelse
Jeg spørger til, om hun har læst Suketu Mehtas bog Maximum City, som jeg fandt i en støvet boghandel i Indien for et par måneder siden. Lidt af en øjenåbner, der afdækker korruption, prostitution og fattigdom i underskoven af den vildtvoksende by Mumbai.
- Han er min nabo i New York! Vi drikker sammen, siger Desai og ler. – Han er faktisk ligesom mig. Han kom til New York, da han var fjorten, og flyttede tilbage til Bombay senere og kom tilbage igen. Han har et stærkt og ærligt forhold til Indien.

Kiran Desai er i det hele taget optaget af ærlighed og værdighed, og det er ord, der går igen i hendes talestrøm. Det tabte land er rig på detaljer og sansemættede beskrivelser af livet i Kalimpong, London og New York. Det er her, forfatteren Desai udøver sin magi, for hun har egentlig ikke researchet:
- Jeg har jo boet i Kalimpong og London, og kender New York. Folk har tit spurgt mig, hvordan jeg kunne skrive om fx Biju. Men i nærheden af hvor jeg bor, er der et bageri, hvor masser af folk som ham arbejdede. Jeg tog derhen og drak kaffe og snakkede med folk. Alle havde en historie: de startede i Assam, eller Mumbai og opholdt sig i Dubai, eller Mexico, eller Den Dominikanske Republik for at ende i New York. Du kan snakke med en hvilken som helst taxachauffør og få en historie. Folk fortæller den gladelig. Immigration er en vældig episk bevægelse.

- Når jeg går på biblioteket eller i boghandlere, lægger jeg mærke til, at store dele af verden mangler på boghylderne. Steder, der ikke er bemærket eller beskrevet. Litteratur kan give immigrationsproblemerne et menneskeligt ansigt, fordi fiktion giver information og følelsesmæssig ærlighed fra sig. Det er min overbevisning, at litteratur gør den globaliserede verden mere menneskelig.

Etnisk chic
Den amerikanske forfatter Erica Jong skrev i en klumme i huffingdonpost.com (28.5.2007), at kritikerne kun tager bøger skrevet af kvinder alvorligt, når de handler om en fjern politisk kamp eller en “chic etnicitet”. I den forbindelse nævner hun Kiran Desai og Arundhati Roy (der skrev De små tings gud. Vinder af The Booker Prize i 1997.) Bøger af kvinder, der handler om konflikt, vinder priser, hævder Jong, mens bøger, der handler om kærlighed, ikke gør. Jeg spørger Kiran Desai, om hun mener, Jong har ret i sin kritik.

Hun tænker sig længe om, og så udbryder hun velfornøjet: – Ja, jeg tror måske, at hun har ret. Mange forfattere i USA skriver ud fra et sikkert, lille landskab. De skriver ikke ret meget om fx klasse, men rigtig meget om den akademiske verden, skilsmisser og utroskab. Mange amerikanske forfattere vidste simpelthen ikke, hvad de skulle stille op efter 11. september, men jeg har ikke noget familielandskab at skrive ud fra. Sagen er den, at jeg faktisk har lyst til at skrive om den store verden.

En række andre yngre kvindelige forfattere – f.eks. Chimamanda Ngozi Adichie, Zadie Smith, Monica Ali og Andrea Levy – skriver også med globalt udsyn, og I bliver bemærket og belønnet med priser. Udgør I en hel ny litterær bevægelse?
- På en måde har jeg fået den store verden forærende af min mors generation, der var mere eller mindre tvunget til at skrive ud fra det familiemæssige landskab. Sådan var tiderne dengang, men de kæmpede en kamp, så det har været muligt for mig at leve alene. Da min mor var på min alder, havde hun allerede fire børn, og en af grundene til, at hun ville flytte fra Indien var netop, hun gerne ville skrive om den store verden. På den måde repræsenterer jeg og de andre måske en hel ny tilgang til verden.

I Det tabte land er der ingen lykkelige forhold mellem mænd og kvinder. Hvorfor?
- Måske skal jeg ud og opleve noget mere i mit eget liv!, siger Kiran Desai med et glimt i øjet. – I forholdet mellem Gyan og Sai havde jeg lyst til at punktere forestillingen om, at et ungt kærlighedsforhold altid ender lykkeligt, trods klasseforskelle og etniske forskelle. Kærlighed overvinder ikke altid alt.

Nej, Gyan bliver jo for eksempel optaget af Gorkhaerne nationalistiske befrielseshær og du skriver: “Det var en maskulin atmosfære, og Gyan skammede sig et øjeblik ved erindringen om teselskaberne på verandaen sammen med Sai. Det ristede brød med ost, bagerens konditorkager og værre endnu, det lille varme rum, som de beboede sammen, deres barnlige snak..”
Kiran Desai slår ud med armene.
- Ja, nationalisme og fundamentalisme er særlig brutal ved kvinder, ikke?

Fremtiden
Siden Kiran Desais bog udkom, har hun ikke haft tid til at skrive, og hun savner det:
- Jeg får hele tiden et glimt af en idé til noget, men fordi jeg ikke sidder ved skrivebordet, forsvinder den hurtigt igen. Jeg glæder mig til at få mulighed for at holde fast i de ideer, jeg reagerer følelsesmæssigt på, og til at begynde at skrive dem ned. For det er sådan, jeg skriver. Jeg sidder ved skrivebordet, og det er i selve skriveprocessen, bogen tager form.

Kiran Desai griner og slår ud med armene igen: – Men måske vil jeg prøve at strukturere det hele lidt bedre, så det ikke varer otte år én gang til.