Virker den positive psykologi?

Det er muligt at træne sig gladere i løbet af blot fire uger. Det hævder de positive psykologer at have bevist videnskabeligt. Men kan det nu også være rigtigt? Jeg gjorde forsøget i forbindelse med en artikel til NOVA.

Blomster i juli i Stockholm. Södermalm. Foto: Annette K. Nielsen

“Jeg interviewede engang en mand i Kirke Hyllinge af kurdisk herkomst, som opdrættede angorafår. For at vise en gammeldags klipning med fåresaks for seerne i TV2Øst, som jeg arbejdede for, lagde han nænsomt et får om på siden i en aldeles forfalden men pittoresk stald og bandt dets ben med en længde luvslidt blødt reb. “Så gør det ikke ondt på den,” sagde fårehyrden sødt. “Mine får elsker mig,” fortsatte han. “Når jeg besøger folk, jeg har solgt dyr til, hopper fårene over hegnet for at hilse på mig.”

Jeg beretter denne oplevelse for min journalist-kollega, mens vi kører gennem hysterisk gule sennepsmarker for at mødes med en revisor netop i Kirke Hyllinge. Det er en skøn dag.”

Jeg har sat mig for i fire uger at skrive positive oplevelser ned hver aften, for at se om jeg bliver mere glad og tilfreds med livet, og Kirke Hyllinge-turen er en af efterhånden mange gode oplevelser i anden uge af mit øv-dig-glad-eksperiment. Jeg noterede fx ikke, at det pis-regnede fra vi kørte om morgenen, til vi kom hjem om eftermiddagen. Herregud, den seneste måned har også været så tør, at masser af regn absolut er tiltrængt. Regnen vil gøre landmændene glade, og der er sikkert også nogle frøer, der gerne vil sidde under et rababerblad og lytte til dråberne falde. Selv om det var ærgerligt, at vi ikke kunne sidde ude og drikke kaffe og slikke solskin, var turen vellykket, både i et stort og lille perspektiv.

Mine mange noteringer af gode hændelser de første to uger hører mest under kategorien hverdagslige begivenheder. Det drejer sig om vellykkede måltider, samvær med andre, smukke solnedgange, positive svar fra mennesker, jeg henvender mig til, glæden ved at være rask, tilfredse elever på mine yogahold, artikler, der er skrevet, og cykelture langs Øresund. Ikke så spektakulært som fest, ferie og Ferrari, men efter at have samlet på gode oplevelser i to uger, mærker jeg, at det netop er i forhold til hverdagen, at den positive psykologi udøver sin magi. Hverdagen er blevet til et mere interessant sted at være.

Min fyldepen ligger på natbordet, og den lille sorte notesbog er fyldt med noter og optegnelser i blåt blæk:

“Mine kollage af arty-farty fotos gjorde lykke hos en kunstnerisk begavet bekendt. Fedt.”

“En fotograf, der deltager i min yoga-undervisning, var især begejstret for øjenøvelserne. Det var helt nyt for hende. En anden havde haft meget ømme balder tre dage i træk og hvad var det lige, jeg havde fået ham til at lave?”

“Jeg genkender dele af mig selv i en bog om kvinder og naturvidenskab, som jeg skal anmelde, og tænker kærligt på min fysiklærer i Californien, der stimulerede min interesse for fysik og kemi. Jeg elskede de der reagensglasforsøg! Og tænker mindre kærligt på min fysiklærer i gymnasiet i København, der likviderede min entusiasme med kynisme og manglende engagement.”

Positive psykologer holder fast i, at man ikke kan vende sorg til glæde eller undgå kvide og kval i tilværelsen. Jeg endte fx med at studere litteraturvidenskab i stedet for teoretisk fysik, og der bor stadig et lille øv i mig på grund af dét. Men den menneskelige væren handler absolut ikke om at leve i en shangri-lalleglad tilstand af evig lykke. Det gælder om at leve hele sit følelsesregister ud, blot med linsen stillet skarpt på de positive, livgivende oplevelser, så de negative står en smule ufokuseret i baggrunden.

Bekymring fordufter og forsøget går i stå
En krise indtræffer i eksperimentet efter knap tre uger i de positive følelsers tegn. Politiken bringer en serie om positiv psykologi, der trykker på et par ømme tær i teorien. Er positiv psykologi ikke blot pseudovidenskab, der vil have os alle til at jage lykken? Er lykken bare et produkt? En avisredaktør hævder, at “det aldrig har været meningen, at vi skulle være lykkelige hele tiden”. En ikke særlig positiv psykolog har det skidt med, at lykken kommercialiseres og mener, at vi skal være “åbne overfor lykken frem for at jage den”.

De to forbehold taler ned i en gryende tvivl hos mig. For kan det virkelig være rigtigt, at jeg skal gå ubekymret rundt i hverdagen. Jeg, der netop har sagt et godt og vellønnet job op, uden at et andet ligger lige om hjørnet? Kan det være rigtigt, at jeg skal bruge tid på at øge mængden af positive følelser i mit liv når kvinders gennemsnitlige levealder i Zimbabwe er 34, når hundredetusinder af mennesker flygter fra krigen i Irak, når den globale opvarmning truer for slet ikke at tale om, at bierne dør, så blomsterne ikke bestøves?

I to dage orker jeg ikke at skrive dagens gode oplevelser ned, for der er ikke nogen. Resultatet viser sig omgående: Jeg falder tilbage i et mønster af negativitet og bekymring om alt fra svigtende indtægt til rodet i mit arbejdsværelse til savnet af katten Elli, som min kæreste og jeg måtte aflive for to år siden.

Hun insisterer på, at jeg fortsætter mit øv-mig-glad forsøg. “Helt ærlig, når du begynder at savne Elli, som du ikke engang havde et nært forhold til, leder du efter det negative med lup. Fortsæt eksperimentet.”

Tilbage til laboratoriet
Flere positive psykologer siger, at den øvelse, jeg har været i gang med, giver gode resultater på kort sigt, men for længerevarende positive følelser må man udvide paletten med andre teknikker som fx at træne taknemmelighed og gøre noget godt for andre en gang om ugen. Jeg beslutter mig for at udvide eksperimentet med en øvelse i taknemmelighed samtidig med, at jeg genoptager min notering af gode og tilfredsstillende ting i hverdagen.

Som første led i taknemmelighed anbefales det, at man fx kontakter en gammel lærer, der har betydet noget for ens udvikling og siger “tak”. Min første indskydelse er at udøve noget voodoo på min gamle fysiklærer som tak for føromtalte kynisme og manglende engagement. Tanken om at prikke nåle i en dukke, der ligner ham, føles godt, men det var vist ikke dét, de positive psykologer mente. Jeg skifter gear og skriver en takke-mail til en tidligere kollega, der har taget sig tid til at demonstrere et nyt computer-system, han har udviklet. Straks får jeg en glad mail tilbage, der viser, at han har følt sig værdsat. Det føles bedre end voodoo-dukke fantasien og beviser, at to meget modsatrettede følelser godt kan bo dør om dør.

Jeg skriver et andet takke-brev til en kollega: “Tak fordi du ikke lod mig slippe.” Nogle måneder forinden har jeg nemlig skrevet til hende, at jeg gerne vil forlade et fælles projekt, som jeg ikke føler mig kompetent til at indgå i. “Selv tak, og er det ikke godt, at du alligevel er med?,” svarede hun prompte. Jo, det føles egentlig ret godt. Jeg intensiverer forsøget og takker nogle flere for gode ting, de har gjort for mig; glad for at være tilbage på sporet, så jeg kan fuldføre eksperimentet.

Det virker
Fire ugers koncentreret fokus på gode oplevelser og skriven takke-breve (som i øvrigt nogle gange giver bonus i form af samtidig at gøre noget godt for en anden) har resulteret i en mere tilfreds mig. Undervejs fortæller jeg om forsøget til en veninde, der også begynder at notere gode oplevelser, og hun melder også tilbage: Det virker! Og det virker ikke på den platte, lalleglade måde. Jeg læser fortsat aviser hver dag, og følger med i gode og dårlige udviklinger herhjemme og ude i verden. Jeg farer stadig op som en trold af en æske, når uretfærdigheder kammer over. Hverdagen er imidlertid fyldt med mange flere farver, og det ruster mig til at kunne tage hånd om både de positive og de negative oplevelser, der udgør det menneskelige kaos, nogle kalder livet.

Mange årtier før positiv psykologi blev opfundet, sagde den amerikanske filmstjerne og forfatter Mae West: For meget af det gode er vidunderligt! Det citat står nu skrevet på titelbladet i den notesbog, jeg netop har købet til at gøre mit 4-ugers forsøg til en daglig rutine.