Lesbiske ramasjangromaner på højt niveau

Det gælder om at udfordre kategorierne og levere en underholdende, intelligent og veldrejet roman, siger Sarah Waters, der lige har gæstet København.

Kitty og Nan i BBCs filmatisering af Sarah Waters Tipping the Velvet.

Den britiske bestsellerforfatter Sarah Waters skriver om store temaer som kærlighed, svigt, lyst og krig. Hendes romaner vrider og vender sig overraskende og medrivende igennem Victoria- og krigstidens London med et konsekvent og saftigt lesbisk twist. Foruden at være historisk forfatter er Waters nemlig lesbisk forfatter, og hun ser lesbiske og homoseksuelle erfaringer som en del af sin kunstneriske dagsorden.
»På den ene side er mine historier ret universelle, og masser af læsere kan identificere sig med dem. På den anden side indeholder de et lesbisk element, som ikke blot er en oversættelse af heteroseksuelle erfaringer. Min sidste roman Nattevagt, som foregår i London under Anden Verdenskrig, handler blandt andet om lesbiske ambulanceførere. De havde helt specifikke oplevelser under krigen, simpelthen fordi de var lesbiske. Disse måske lidt maskuline kvinder spillede en ret heroisk rolle og foretog sig heroiske ting. Men da krigen sluttede, havde de ingen funktion længere og var bare lidt mærkelige, så de blev glemt. Som lesbisk forfatter er det vigtigt at holde sig for øje, at man deler mange oplevelser med alle andre, men visse oplevelser er meget specifikke.«

Storbritannien har i øjeblikket en vifte af high-profile lesbiske forfattere, som vinder priser og bliver shortlisted. Jeanette Winterson, Val MacDermid, Stella Duffy, Ali Smith og Sarah Waters selv topper listen.
»Det er næsten et kulturhistorisk øjeblik,« siger Sarah Waters. »Lesbisk fiktion bliver læst af et mainstreampublikum, som er helt parat til at gå i lag med nye slags historier.«

Sarah Waters har så afgjort ikke skræmt læserne væk, og i år har hun præsteret et helt udsædvanligt litterært hattrick. De tre første romaner Tipping the Velvet (1998), Fingersmith (Rænkespil, 2002) og senest Affinity (Sjælesøstre, 1999) er alle blevet filmatiseret. Hun har lige optrådt i København på Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival i forbindelse med Danmarkspremieren på Affinity (2008), og filmatiseringen af hendes fjerde roman The Night Watch (Nattevagt, 2006) er også undervejs.

En favn fuld af priser og litterære udmærkelser er det blevet til. Eksempelvis var hun med i opløbet om The Orange Prize i 2002 og den prestigiøse Man Booker Prize i både 2002 og 2006. Samme år indtog hun en 14. plads på listen over de halvtreds mest betydningsfulde personer i den britiske bogverden. »Hun har fremtryllet en verden af hemmelige forhold, forbudte lyster og overset socialhistorie,« skrev The Observer, der også roste hende for at gøre »lesbisk litteratur helt og holdent mainstream.«

Succeserne til trods byder Sarah Waters hverken på divanykker eller hang til storslået selviscenesættelse, da jeg møder hende på et stilfærdigt og prunkløst hotel i det indre København.
»Jeg spekulerer stadig på, hvordan i alverden det er sket. Det virker så helt igennem usandsynligt, at det skulle ske, og jeg holder det hele ud i strakt arm. Som forfatter er der et mærkværdigt skisma mellem, hvordan man tilbringer det meste af sin tid og så alt det udenom. Skriveprocessen er meget privat, temmelig excentrisk og ret idiosynkratisk. Mit vigtigste forhold er helt klart til min roman. Dagene handler mest om højdepunkter og lavpunkter i bestræbelserne på at få historien til at fungere. Eller føle at den ikke fungerer og vride det hele en gang til. Og så er der alt det udenom, som man slet ikke har kontrol over, og som blot forekommer skræmmende, spændende og mærkeligt.«

For tolv år siden var Sarah Waters godt i gang med en stilfærdig akademisk karriere. Hun skrev ph.d.-afhandling om moderne historisk fiktion med et bøsse- eller lesbisk tema. Forfatterambitioner havde hun ingen af, men hun var ret frustreret over de eksisterende lesbiske romaner, der syntes at reproducere en lavmælt, landlig og meget stille handling. Et typisk eksempel var Isabel Millers historiske romance Patience and Sarah (1971).
»Det er en udmærket bog, men jeg havde lyst til at læse noget, der foregik i London, og som var vovet og farverigt. Så besluttede jeg mig for selv at skrive en roman, og det blev til Tipping the Velvet [victoriansk slang for oralsex]. Selvom jeg lavede en masse research, er bogen mestendels en historisk fantasi. Det er den historie, vi lesbiske ikke rigtig har, men som jeg ville ønske, vi havde,« siger Sarah Waters.

Historien beretter om unge Nan King og hendes første stormende forelskelse i vaudevillestjernen Kitty. Nan får selv succes på de skrå brædder klædt ud som mand, men bliver vraget af Kitty. Hun ender i rendestenen som trækkerdreng, men bliver samlet op af den rige enke Lady Diana og lever som holdt kvinde i en dekadent lesbisk subkultur. Herfra bliver hun smidt på porten for ulydig opførsel, og efter en række forviklinger finder hun en ny kærlighed i en ung suffragette.

Waters har selv kaldt sine romaner »lesbisk victoriansk ramasjang«, og det var så afgjort også ramasjangaspektet, der gav BBCs bearbejdelse af Tipping the Velvet et millionpublikum. I dagene op til at serien blev vist, gik den britiske presse i selvsving over den blotte tanke om et lækkert BBC- costume drama med hovedroller til korsetklædte lesbiske. For slet ikke at tale om de eksplicitte sexscener og en stor dildos fremtrædende rolle.
»Det er en historisk periode, mange englændere tror, de kender rigtig godt, og der hersker mange stereotype forestillinger om den tid. I det øjeblik, man kaster en lesbisk kvinde i korset og victoriansk klædedragt ind på scenen, er alt forandret. Hele ens forestilling om den tid bliver udfordret. Vi tror, victorianerne var snerpede, at de ikke havde sex og så videre. Bare udtrykket ‘victorianske lesbiske’ fremkalder et nyt billede af perioden og tvinger os til at gentænke hele epoken,« siger Waters.

De første fjorten dage efter BBC-premieren solgte bogen bag filmatiseringen 60.000 eksemplarer. Samtidig udkom den stærkt plottede, gotiske krimi Rænkespil, og Waters status som bestsellerforfatter var beseglet. Med karakteristisk ydmyghed siger Waters, »at hun har været utrolig heldig hele vejen igennem.« Kritikere er dog enige om, at det ikke er held, der har solgt hendes bøger. Romanerne er intelligente, medrivende og ikke mindst velfortalte. Waters er meget optaget af det tekniske i skriveprocessen, og alle hendes romaner er sindrigt konstrueret med mange overraskende twists and turns:
»Det fortællemæssige twist i Rænkespil tyvstjal jeg fra Wilkie Collins The Woman in White [1859]. Det var udgangspunktet for historien, og så gjaldt det egentlig bare om at konstruere en overbevisende fortælling, der forklarer, hvorfor og på hvilken måde alle de forskellige figurer er involveret. Der er en masse komplicerede forviklinger, og det var en meget tilfredsstillende bog at skrive. Det spændende består i at starte med en helt enkel idé, finde små temaer i den periode, jeg vil skrive om og så få det hele til at hænge fortællemæssigt sammen.«

Filmatiseringen af Rænkespil er i øvrigt den, Sarah Waters er mest glad for.
»Den er meget tro mod bogen og tager den meget alvorligt. På den anden side var serien Tipping the Velvet meget speciel på grund af alt det hurlumhej omkring den. Det var enormt sjovt.«

En anden alvor kom ind i Waters forfatterskab med romanen Nattevagt, der igen udfordrer gængse forestillinger om livet i London. Denne gang under og lige efter Anden Verdenskrig. Romanen har som de tre foregående flere lesbiske hovedpersoner, men en række mandlige hovedpersoner spiller også en stor rolle. Blandt andet Duncan og krigsnægteren Fraser, der modsat de heroiske, kvindelige ambulanceførere, befinder sig i et lukket, følelsesladet fængselsmiljø. Der kommer nogle meget intense skildringer af venskaber mellem mænd ud af dette fortællemæssige greb:
»Historien foregår i London, og derfor vidste jeg, at jeg ikke ville skrive om soldater og mænd på fronten. Det måtte næsten automatisk blive en anden slags mand, en ikke-kæmpende mand. I bogen udforsker jeg desuden dét at handle versus dét at lade være. Hvad sker der på et historisk tidspunkt, hvor alle opfordres til at gå ind i krigen? Jeg var interesseret i at skildre folk, der modstår det pres, eller beskrive omstændigheder, der medfører, at folk ikke kan handle. At de for eksempel er i fængsel. Det fører uvægerligt en anden form for maskulinitet med sig,« konstaterer Waters.

Succesforfatteren er netop nu i fuld sving med sin femte »ret gotiske« roman, og hun er spændt på, hvordan den vil blive modtaget. Den foregår ligesom Nattevagt i efterkrigstiden, men handlingen er henlagt til et stort hus i landlige omgivelser. »En intelligent spøgelseshistorie« er hendes karakteristik. Sarah Waters har været tiltrukket af gotikken siden barndommen og er dybt fascineret af genrens hovedelementer: de klaustrofobiske rum, angsten og fortrængningerne.
»Gotikken tager udgangspunkt i det psykiske landskab. Huse og fængsler, som i Sjælesøstre og Nattevagt kan tolkes som sindets fængsel eller som et symbol på samfundsbestemte begrænsninger. Man kan bruge det gotiske landskab til at udforske konflikter, lyst og undertrykkelse. Det er en fantastisk genre at arbejde med.«

Ifølge Waters er der en vedblivende interesse for gotikken i England, og mange populære tv-serier som for eksempel Buffy, Lost og Heros har gotiske elementer.
»Selv om de romaner, der bliver regnet for litterære i en britisk kontekst, ofte er meget kortfattede, tørre og underspillede, synes folk at nyde lidt mere ekstravagante romaner. Måske er det på grund af alle de tv-serier!«

Sarah Waters mener bestemt, at den gotiske genre har meget at tilbyde læsere i dag, for efter hendes opfattelse lever vi i en tid præget af forvirring, vold og angst.
»Fornemmelsen er, at en masse ting er fuldstændig ude af kontrol, og følelsen af manglende kontrol er meget gotisk. For eksempel vælter finanskrisen op fra under den pæne overflade og flyder ødelæggende ind over folks liv. Det er en meget frygtsom tid med huse og strukturer, der hensmuldrer og kollapser. Det er helt fantastisk gotisk.«

Ganske overraskende har Waters nye roman ingen lesbiske hovedpersoner, og jeg spørger, hvordan det hænger sammen med hendes tidligere erklærede kunstneriske dagsorden omkring homoseksualitet:
»At skrive består af mange ting. Noget af det handler helt klart om homoseksualitet, men det handler også om for eksempel det tekniske i at få historien til at fungere. Så er der det gotiske, personkarakteristikken og så videre. Den nye bog tilfredsstiller hele den side af mine litterære ambitioner. Bogen har flere kvindelige hovedpersoner, men mere end noget andet handler den om klasse. Efterkrigstiden var præget af virkelig voldsomme klassemæssige spændinger, og der skete store forandringer i folks liv. Det er også ganske interessant for mig som forfatter at vide, at jeg kan skrive en roman, der ikke har lesbiske hovedpersoner. Man kan sige, at jeg har bevæget mig lidt sidelæns.«

Sarah Waters nye bog udkommer på Virago Press i juni 2009.

Artiklen blev bragt i Weekendavisen den 8.11. 2008