Videnskaben! Jeg kommer til at plante en bombe under dens røv

Psykoanalysens overdrev. Seksualreformatoren Wilhelm Reich endte med at få orgoner på hjernen. Alligevel har der været stadig opbakning til hans teorier. 

Miniorgonkasse med orgonhat og -tæppe.

Engang i 1973 sad jeg cirka 20 minutter i en orgonakkumulator, en opfindelse udtænkt af den østrigske psykoanalytiker og seksualreformator Wilhelm Reich. Han døde i USA i 1957, kun 60 år gammel. Orgonakkumulatoren var en lidet charmerende anordning på størrelse med en mindre telefonboks, konstrueret af et lag krydsfiner, et lag ståluld og et lag zink, med et trekantet åndehul. Angiveligt ville jeg strutte af livsenergi efter en tur i kassen, og – hvis jeg var særligt heldig – få en såkaldt spontan orgasme. Det var trods alt 1970erne, og Reich var far til den seksuelle revolution. Ifølge Reich var orgasmen den ultimative energiudladning oven på den ultimative energiopladning – deraf energiens navn orgon.

Tyve år senere stiftede den britiske kulturjournalist Christopher Turner bekendtskab med en orgonakkumulator i England, og undrede sig såre over, at man skulle sidde alene i en slags skab for at akkumulere seksuel energi.

Handlede den seksuelle revolution netop ikke om at springe ud af diverse skabe i jagten på partnere, seksuel tilfredsstillelse og personlig udfoldelse? På den baggrund besluttede han sig for at granske historien om apparatet og manden bag, og resultatet er Adventures in the Orgasmatron. Wilhelm Reich and the Invention of Sex. Og sikken en historie! Hvis ikke personen Wilhelm Reich havde eksisteret i virkeligheden, måtte nogen have opfundet ham.

Hans livsbane og filosofi, der inspirerede vidt og bredt i hans samtid og længe efter, udgør frodig læsning. Reich startede som Sigmund Freuds mest lovende elev i Wien i 1920rne og endte langt ude i hampen i 50ernes USA; retsforfulgt af FBI, og med et halehæng af underlige apparater baseret på den særlige orgonenergi. Bogen falder i to dele, Reichs tid i Europa og hans tid i USA, hvor han især blev en slags profet for 60ernes modkulturbevægelse og seksuelle frigørelse. Orgasmatronen i bogens titel er i øvrigt fra Woody Allens film Sleeper fra 1973.

DEN unge Reich var karismatisk, kraftfuld og uimodståelig. Han var en begavet psykoanalytiker, efter sigende en stor menneskekender og skrev blandt andet senere så indflydelsesrige værker som Orgasmens funktion fra 1927, Karakteranalyse og Fascismens massepsykologi, begge fra 1933. Turner opruller i detaljer Reichs politiske opvågnen i Mellemkrigstidens trøstesløse Wien efter horrible år som soldat i skyttegravene. Vi hører også om hans hvad man i dag ville kalde meget dysfunktionelle familiebaggrund. I tråd med sin kommunistiske overbevisning ønskede Reich at bruge psykoanalysen til at ændre samfundet og ikke bare psyken. Følgelig arbejdede han på et ambulatorium, der tilbød gratis psykoanalyse for folket. Hele det boblende psykoanalytiske miljø var temmelig optaget af sex og seksualitet, og en psykoanalytiker vidste nok, hvad en bestemt kvindelig hysteriker havde brug for. Nemlig en god gammeldags gang »Penis normalis. Dosim repetatur« – gentagne doser af normal penis.

I denne sexmættede atmosfære udviklede Reich tidligt en teori om, at orgasmen var en slags universalmiddel mod alskens neuroser tillige med en modgift mod et totalitært samfund. Han blev ophavsmand til udtrykket den seksuelle revolution og forkastede på et tidspunkt samtaleterapien som hjørnesten i psykoanalysen til fordel for mere håndgribelige metoder. Her tænker Turner ikke kun på de mange patienter, Reich helt konkret forførte.

Nej, Reich arbejdede med dybdeborende massage, frit åndedræt og smertefuld opløsning af, hvad han kaldte kropspanseret, så den seksuelle energi kunne flyde frit og uhindret. Hans vedholdende promovering af orgasmens betydning afstedkom, at Freud og den ret glædesløse Internationale Psykoanalytiske Forening ekskluderede Reich i 1934. Den vurderede, skriver Turner, at han ikke var »tilstrækkelig analyseret«, læs: Han nærede fjendtlige og uafklarede følelser over for Freud. Hans arbejde måtte ikke foregå i psykoanalysens navn.

Det er her omkring, at kæden lige så stille begynder at springe af for Wilhelm Reich.

Og, som Turner lakonisk bemærker, »Reich var ikke den første, der reagerede dårligt på at blive ekskommunikeret af Freud. Jung fik et nervesammenbrud… og Herbert Silberer og Victor Tausk begik selvmord.« Post-eksklusionen rykkede Reich til Berlin.

Han var både kommunist og jøde og blev derfor forfulgt af nazisterne, så han flygtede først til Danmark i 1934, siden til Sverige og Norge.

Det var netop i Norge, han opdagede den energi, han senere døbte orgon. Særlig bizart er det, at han første gang observerede denne kosmiske ur-energi ved at mikroskopere en bouillon tillavet af oksekød, kartofler, mælk, grøntsager og æg. Idet han aldrig var en mand, der decideret undervurderede egne evner, skrev han i sin dagbog: »Videnskaben! Jeg kommer til at plante en bombe under dens røv. I løbet af mellem 50 og 100 år vil de tilbede mig.« Han var begavet med »forbløffende overtalelsesevner«, som Turner skriver, og eksperimenterede med at måle seksuel energi ved at hægte et oscilloskop op til elektroder på diverse patienters brystvorter og kønsorganer. Willy Brandt, senere respekteret vesttysk kansler, var en af hans norske forsøgskaniner.

I 1939 rejste han over Atlanten til USA, hvor hans kropsorienterede terapimetode fik stor indflydelse, ikke mindst efter hans død, skriver Turner. To af hans kendte amerikanske elever, Fritz Perls og Alexander Lowen, udviklede eksempelvis gestaltterapien og bioenergetisk analyse med afsæt i Reichs terapier. Terapiformer, der begge stadig lever og har det godt. Men i USA raffinerede og forstærkede Reich også sin excentriske forskning i de mystiske orgoner.

Han overtalte såmænd Albert Einstein til at granske orgonakkumulatoren og orgonenergien.

Den store fysiker konkluderede dog efter nogle dages eksperimenteren, at der ikke var tale om en ukendt, grundlæggende energiform, men om almindelig varmeudvikling i akkumulatoren på grund af luftcirkulation og varmeudveksling med rummet.

Reich arbejdede dog ufortrødent videre med at sælge orgonakkumulatorer, som han ordinerede mod alle slags lidelser fra undertrykt seksualitet til kræft. I løbet af de næste knap 20 år i USA forfattede han et utal af publikationer, grundlagde et orgonomisk institut, et orgonobservatorium og promoverede sin orgonterapiform.

Efter atombombesprængningerne i Nagasaki og Hiroshima eksperimenterede han også med såkaldt oranur eller »orgonomisk antinuklear stråling«. ALENE rækken af orgonotiske ord og apparater burde have fået alle advarselslamper til at blinke, men orgonakkumulatoren slog virkelig an i vide kredse i USA og indfangede, ifølge Turner, det gryende opbrud i efterkrigstidens seksualmoral. At det hele havde et skær af moderne videnskabelighed hjalp også til, at Reichs orgonteori gled ned. Norman Mailer svor eksempelvis til dens gavnlige virkning og hyldede sine deraf følgende »apokalyptiske orgasmer«. Også William Burroughs, Allen Ginsberg og Saul Bellow var yderst tilfredse med de orgiastiske resultater af den regelmæssige brug af kassen.

Det endte dog med, at Reich kom i FBIs søgelys, og organisationen zoomede ind på hans kommunistiske fortid og angiveligt korrumperede seksualmoral. Orgonakkumulatorerne blev forbudt, og Reich udråbt til kvaksalver.

Ikke overraskende blev den psykisk labile mand skubbet tættere og tættere på afgrunden.

I et af de sidste billeder af Reich står han ved sin føromtalte kanonlignende »skybryder« ( cloudbuster), som han både ville skyde UFOer ned med og skabe regn med. Han udviklede også en teori om, at hans far kom fra det ydre rum, og at han selv var personificeringen af en ny, interplanetarisk race. Han døde i fængsel, til trods for at han blev mentalundersøgt, erklæret sindssyg og uegnet til straf.

Som man aner, var Reich gal, genial og ikke mindst tragikomisk i sine sidste år. I dag er der stort set ingen, der aner, hvad en orgonakkumulator er, selvom diverse orgonotiske institutter i USA og Europa fortsat forfægter energiens eksistens – og i øvrigt ivrigt kritiserer Turners bog. Men med udtryk som den seksuelle revolution og forestillingen om orgasmens frigørende potentiale for individ og samfund tjente Reich som inspiration for 60ernes ungdomsoprør. Time Magazine skrev i 1964: »Lægen Wilhelm Reich var måske profet. Men lige nu synes hele USA at være én stor orgonkasse.« Hans ideer kom tur-retur til Europa, hvor studenteroprørerne i 60erne og 70erne med glæde læste både Fascismens massepsykologi og Orgasmens funktion, og gerne smed bøgerne i hovedet på politiet og politikere.

Turners veldrejede fremstilling er ganske tankevækkende, ikke mindst i forhold til seksualpolitiske diskussioner i dag, hvoraf den mest sejlivede må være den om nypuritanismens invasion af det danske frisind. Senest i sommer, hvor man kunne læse om den bekymrende udvikling, at unge danske kvinder ikke længere ville ligge på stranden med bare bryster. Måske, som Turner diskuterer i slutningen af sin bog, er den frie seksualitet blevet til en pligt snarere end en ret, mens den seksuelle revolution, som mange andre revolutioner, er blevet indbegrebet af mainstream.

Christopher Turner: Adventures in the Orgasmatron. Wilhelm Reich and the Invention of Sex. Fourth Estate, 2011

Bragt i Weekendavisen den 14.10.2011.