Vanvid på kileskrift

“Man hylder nok ytringsfriheden, men man tør ikke bruge den til ret meget.” Suzanne Brøgger taler om sin gendigtning af Inanna, Himlens og Jordens Dronning. Bragt i weekendavisen 16.11.2007.

Suzanne Brøgger er ikke bange for pauser i et interview og tænker sig gerne længe om. Imens hun søger efter de rigtige svar og ord, fyldes mellemrummene i samtalen med stille loungemusik, cocktailshakerens raslen og isterningers diskrete klirren.

Stedet er Bar Rouge i København sent fredag eftermiddag i november. Anledningen er udgivelsen af Suzanne Brøggers gendigtning af myten om den sumeriske gudinde Inanna, Himlens og Jordens Dronning, der er udkommet på Forlaget Athene. Spørgsmålet er, hvad en ældgammel myte om en lidet kendt gudinde kan sige nogen i dag? Suzanne Brøgger er jo kendt for at gå helt sine egne veje, og gendigtningen kan umiddelbart forekomme at være et excentrisk, verdensfjernt projekt fra Danmarks store forfatterdiva. Men kun til man rent faktisk har læst den. Eller hørt Suzanne Brøgger sætte den i rette sammenhæng.

Inanna var gudinde for krig, kærlighed, visdom og sex. Foruden sagn om, hvordan Inanna blev himlens og jordens dronning, beskriver myten den store fest, der fejrer gudindens bryllup med hyrden Dumuzi, hendes nedstigning til dødsriget, død og genfødsel.

Vanvid på kileskrift
Inanna, Himlens og Jordens Dronning er langt fra et politisk manifest, men det er bestemt et projekt med aktuelle politiske og kønspolitiske overtoner. I Suzanne Brøggers optik kan man se udgivelsen på baggrund af den aktuelle geopolitiske virkelighed. For sumererne var et folk, der for 4000 år siden beboede det nuværende Irak.
“Det er jo en myte fra et land, vi har været i krig med. Det er da en ironisk pointe, at Danmarks Camp Eden ved Basra nærmest har ligget oven på Inanna. Lejren har ligget på den jord, hvor de sumeriske lertavler blev gravet op, og som vidner om en 4.000 – 5.000 år gammel ekstremt raffineret kultur. En kultur, der opfandt hjulet, som havde viden om stjernebilleder og som kunne skrive og regne. I den sammenligning virker vi jo som de rene barbarer,” siger Suzanne Brøgger.
“I 1896 kaldte digteren Sophus Clausen tegnene på lertavlerne ‘vanvid på kileskrift’. For vores kultur stod kileskrift som det fuldstændige nonsens.”

Det er først i løbet af de sidste 100 år, at forskere har kunnet tyde lertavlerne fra det oldbabyloniske bibliotek og udlagt det sumeriske sprog. Brøggers gendigtning af Inanna baserer sig på et udvalg af over 400 litterære tekster fra forskningsprojektet The Electronic Text Corpus of Sumerian Literature ved Oxford University. Den amerikanske assyriolog Samual Noah Kramer og fortælleren Diane Wolksteins bog Inanna. Queen of Heaven and Earth fra 1983 har imidlertid også tjent som inspiration:
“Hvis jeg kun havde set det, der stod på internettet, tror jeg, at jeg ville have opgivet på forhånd. Lige så interessant det er, lige så lidt inspirerende er det for en poet. Man kan ikke få det ind i sin egen krop som en naturlig sang, så jeg måtte også ind over Kramer-bogen. Men der er sket meget forskning siden Kramer,” fortæller hun.

Med den nye forskning nærmede Suzanne Brøgger sig “vanviddet på kileskrift” og fandt den rette tone: “Den skulle være både jordnær og opløftende med en vis patos, men også sjov. For man skal være underholdt, og jeg synes Inanna er underholdende. Men spørg mig ikke, hvordan det hele er lykkes, for det er ubegribeligt egentlig,” siger hun og bryder ud i sin karakteristiske rå latter.

Tiden er moden til myten
Suzanne Brøgger og Forlaget Athene er ikke de eneste, der har gang i de gamle myter. Det engelske forlag Canongate står bag en international myteserie, hvor anerkendte forfattere fra hele verden genfortolker og genfortæller nogle af historiens mest levedygtige myter. Den engelske forfatter Ali Smith har netop udgivet Boy Meets Girl baseret på Ovids Forvandlinger. Tidligere har Margaret Atwood taget Penelope under kærlig behandling i Penelopiaden (Tiderne Skifter, 2005). Foruden Inanna har Suzanne Brøgger gendigtet Vølvens spådom (1994 og 2002) og skrevet en tekst om Penelope til en netop udkommet cd. Er der er noget i tiden, der kalder på myter?

“Myter har deres berettigelse som svar på nogle grundlæggende menneskelige behov, som man skal have fortolket og udlagt,” siger Brøgger. “I og med at de har eksisteret i så mange årtusinder, har de bevist en holdbarhed. De har mere kraft og krudt i sig end såkaldte rollemodeller, og århundrede efter århundrede kan man finde nye facetter og ny inspiration.”

Inanna er ikke nogen hyggegudinde, der favner liv og død i lige mål og lægger en trøstende hånd på den hjemvendte krigers pande. Hun er hinsides jomfrugudinder og luder/madonna aksen, og tager den mand til ægte, der kan have samleje med hende flest gange. Hun sender ham til dødsriget halvdelen af året, når han truer hendes trone. Inanna er ikke nem at sætte på formel, og for Suzanne Brøgger gør det hende netop særlig magisk: “Hun sætter dagsordenen for, hvad liv og død er, hvad der skal leve og dø. Hun har både skabelse og destruktion i sig. Hun giver så meget kraft fra sig, fordi hun forbinder modsatrettede dyder.”

Og det er en kraft, som nutidens kvinder kan lære af. En nylig undersøgelse viser for eksempel, at drenge vurderer sig selv til at være dygtigere, end de reelt er, mens kvinder gør det modsatte. “Det har jo ikke noget med virkeligheden at gøre. Det har med en flertusindårig indoktrinering at gøre!,” udbryder Suzanne Brøgger. “Det er den bagage, kvinder slæber rundt på. Selv om vi har haft 100 års kvindefrigørelse i forskellige bølger, så ligger hele den patriarkalske kultur så dybt i vores gener, at vi som kvinder stadig ikke tør ret meget. Der er altid noget, som vi er bange for, at vi ikke kan. Inanna viser os, at der har været kvindelige gudinder, de har været voldsomme, og der har været grund til at frygte dem. Det er en myte, der har været skjult for os og undertrykt. Nu er den tilgængelig, nu kan vi læse og lære af den.”

Familiejournalen på sumerisk
I Danmark oplever vi p.t. en tendens til at finde tegn på den danske identitet i gravhøje og Egtvedpigen og andre mosefund. På samme måde kan man tolke gendigtningen af Inanna ind i et kulturkonservativt projekt, hvor man søger at bekræfte identiteten i det fortidige. Er gendigtningen af Inanna i bund og grund kulturkonservativt?
“Hvis man dyrker myterne sentimentalt som et værn mod fremtiden, så er det kulturkonservativt,” siger Suzanne Brøgger. “Men på en måde synes jeg, at de klassiske tekster er hævet op over, om de er radikale eller konservative. Den franske forfatter Jean Anouilh skrev for eksempel et stykke om Antigone i forbindelse med Anden Verdenskrig som en kamufleret opfordring til modstandskamp. Så det kommer an på, hvordan man bruger dem.”

I en radioudsendelse for nylig snakkede du om, at Inanna inkarnerer en hengemt kvindevildskab. Er der for lidt af den vildskab i dag? For eksempel i den seneste valgkamp?
“Der er jo mange kvinder, der måske med stor viljestyrke snarere end vildskab fører sig frem i politik i dag. Men jeg kan godt frygte, at det er fordi, det politiske folketingsarbejde er sunket i status. På en måde er det blevet et mere servicerende fag, end det egentlig er et magtfag. Politikere i dag står med en bakke parat og siger, ‘Hvad vil I have? Skal det være svensk eller græsk?’,” siger Brøgger og griner. “Der findes jo virkelig nogle aggressive rappenskralder …..” Så holder hun en af sine lange pauser.

“Jeg synes mere, det er klogskab, man har brug for. Og overblik. Ikke de der små aggressive bjæf. Et større formål. Visdom. Et mod og en frygtløshed i forhold til fremtiden. Jeg tror, der er en stor angst i omløb i verden i dag. Man hylder nok ytringsfriheden, men man tør ikke bruge den til ret meget. Man kan bruge myten om Inanna til at få kraft til nytænkning,” siger Suzanne Brøgger.

Den danske assyriolog Karen Jensen har..
“Karen Jensen? Er der en assyriolog, der hedder Karen Jensen?”
Øh ja. Karen Jensen. Hun har forsket i kileskrifter, der beretter om livet for almindelige kvinder og mænd frem for gudinder og ypperstepræster i det oldbabyloniske rige. Giver det ikke et fortegnet billede af fortiden, når man kun beskæftiger sig med oldtidens gudinder?
“For 4.000 år siden sad skolebørn og skrev gudindehistorierne om og om igen, og det er åbenbart derfor, der er så meget materiale. Så allerede fra skolealderen har man været optaget af at repetere disse fortællinger. Ville det sige noget om danskerne, hvis man om 3.000 år finder nogle af H.C. Andersens eventyr? Det ville det på en måde, for der optræder alle mulige mennesker i dem. I beskrivelsen af Inannas bryllupsoptog er der mænd med hestehaler og fletninger, halv klædt i dametøj, halv klædt i mandetøj. Der bliver bagt brød og afholdt samlejer. Jeg synes, det er en blanding af hverdag og fest, hvor man får et indtryk af, hvordan folk har levet. Nu kan man jo heller ikke forlange det umulige. Vi har fået en gudehistorie. Man kan ikke også få Familiejournalen på sumerisk!,” siger Suzanne Brøgger.

Appetit på seksualitet
Seksualitet har en stor plads i myten om Inanna, og det er så absolut et aspekt ved gudinden, som Suzanne Brøgger brænder for. Himlens og jordens gudinde gifter sig med “sin søde skat” hyrden Dumuzi, “som kan gøre det halvtreds gange” som Suzanne Brøgger citerer med begejstring. Inanna har en flertydig seksualitet og er de homoseksuelle, transvestitternes og hermafroditternes beskytter.
“Inannamyten stammer fra et lag i civilisationen, der går så langt tilbage, at seksualiteten endnu ikke var kontrolleret af en monoteistisk eller patriarkalsk magt. I den sumeriske periode var der meget frie tøjler og vide rammer. Et af de problematiske aspekter ved Inanna er, at vi ikke rigtig ved, om hendes mand samtidig er hendes søn. På det civilisatoriske stade har mand og søn ikke rigtig differentieret sig ud, og det er måske derfor, at hun er i stand til at sende ham i dødsriget. Hvis hun skal vælge, vil hun hellere beholde sin frisør og sin sminkør,” griner Brøgger.

I Inannamyten udtrykker brudgommen Dumuzi, hvad der kan tolkes som en nærende maskulinitet. Foruden hans evner som elsker, beskrives det, at han fylder gudindens skød med “fløde og mælk og vander hendes livmoder”. Inanna befaler, at han skal gøre markerne frugtbare og “få fårene til at yngle og frugthaven til at flyde med honning og vin”. Er der ikke også brug for en ny og kraftfuld myte om maskuliniteten?
“Det kunne være inspirerende i dag at få det hele vendt om, så kvindekønnet signalerer potens og manden frugtbarhed,” siger hun. Og man aner, at Suzanne Brøgger stadig er i besiddelse af de markante holdninger til seksualitet og politik, der prægede hendes tidlige forfatterskab.

Kunne du have interesseret dig for disse gendigtninger, da du var yngre?
“Det er ikke noget, man kan gøre, hvis man identificerer sig med dem. Man skal være helt cool og detached. Som yngre ville jeg have identificeret mig og spejlet mig i dem. Jeg havde jo også som ung behov for at komme frem med mit eget. Hvis jeg i dag kan være med til at give yngre kvinder mod, selvtillid og en tro på deres evner og få dem til at udfolde deres talenter og være til stede i deres eget liv og i verden, synes jeg det kunne være dejligt. Det ville være kedeligt, hvis man kun talte til sin egen generation.”