Sjælens sejr

“Jeg døde ikke. Jeg vil ikke dø. Jeg vil leve.” Militærhistoriker Michael Jones nye bog “Leningrad” griber fra start til slut

Elena Martillas selvportræt

Måske lyder Museet til minde om blokaden og belejringen af Leningrad fra 1941-44 ikke som det mest oplagte udflugtsmål i Sankt Petersborg. Pragtbyen, der foruden Eremitagen, Vinterpaladset, Blodskirken med de farvestrålende løgkupler og Isakkatedralen med de kæmpemæssige, guldbelagte mosaikker rummer maleriske kanaler og arkitektoniske perler på række. Men man skal ikke have læst mange sider af den  britiske militærhistoriker Michael Jones’ nye bog Leningrad. State of Siege, før det eneste, man tænker på, er at aflægge det lille museum et visit.

Det befinder sig i Solyanoygade ikke langt fra Sommerhaven og med antikvariater og små cafeer som nærmeste naboer. Indgangen er flankeret af to antiluftkanoner, og museet huser omkring 35.000 militære- og civile genstande.  Endskønt formidlingssproget udelukkende er russisk, som det ofte er tilfældet på disse kanter, kan man sagtens få noget ud af de mange rekonstruktioner af for eksempel en typisk lejlighed, en skyttegrav og et kontor. Særlig prægnant er glasmontren med en afvejning af 250 gram brød, som udgjorde den daglige madrationen for store dele af civilbefolkningen i september 1941. Så lidt kan ingen da leve af, må man uvægerligt tænke, når man ser den sørgelige humpel rugbrød, men efter at have læst Leningrad, ved man bedre. Faktisk blev rationen stedse mindre, som vinteren ’41 skred frem

Jones starter sin bog i det selvsamme museum. Herfra tager han læseren på en uafrystelig rejse gennem hverdagen for almindelige leningradborgere i de knap 900 dage, belejringen varede. Meget af historien om belejringen er veldokumenteret, for eksempel af New York Times-journalisten Harrison Salisbury i 900 dage  fra 1969. Men i de snart 20 år, der er gået siden Jerntæppets fald, er nye oplysninger, kilder og beretninger jævnligt dukket op, og de kalder på en genfortælling. Bogen igennem sammenvæver Michael Jones dagbogsoptegnelser fra civile og soldater med hidtil hemmeligholdte dokumenter fra politi og sikkerhedspoliti samt egne interviews med overlevende. Deriblandt flere af de ældre damer, der arbejder på museet i dag. Det er der kommet en aldeles unputdownable beretning ud af. Både om en af Anden Verdenskrigs mest dystre kapitler og om menneskelighedens triumf.

I Leningrads to første afsnit sætter Michael Jones scenen for, hvordan det kunne gå så gennemgribende galt i Leningrad. Først og fremmest ville Hitler intet mindre end udslette byen fra jordens overflade, og blokadens længde var baseret på kolde kalkuler fra en ernæringsekspert fra München: Madlager divideret med befolkningstal ganget med kaloriebehov i x-antal kuldegrader i fire måneder kombineret med bombardamenter er lig med ingen overlevende. Madlagre, vand- og varmeværker, transport, hospitaler, skoler, fabrikker, beboelsesejendomme og så videre blev ubønhørligt beskudt, og helt velovervejet på de tidspunkter, hvor man forestillede sig, at flest folk befandt sig i gaderne.

Læg dertil et bystyre og et militær, der blev ledet af to inkompetente Stalinloyalister, nemlig Andrei Zhdanov og Marskal Voroshilov, og man havde opskriften på en katastrofe. Leningrad havde for eksempel madlagre omend beskedne, da Hitler indledte sin blitzkrig mod Sovietunionen i juni 1941. Men parret sørgede ikke for at sprede dem, hvad mange af byens beboere også undrede sig over. Lagrene var således bekvemme mål for tysk artilleri, og den 8. september gik hele byens reserve af kød, korn, sukker og smør op i røg. Sådan opregner Jones administrative fejltagelser og militære fadæser, manglende dømmekraft, inkompetence og ikke mindst korruption. For partispidserne sørgede godt for sig selv, deres familier og kompaner og sultede bestemt ikke. De havde endog energi til at befatte sig med den udhungrede befolknings kritik og klage mod sig og forfulgte dem nidkært under og efter belejringen.

Militærpsykologi og betyningen af moral er Michael Jones’ særlige interesse. Hvad motiverer folk til at kæmpe videre selv under de mest desperate forhold? For at finde svar gør han effektivt brug af sit materiale. Heltene fra Leningrad, nemlig de almindelige beboerne og soldater, får navne, stemme og fylde. Vi stifter bekendtskab med 18-årige Alexandra Ivanova, arbejderen Igor Chaiko, boligadministratoren Maria Ivanova, videnskabsmanden Dmitry Likhachev, soldaten Boris Agrachev og niårige Veronika Nikandorova for blot at nævne nogle få. Han fortæller om billeeksperten Axel Reichardt fra Leningrads Zoologisk Institut, der gennem bombardamenter og belejring ufortrødent arbejdede videre på sin afhandling om bladbillen, ulasteligt iklædt skjorte og slips. Den 16. december 1941 skrev han i en note til sine optegnelser: “Hvis jeg ikke dør af sult inden, bliver jeg færdig.”  En af Jones’ gennemgående kilder er kunstneren Elena Martilla, vis professor indtrængende bad hende tegne, hvad hun så under belejringen: “Lena, forholdene er ved at være meget slemme her, og jeg regner ikke med at overleve. [...] Nogen må dokumentere hvad der sker.” Det gjorde hun, og en lang række af hendes værker er gengivet i bogen. Ikke mindst et selvportræt fra februar 1942, hvor den 18-årige pige ligner en gammel kone. Hun var så afkræftet af sult, at hun vidste, hun ville dø, hvis hun lagde sig til at sove. Hele natten tegnede hun for at holde døden i skak. Næste morgen skrev hun: “Jeg døde ikke. Jeg vil ikke dø. Jeg vil leve.”

Jones’ primære fokus er de mest dystre dage af nazisternes belejring, nemlig de tre måneder fra midt-december 1941 til midt-marts 1942. Situationen i og omkring Leningrad var i sandhed forfærdende. Det var bitterligt koldt med op til 40 minusgrader, offentlig transport var der intet af, heller ingen elektricitet, varme eller vand. I november var madrationerne nede på 125 gram brød om dagen, og resultatet var, at Leningrads befolkning og de mange uregisterede krigsflygtninge døde i hundredetusindevis. De lagde sig i sneen på gaderne, i sengene, på biblioteket eller hvor de tilfældigvis befandt sig, da livsviljen forlod dem. Det var livsfarligt at snuble på gaden, for var man først faldet, var de fleste så afkræftede, at de ikke kunne rejse sig igen. Ifølge Jones viser nye kilder, at byen i denne periode var hærget af sortbørshajer og organiserede bander af kannibaler. Mindst 300 blev henrettet for at spise eller handle med menneskekød, over 1400 blev arresteret for samme forbrydelse, og langt flere spiste kødet og vidste det. Når der pludselig, helt mirakuløst, var friske pølser til salg hos sortbørshajerne, kunne man dårligt være i tvivl. Men militæret og byadministrationen var på randen af kollaps, kompetent lederskab eksisterede ikke, og befolkningen var overladt fuldkommen til sig selv.

Som Jones måske lidt klichéfyldt konstaterer, kalder ekstreme kriser på både det værste og det bedste i mennesket. For alle skrumpede livet  ind til et spørgsmål om den blotte og bare overlevelse, og tiden sneglede sig afsted. “Al ting er så monotont. Alle mine tanker kredser om mad og trangen til at flygte fra sulten, kulden og frygten,” skrev den 15-årige skoledreng Yuri Ryabinkin. Byen var tømt for katte, hunde og fugle for som unge Valeri Sukhov noterede i sin dagbog: “Spiste stegt kat – meget lækkert.” Selv musene døde af sult. På et tidspunkt begyndte folk spontant at organisere sig i kollektiver for sammen at overleve. De, der isolerede sig, gik til grunde menneskeligt og bogstaveligt, fortæller Anatoly Molchanov, der var medlem af et sådan kollektiv. Hver fællesskab valgte omhyggeligt en leder, der kunne holde moralen og håbet oppe. Midt i den mørke vinter blev en følelse vækket til live, nemlig “et dybtfølt ønske om, at vi skulle hjælpe hinanden gennem modgang,” som Molchanov fortæller.

Fælles kunstneriske oplevelser hjalp folk til at få tankerne fra sult og død og indgød en følelse og stemning af samhørighed. Kunst, litteratur, musik og teater fik nærmest spirituel betydning, og selv i den koldeste vinter spillede teatre for fulde huse. Michael Jones viser med al tydelighed, hvordan Leningrads befolkning nægtede at gå til grunde den vinter, og at denne overlevelsesvilje og menneskelighed bar dem igennem resten af belejringen. I marts, på den internationale kvindedag, startede en storstilede oprydning af byen, først tvungen siden frivillig. En karismatisk og kompetent militærleder kom til i april, foråret kom, og der blev sået grøntsager overalt. Den legendariske koncert i august, hvor et udhungrede orkester for fulde huse spillede Shostakovich’ Syvende Symfoni tilegnet Leningrad, blev det symbolske vendepunkt.

Michael Jones Leningrad er tankevækkende og nødvendig læsning, og så meget desto mere glædeligt er det, at bogen netop har set dagens lys i dansk oversættelse. Der er virkelig meget vundet ved at dykke ned i krigshistorien og alle detaljerne  – og ved at besøge byen. Selv i november, hvor temperaturen nærmer sig nulpunktet, og tusmørket sænker sig midt på eftermiddagen, fornemmer man historiens vingesus fra hvert et gadehjørne.