Kunstsprog og krøllede hjerner

O baderus noderus! Eller bare Fader vor på Scriptura Oecumenic (1732). Amerikansk sprogforsker går på opdagelse i kunstsprogenes forunderlige verden.

Det er lang tid siden, jeg har følt mig så godt underholdt som i timerne med lingvisten Arika Okrents bog In the Land of Invented Languages. Med undertitlen Esperanto Rock Stars, Klingon Poets, Loglan Lovers, and the Mad Dreamers Who Tried to Build a Perfect Language. Okrent er en morsom og kyndig guide til den lidet kendte verden af kunstsprog og de ret skøre kuler, der befolker den. Ved hjælp af alenlange grammatikbøger, ordbøger og klassifikationssystemer er hun kravlet ind i kunstsprogene og ikke mindst de krøllede hjerner, der har skabt dem.

Arika Okrent har en ph.d. i psykolingvistik fra University of Chicago i USA og er en selverkendt sprognørd. Foruden engelsk taler hun ungarsk og mestrer amerikansk tegnsprog. Endvidere har hun bestået første del af den officielle sprogprøve i klingon, kultsproget fra science fiction-serien Star Trek. For de uindviede bliver klingon talt af krigeriske menneskelignende væsener fra planeten Klingon. Deres fysiske kendetegn er en anselig hornet vækst, der bølger op af panden. Nørdfaktoren for dette sprog er selvsagt meget høj.

Okrents interesse for kunstsprog blev i første omgang vakt af de »overdrevent grinagtige pralerier«, som ophavsmændene promoverede deres sprog med: »Mondea! Det Nye Verdenssprog! Uden Sidestykke! Uovertruffent! Et nyt system, der nemt kan læres på et minut!« Eller: »Om nogle få år vil vi alle tale Ehmay Ghee Chah, det største fremskridt i det 21. århundrede.«

Siden blev hun optaget af de personer, der stod bag sprogene. Hvem var de? Hvad drev dem til at bruge hele deres liv på at udvikle et sprog, som var dømt til at dø? For historien om alle de forunderlige kunstsprog er historien om deres fallit og bortgang. Med få undtagelser såsom Esperanto (1887) og Volapük (1879) er der næppe mange, der har hørt om de over 900 kunstsprog, der har set dagens lys, siden Hildegard af Bingen opfandt Lingua Ignota i år 1150.

Som det fremgår af Okrents liste over 500 af kunstsprogene, var 1600-tallet en frodig tid for sprognørder I denne periode dukkede Lingua Universalis (1650), Parsigraphie (1663,) og Panglottie (1665) op for en kort bemærkning. En ny storhedstid forekom hen over midten af 1800-tallet med sprog som Dilpok (1898) Pan-kel (1906) og Ido Avancit (1925). Fra 1960erne spirede endnu flere kunstsprog frem: Loglan (1960), Unisal (1968) og Toki Pona (2001). Og hvis man synes, at de sprog lyder en smule skøre, bugner internettet af conlang (constructed languages), en subkultur af sites og mailinglister.

Det er eksempelvis muligt at finde en lydfil, hvor man kan høre et udpluk af det fonetiske kunstsprog Dritok (2007). Det består af en række klik-, pop-, hvisle- og fnyselyde baseret på, hvordan et jordegernagtigt væsen ville »udtale« sproget. I hvad der må siges at være et bizart sprogligt sammentræf, hedder manden bag det sære egernsprog Boozer (altså drukkenbolt) til efternavn.

De fleste, der tidligere forsøgte sig med at konstruere sprog, gjorde det dog for at skabe et bedre sprog, der letter kommunikationen. Det er i grunden ikke så mærkeligt for, som Okrent fremhæver, er de fleste naturlige sprog konstruktionsmæssige katastrofer. Naturlige sprog ligesom dansk er fyldt med uregelmæssige verber og undtagelser for snart sagt enhver grammatisk regel. Desuden er der ord, der betyder mere end en ting og ord, der udtales ens men betyder noget forskelligt.

Læg dertil obskure talemåder og utallige uklarheder, og man får sprog, der er svære at lære og somme tider forbløffende svære at bruge. Vi kender alle sammen til den frustrerende følelse at komme til kort rent sprogligt og ikke være i stand til at finde det helt rigtige ord til at udtrykke en tanke eller følelse. Naturlige sprog er kort sagt noget rod, som forskellige kunstsprog i tidens løb gerne har villet rydde op i ved at tilbyde noget helt nyt.

Den gryende videnskabelige revolution i 1600-tallet kaldte, syntes man, på et rationelt og filosofisk sprog, der ligesom det begyndende matematiske sprog kunne indfange universelle begreber og tanker. Det gjaldt for eksempel den britiske præst John Wilkins’ Philosophical Language fra 1666. Problemet med naturlige sprog, set ud fra Wilkins’ synspunkt, var, at de ikke sagde noget om de ting, de refererede til.

Hund er et godt eksempel: På alle sprog skal man bare lære ordet for hund – dog, chien, perro og så videre. Wilkins’ sprog ville intet mindre end definere hund. I den forbindelse måtte han udvikle et detaljeret klassifikations-

system, der omfattede hele det kendte univers for at indplacere begrebet hund. Følgelig dannes ordet for hund af tegnet for kategori XVIII (dyr) modificeret af symbolet for subkategori V (aflangt hoved) og sub-sub-kategori 1 (større slags), altså zita. Ordet for »lort« er straks mere udfordrende, skriver Arika Okrent med et glimt i øjet. Det findes i kategori XXXI (bevægelse), subkategori IV (udrensning), sub-subkategori 9 (fra »grovere« kropsdele) og modsatrettet (af bræk). Altså cepuhws. Puha.

Ikke overraskende slog dette sprogsystem ikke rigtigt an. Til gengæld fortæller Okrent , er Wilkins’ klassifikationssystem et forrygende øjebliksbillede af det engelske sprog i 1600-tallet. Endvidere dannede det grundlag for den første engelske begrebsordbog foruden en taksonomi af plante- og dyreverdenen, som Linnaeus siden perfektionerede.

Hen over midten af 1800-tallet til midten af 1900-tallet opstod en række kunstsprog i slipstrømmen af den omsiggribende nationalstatsdannelse. Sprogene blev udtænkt af mænd med et internationalt udsyn for at fremme verdensfreden og mellemmenneskelig forståelse. Zamenhofs Esperanto og Schleyers Volapük er eksempler på denne agtværdige bestræbelse. Men som Okrent fremhæver, så blev der bogstaveligt talt opfundet hundreder af sprog i perioden med denne mission. I dag bliver kunstsprog mest konstrueret for fornøjelsens skyld, og som egernsproget viser, er der ingen ende på kreativiteten eller vanviddet.

Men før man gør alt for meget grin med egernsproget, er det værd at sende sprogmageren Charles Bliss en kærlig tanke. Han opfandt i løbet af 1940rne pictogramsproget Blissymbols, der umiddelbart ser fuldkommen bims ud. Ligesom alle de andre kunstsprog slog Blissymbols ikke rigtigt an, men i 1970erne genopdagede en fremsynet canadisk speciallærer symbolsproget. Shirley McNaughton indså hurtigt, at systemet kunne bruges til at lære sprogløse børn at få et sprog. Ved at pege på forskellige symboler: hjerte med en pil opad = glad, hjerte med en pil nedad = ked af det, lille cirkel = mund, bølge med pil nedad = regn og så videre, begyndte børnene selvstændigt at kunne kommunikere med deres omverden.

Siden kunne de mestre større sproglig præcision ved hjælp af bogstaver og staveplader. Systemet var ikke så bims endda og revolutionerede børnenes liv. Nu bliver Blissymbols brugt i specialundervisning mange steder i verden.

Charles Bliss var imidlertid prototypen på en sprogopfinder: Excentrisk, ekstremt ensporet og en smule paranoid. Dertil var han optaget af skemaer og lister og meget utilbøjelig til at acceptere kritik eller modifikationer af »sit« sprog (som jo var perfekt). Da han blev kontaktet af Shirley McNaughton for at indlede et samarbejde, medførte det trusselsbreve ad infinitum, fordi hun havde ændret visse af hans fuldendte symboler. McNaughton fandt sig tålmodigt i det hele, da Bliss’ pictogramsprog var så effektivt, og sagen endte med et økonomisk forlig.

Helt så glat gik det ikke for James Cook Brown, opfinderen af det logiske sprog Loglan. Dette sprog kan mest af alt sammenlignes med et programmeringssprog, og dets fornemste mål er at være kulturelt neutralt. Brown ragede imidlertid uklar med nogle af sine tilhængere, fordi de ligesom McNaughton forsøgte at forbedre lidt på tingene. Et så storslået og logisk sprog som loglan havde ifølge Brown bestemt ikke brug for at blive forbedret. Og hele miseren endte med et brud og et nyt afledt sprog kaldet lojban.

Som det fremgår, er kunstsprog især noget, mænd sysler med, men en enkelt kvinde har dog været på banen, nemlig scifi-forfatteren og lingvisten Suzette Haden Elgin. I 1980erne opfandt hun det kvindeorienterede sprog Láadan og brugte det i den futuristiske roman Native Tongue. Med Elgins sprog kan man præcisere oplevelser omkring menstruation med for eksempel udtrykket osháana, som betyder »at menstruere glædeligt«. Hvilken kvinde har ikke haft brug for det ord efter en uge med pms eller ikke helt sikker sex!

Eller udtrykket radíidin om en helligdag, der ikke opleves som sådan (også kaldet ferie i sommerhuset). Radíidin byder tværtimod på mere arbejde, især hvis mange gæster dukker op og ikke hjælper til.

Typisk for tiden ville Elgin med Láadan indfange et sprog, der også kunne udtrykke en specifik kvindelig erfaringsverden. Hun håbede, at hendes opfindelse i det små ville slå an som legitimt sprog, men også Láadan døde hen, selv om en lille klynge tilhængere stadig findes på nettet.

Af alle de sprog, Arika Okrent kommer ind på In the Land of Invented Languages, indtager klingon dog en særlig plads i hendes hjerte. Ikke mindst på grund af alle de nørdede og fanden-i-voldske klingonentusiaster.Okrent har medvirket i flere qep’a’ eller klingonkonferencer og har stolt erhvervet sig et officielt certifikat i sproget fra The Klingon Language Institute (KLI).

Hun har deltaget i et middagsselskab på en Thai-restaurant, hvor alle svor den ed kun at tale klingon, der lyder som gutturale eder og forbandelser. Til servitricens overraskelse insisterede alle på at afgive bestilling på det sære sprog. Læg dertil at flere var udklædt som faktiske klingons med både kappe, paryk og pandebeklædning, og man forstår, at de kære klingonfolk er totalt ligeglade med, hvad verden mener om dem.

Klingonordbogen er solgt i over 300.000 eksemplarer, og som et af de få sprog i verden har det et officielt ejerskab, nemlig produktionsselskabet Paramount Pictures. En kreds af klingontilhængere har oversat Hamlet til klingende klingon, og så vidt vides er en autoriseret oversættelse af Bibelen også på vej. Bottom line er, at for klingonentusiaster har sproget ingen anden mening end fornøjelsen ved at lære det og leve det.

Det taler tydeligvis til lingvisten i Arika Okrent . Hun har haft det sjovt med at befinde sig i The Land of Invented Languages, og hendes fundamentale glæde ved sprog, og ikke bare de kunstige af slagsen, er smitsom. Jeg har været inde på flere hjemmesider undervejs og fornøjet mig med alt fra egernsproget til klingon. Selv omOkrent deler rundhåndet ud af prædikater som tossede, gaga, vanvittig og bims, patroniserer hun aldrig menneskene bag kunstsprogene eller dem, der interesserer sig for dem. Tværtimod respekterer hun deres indsats og anstrengelser.

Ultimativt bekræfter alle forsøgene på at konstruere fejlfrie sprog, at det netop er fejlene og manglerne, der gør de naturlige sprog så fuldendte.

Arika Okrent : In the Land Of Invented Languages. Random House, 2009.