The bitch from Fleet Street

Riste, grille, spidde, flambere og udbene er udtryk, der uden videre kan hæftes på den prisbelønnede britiske journalist Lynn Barbers kontroversielle kendisinterviews. Hun er ganske uden nåde, og hendes stærkt subjektive interviewstil lykkes kun, fordi hun skriver så fandens indsigtsfuldt og godt. Men respektløs er hun, og i 1990erne var hun bedre kendt som “the bitch from Fleet Street” – gaden, hvor alle de store avisredaktioner lå.

Barber er for tiden i rampelyset uden alligevel at være det. Filminstruktør Lone Scherfigs nye engelsksprogede film An Education er nemlig baseret på et tankevækkende erindringsessay af Barber af samme navn fra 2003. Men hun nævnes gerne i parentes efter filmens manuskriptforfatter, Nick Hornby, som er langt mere kendt i Danmark, f.eks. for sin roman High Fidelity. Barbers essay udkom i det højlitterære tidsskrift Granta, og filmatiseringen har netop været vist til stor publikum- og kritikerapplaus på Berlinalen. Den fik publikumsprisen tidligere på året på Sundance Film Festival. Nick Hornby har efter sigende taget sig en del friheder med Barbers tekst, og derfor er det så meget desto mindre på sin plads at se nærmere på hendes originale essay og karriere i det hele taget.

Helt overordnet er An Education en fortælling om dét at være ung kvinde i begyndelsen af tresserne, hvor alt vedrørende seksualitet, uddannelse og ægteskab inden for ganske få år rekonfigurerede sig radikalt. Som hun selv skriver andet steds, kom feminismen lidt for sent for hende, men bestemt ikke de konflikter, 1970ernes feminisme handlede om. Lynn Barber var for eksempel 26, da Germaine Greers banebrydende Den kvindelige eunuk udkom i 1970. På det tidspunkt havde Barber, som hun skriver, allerede længe måttet navigere de konflikter og dobbelte standarder, der gjorde dét at være pige – og ikke mindst en intelligent pige – så vanskeligt i 1950′erne og 1960′erne.

An Education er den unge Barbers dannelseshistorie. Her hører vi, hvordan hun, og ikke mindst hendes forældre, i 1960 bliver forført af en 20 år ældre topcharmerende, men helt igennem uhæderlig charlatan. I essayet underkaster den ældre Lynn sit yngre jeg et ligeså usentimentalt blik som de senere interviewofre. Lynn var 16 år i 1960 og sulten efter de erfaringer, hun forestillede sig, at en sofistikeret ældre mand kunne bibringe hende. Fra år 0 havde hendes forældre hamret ind i lille Lynns hoved, at uddannelse var Gud og Oxford katedralen. Men da de øjnede en passende husbond i den ældre charmør, foreslog de, at datteren udskiftede de akademiske ambitioner med ægteskabet. Lynn var aldeles forfærdet!

Det går galt, men ikke gruelig galt, og som det sømmer sig for en dannelseshistorie, lærte Barber flere lektioner for livet, som hun dog gerne ville have været foruden: For det første den mistænksomhed, der kommer af at blive godt og grundigt bedraget i en ung alder. For det andet, at ingen rigtig kender deres nærmeste; at alle potentielt kan leve på en løgn. Som hun skriver: “Det var godt for min kommende karriere som interviewjournalist, men ikke, tror jeg, for mit liv. Jeg blev for varsom, for forsigtig, for skånselsløs.”

Lynn Barber startede sin journalistiske karriere på herremagasinet Penthouse, for hun ville bestemt ikke skrive i damebladene om strikke- og madopskrifter. Et stofområde, kvindelige journalister nemt kunne ende med at få tildelt way back i 1960erne. Penthouse arbejdede hun for i syv år, og sideløbende publicerede hun et par storsælgende og i grunden meget tidstypiske bøger om sex. Det drejer sig om How to Improve Your Man in Bed (1973) og The Single Woman’s Sexbook (1976), der ret uelegant blev udgivet i USA med titlen How to Play Around Happily. Udgivelserne gav hende den økonomiske frihed til at skrive noget, hun virkelig brændte for, som overraskende nok er viktoriatidens fascination af naturhistorie: The Heyday of Natural History (1984).

Som man aner, er Lynn Barber en alsidig dame, og hun har siden hærget på alle de store engelske aviser og dækket alskens emner på The Sunday Express, Independent on Sunday, Vanity Fair, Sunday Times, Daily Telegraph og nu søndagsavisen The Observer. Siden 1990erne har hun begejstret og forfærdet i lige mål med sine slice and dice interviews med primært britiske celebriteter. Hendes interview med rocklegenden Marianne Faithfull fra 2001, som er udkommet i antologien Cupcakes and Kalashnikovs. 100 Years of the Best Journalism by Women er et godt eksempel. Sjældent har man følt sig så godt underholdt og samtidig lidt klogere på, hvem denne Marianne Faithfull er: “Jeg har allerede fået nok af hende og vi var slet ikke begyndt endnu. Men pludselig – og en smule for sent efter min opfattelse – tænder hun for kontakten med etiketten Charme og bader mig i dets lys.” I 1998 udkom en samling af hendes bedste interviews i bogen Demon Barber. En titel, der i øvrig spiller på figuren Sweeny Todd, en morderisk baberer, hvis historie blev udødeliggjort i musicalen Sweeny Todd. The Demon Barber of Fleet Street (1979). Efter Barbers opfattelse, som det fremgår af forordet, handler kendisinterviewet om underholdning først og sidst. Og hvis man synes hendes interview er for subjektive, for overflødige, for frække eller simpelthen for meget, kan man bare lade være med at læse dem.

Fra at være Fleet Streets frække pige, er Lynn Barber med tiden blevet lidt af en institution i britisk kulturliv. I 2005 blev hun for eksempel udpeget til juryen for Englands største kunstpris, The Turner Prize. Ganske smigret påtog hun sig hvervet, selv om hun ikke helt forstod, hvorfor hun var kommet med i juryen. Udvalget bag fortrød nok bitterligt, for kort før prisudelingen i 2006 skrev Barber artiklen “Hvordan jeg måtte lide for kunsten”. I artiklen spidder hun det hykleri, der lå bag prisens udvælgelsesprocedurer og kunstneriske kriterier. Hun sparer hverken på kritik af sig selv eller andre. “Efter seks måneder i kunstverdenen sejler det ligeså meget for mig, som da jeg startede. Jeg er helt igennem demoraliseret og desillusioneret og er bange for, at ‘kunstverdenen’ allerede har afgjort, hvem der skal vinde prisen for 2006, og at jeg kun er taget med som en slags figenblad. Det kan forklare, hvorfor de har valgt en så uvidende person som mig.”

Lynn Barber er en af Englands store journalister, og hendes karriere er alt i alt lidt af en “education”. Hvis man kan lide et skrapt, skarpt og underholdende interview eller inspirerende journalistik i almindelighed, kan mange af hendes artikler googles frem på nettet. Et dansk publikum kan forhåbentlig også se frem at se An Education i biografen inden for længe.