Idehistoriker Mark SIngleton prikker til alle gængse forestilling om yoga som et ældgammelt system til åndelig vækkelse
Hvis man tror, at de yogastillinger, man praktiserer i Vesten i dag, er overleveret fra ældgamle indiske tekster, traditioner eller selveste guden Shiva, kan man godt begynde at tro om. Med bogen Yoga Body. The Origins of Modern Posture Practice punkterer idéhistoriker og yogalærer Mark Singleton overbevisende mange gængse myter om, hvad han kalder »moderne, transnational yoga«. Singleton gennemgår mangt og meget i sit belæste værk. Men hans mest provokerende tese er, at det, vi i dag kalder yoga, i virkeligheden er et mix af den engelske hærs legemsøvelser, skandinavisk gymnastik, bodybuilding og esoterisk lære fra 1800-tallet tilsat et inciterende indisk præg.
Der er rigelig grund til at kaste et kritisk blik på yogafænomenet. I USA, England, Danmark og hele den vestlige verden dyrker millioner af mennesker forskellige udgaver af fysiske stillinger, der går under fælles-betegnelsen yoga. Stilarterne varierer fra stille strækøvelser til strabadserende, akrobatiske stillinger udført i meget bestemt rækkefølge. Yoga er big business og omsatte i USA for omkring 5,7 milliarder dollars i 2008. Ikke alene kan det koste knapper at gå til undervisning, men der er også det uundværlige tilbehør: Yogaudstyr og -tøj, bøger, blade, meditationspuder, salver, smykker, særlige kost-anvisninger med videre. Beløbet svarer i øvrigt til halvdelen af Nepals årlige BNP, fremhæver Singleton.
Nogle skoler mener at have patent på enkelte stillinger, og Bikram Yoga-varianten har eksempelvis ført og vundet retssager for at få de juridiske rettigheder over særlige sekvenser af stillinger. Der er jævnligt diskussioner i det verdensomspændende yogasamfund om de forskellige formers autenticitet, om de mest spirituelle stilarter og deslige. For mange er af den opfattelse, at yoga som helhed er en langt højere og mere åndrig kropsudøvelse end »almindelig« gymnastik. I andre kredse mener man derimod, at inderne bør generobre yoga fra Vestens korrumperende, forfladigende favntag.
SELV HAR jeg dyrket yoga i årevis, ikke mindst den krævende, atletiske form kaldet Ashtanga Vinyasa Yoga, som nogle måske kender fra Madonna og Sting. Singleton fremhæver denne forms bemærkelsesværdige lighed med den kontroversielle danske gymnastikpædagog Niels Bukhs Grundgymnastik fra 1922. Sandt at sige faldt jeg næsten ud af min hovedstand af ren forbløffelse. Har jeg virkelige dyrket dansk gymnastik i indisk forklædning alle disse år?
Mark Singleton argumenterer godt for sin sag. Ligesom Bukhs system er Ashtanga Vinyasa Yoga delt ind i seks serier, skriver Singleton. I lighed med Bukhs grundgymnastik praktiserer man øvelserne i en kraftfuld rytme for at oparbejde varme i kroppen. Alle stillingerne ledsages af dyb vejrtrækning og bindes sammen med en særlig hoppebevægelse. Endvidere er en række af Bukhs øvelser næsten identiske med en række af yogastillingerne i den første Ashtanga Vinyasa Yoga-serie. Drivkraften i Bukhs grundgymnastik var udvikling af styrke, smidighed, harmoni og balance, betoner Singleton, og ordvalget er som taget ud af en af nutidens alvorsfulde Ashtanga Vinyasa Yoga-manualer.
Her må jeg tilføje, at Ashtanga Vinyasa Yoga, af nogle af dens mange tilhængere, bliver opfattet som måske den mest autentiske og åndrige form for yoga overhovedet. De skriftlige anvisninger til systemet blev angiveligt fundet på ældgamle palmeblade, der indtil begyndelsen af 1900-tallet lå hengemt på et universitet i Kolkata. Muligvis var teksten op til 5000 år gammel, overleveret af en mytologisk yogi ved navn Vamana Rishi. Som der står i en af mine yogabøger: »Dette system stammer fra en ældgammel tekst skrevet på sanskrit kaldet Yoga Korunta. Sammen med hans Guru Sri T. Krishnamacharya dechifrerede og ordnede Sri K. Pattabhi Jois rækkefølgen af Vinyasaserien. Dette videnskabelige system er beskrevet i denne bog.« Desværre blev de sagnomspundne palmeblade fortæret af myrer, inden andre kunne studere dem mere indgående. Men, som man aner, lever legenden videre i bedste velgående.
HVERKEN JOIS eller Krishnamacharya var på gymnastikophold på Niels Bukhs idrætshøjskole i Ollerup, og Niels Bukh lavede ikke yoga i Mysore i delstaten Karnataka, hvor de to underviste. Hvordan hænger det hele sammen?
Singleton gransker yogaens historie og evner at overraske på mange måder. Han viser, at de få fysiske yogaøvelser kendt fra Middelalderens Indien blev genskabt i 1800-tallet og begyndelsen af det 20. århundrede for at erstatte de europæiske helse- og gymnastiksystemer, som var fremherskende på subkontinentet. Udøvelsen af yogastillinger var en del af et oprør mod den engelske kolonimagt og blev en måde at generobre en specifik indisk krop på. Vestlig viden om medicin, anatomi og deslige blev inkorporeret i skabelsen af en såkaldt traditionel indisk kropsdisciplin, og man videnskabeliggjorde stillingerne og deres gavnlige indvirkning på kroppen. »Yoga er et videnskabeligt system,« som min yogabog hævder den dag i dag.
Her skal jeg bemærke, at yoga indtil slutningen af 1800-tallet primært var en filosofisk og spirituel øvelse, der blandt andet lagde vægt på meditation, åndedrætsøvelser og renselsesmetoder. Som Singleton fremhæver, har han ikke kunnet finde bevis for, at kropslige stillinger, bortset fra visse siddende meditationsstillinger, på noget tidspunkt udgjorde hjørnestenen i en indisk yogatradition. Heller ikke i centrale tekster som Hatha Yoga Pradipika eller Patanjalis Yoga Sutra. Udførelse af stillinger som kernen i en spirituel praksis er et nyt fænomen, »uden sidestykke i præmoderne tid«, hævder han.
Udviklingen af en moderne fysisk yogatradition i Indien falder til gengæld sammen med den entusiasme for atletik, gymnastik og åndelig udvikling, der greb store dele af den vestlige verden i løbet af 1800-tallet. Den britiske kolonimagt bidrog til at bringe filosofien »en sund sjæl i et sundt legeme« til Indien via for eksempel hærens officielle legemsøvelsesprogram. Et program, der såmænd var baseret på øvelser udarbejdet af svenske Pehr Henrik Ling (1776-1839) og vores egen Niels Bukh (1880-1950), der i øvrigt var tilhænger af nazismen.
Denne skandinaviske tradition blev sammen med KFUMs gymnastik spredt vidt og bredt i indiske uddannelsesinstitutioner via det engelske skolesystem og militær. Og netop afmønstrede indiske militærmænd underviste i gymnastik på Indiens skoler. Læg dertil, at briterne anså indiske mænd for at være svagelige og kvindagtige, og grunden var gødet for, at indiske mænd begyndte at træne.
Bodybuilding var ganske overraskende udbredt i Indien i denne periode, ligesom der skete en opblomstring af indisk brydning. Frihedskampen og uafhængighedsbevægelserne arbejdede på at tage kroppen tilbage fra briterne, og resultatet blev væksten af en nationalistisk kropskultur med vægt på et næsten hypermaskulint kropsideal. Yogiske styrkeopvisninger sammen med bodybuilding og brydning blev en måde at fremvise denne nye, indiske krop på. Man ser i øvrigt samme maskulinisering i dag i nogle af de fundamentalistiske hindubevægelser. Selv guderne ser ud til at have pumpet jern.
MARK SINGLETON kommer vidt og bredt omkring i det komplicerede stof og dvæler en stund ved de militante yogier, der hærgede handelsruter i det nordlige Indien fra 1400-tallet og frem til slutningen af 1800-tallet. De var nemlig i lang tid med til at give fysisk yoga et dårligt navn. De militante yogier dyrkede forskellig slags fysisk træning for at hærde deres kroppe og forberede sig til kamp, og deres træning inspirerede senere til de mere systematiserede yogastillinger.
Disse aldeles uregerlige og krigeriske yogier var et horn i siden på den engelske kolonimagt, og de blev løbende afmilitariseret og tvunget til at slå sig ned i landsbyer. Det blev dem forbudt at færdes nøgne og bevæbnede omkring, sådan som for eksempel de berygtede nagayogier havde for vane. For at tjene til dagen og vejen tyede de til tiggeri og offentlig yogaoptræden – ofte med ekstreme, kropsforvridende stillinger. Indiens britiske befolkning betragtede yogierne med lige dele fascination og afsky, og de blev, anfører Singleton, set som et symbol på indernes anløbne moral og underlegne ånd.
Deres kropslige udskejelser blev tillige ringeagtet af ortodokse hinduer. Selv filosoffen Vivekandanda, der stod i spidsen for en genopblomstring af traditionel hinduisme i slutningen af 1800-tallet, inkluderede ikke den fysiske yoga i sin tænkning. Dette til trods for at han mente, at udviklingen af kropslig styrke var en forudsætning for den moderne hindus spirituelle udvikling.
Singleton vier en del af sin bog til den måske mest indflydelsesrige yogalærer i det 20. århundrede, nemlig føromtalte Krishnamacharya (1888-1989). Netop han og hans tre disciple Pattabi Jois (1915-2009), BKS Iyengar (1918- ) og sønnen Desikachar er i høj grad ansvarlige for den kropslige yogas udbredelse i Vesten fra omkring 1960 og frem til i dag. I omkring 20 år, fra cirka 1930-1950, var Krishnamacharya tilknyttet den daværende maharaja af Mysore og underviste de royale børn. Indisk kultur og religion var en af maharajaens store interesser, men det var idræt og gymnastik bestemt også.
På hans palads dyrkede man et sammensurium af forskellige former for militære legemsøvelser, vestlige sportsgrene og den fysiske hatha yoga. Det var i dette frodige og multidisciplinære miljø, at kimen blev sået til den yoga, der dyrkes i Vesten. Singleton ser Krishnamacharya i samme optik som for eksempel Ling og Bukh. Altså som en dristig og kreativ mand, der eksperimenterede med en mangfoldighed af teknikker og systemer for at udvikle fysiske øvelser, der passede til hans samtid. De atletiske øvelser, der blev til Ashtanga Vinyasa Yoga, passede eksempelvis rigtig godt til unge mænd, der skulle kæmpe for frihed, anfører Singleton. Efter Indiens uafhængighed flyttede Krishnamacharya til Chennai, droppede de kraftfulde yogaformer og udviklede en blidere og mere individuel stil.
Singletons studie viser, at historien om yoga er langt mere nuanceret, end man har kunnet ane. Det er hans fortjeneste at vriste yoga ud af mytologiseringens favntag og forankre den i en konkret historisk periode og udvikling. Hans bog, der er en bearbejdelse af hans ph.d.-afhandling ved Cambridge University, skal nok skabe diskussion og furore i yogakredse i Danmark, ligesom den har gjort det i USA og England.
Og nu tilbage til min hovedstand.
Yoga Body. The Origins of Modern Posture Practice af Mark Singleton , Oxford University Press, 2010
Bragt i Weekendavisen den 19.5.2011
