Den tredje Verden er også kæmpe reserver af viden, ekspertise og fællesskabsfølelse. Disse reserver bør man hellere udnytte end jævne med jorden, mener Fred Pearce. Foto: Leonora Christina Skov
»Allerede i dag har vi store problemer med overhovedet at få mad og vand nok. Så jeg synes kun, det er fint, hvis vi rundt omkring i verden kan nedsætte fødselsraterne.« Sådan sagde medlem af Etisk Råd Klavs Birkholm i P1 Sundhed i oktober i år som argument mod statslig tilskud til fertilitetsbehandlinger i Danmark.
Umiddelbart glider Birkholms rationale ubesværet ned, for det er smurt ind i gængs tænkning: Jordens befolkning styrer durk mod katastrofen på grund af tøjlesløs befolkningstilvækst, knappe ressourcer og snart tomme madlagre. Så ned med de fødselsrater, piger og drenge! Jeg kom i tanke om Birkholms udtalelse undervejs under læsningen af den britiske videnskabsjournalist Fred Pearces nye bog Peoplequake om befolkningsudviklingen netop nu. Modsat Birkholm er Pearce nemlig klar over, at fødselsraterne rent faktisk falder rundt omkring i Verden og det med forbløffende fart.
Oven på efterkrigstidens befolkningsmæssige boom vokser Jordens befolkning fortsat i absolutte tal, men vækstraten falder. Det betyder, at befolkningstallet skulle toppe med cirka ni milliarder mennesker omkring år 2050, hvorefter det begynder at stabilisere sig. Der er ingen tvivl om, at Jorden befinder sig midt i en demografisk omvæltning af dimensioner, men befolkningsproblematikken handler om meget andet end befolkningstilvækst. Den handler om pres på Jordens ressourcer og forholdet mellem kønnene.
I Kina, Indien og Sydøstasien er der et overskud af unge mænd i millionstørrelsen og i Rusland et underskud af mænd på grund af deres drastisk faldende gennemsnitlige levealder på nu 59 år. Hvad angår spørgsmålet om tilstrækkelig mad, så producerer man på verdensplan allerede nu afgrøder nok til at brødføde de ni milliarder mennesker. Men halvdelen bliver brugt til at fodre husdyr, ligesom megen mad går tabt på vejen fra mark til spisebord. Pearce fremhæver også, at godt nok er der flere mennesker i de fattige lande, til gengæld bruger de langt færre ressourcer, end folk i de rige, vestlige lande.
En del steder under den rate på 2,1 barn, der er nødvendig for at erstatte den eksisterende befolkning. For bare at tage ét overraskende eksempel: I Iran føder kvinder gennemsnitligt 1,7 børn, hvilket er lavere end den danske fødselsrate på knap 1,9. Ifølge den australske demograf Peter McDonald er det iranske tilfælde udtryk for et af de mest dramatiske fødselsratefald noget sted i verden nogensinde, eftersom fødselsraten var helt oppe på 6,3 børn i 1986. Oven på grumme befolkningsprognoser tillod præstestyret fødselskontrol efter 1985 i form af spiraler, p-piller og kondomer, og man må sige, at kvinderne har taget dem i brug med entusiasme. Det gør de tilsyneladende mange steder i verden, skriver Pearce. I Bangladesh er fødselsraten under tre.
I det katolske Brasilien lader over 40 procent af kvinder i den fødedygtige alder sig sterilisere.
At kvinder vælger at få færre børn, er ifølge Pearce endvidere resultatet af et kompliceret samspil mellem flere faktorer som urbanisering, faldende spædbørnsdødelighed og kvinders adgang til arbejdsmarkedet. Over halvdelen af Jordens befolkning bor i byer, og kvinder er med helt i front. Tvinges de til at vælge mellem arbejde, familie og børn, vælger mange børn fra. »Hvis staten og erhvervslivet er tilbageholdende med at hjælpe kvinder med at arbejde og have børn, giver unge kvinder køb på børn,« skriver Pearce. Han fremhæver her de nordiske lande, der i europæisk sammenhæng alle har en relativ høj fødselsrate, ikke mindst på grund af børnepasnings-og orlovsordninger. Der er selvsagt mange regionale forskelle og spektakulære undtagelser.
Pearce besøger for eksempel Mea Shearim, et kvarter i Jerusalem befolket af ultra-ortodokse jøder, såkaldte haredim. Kvinderne her har en af de højeste fødselsrater i verden, og antallet af haredim fordobles hvert 15. år. Det samme gælder beduinbefolkningen i Negevørkenen.
Og specielt i mange afrikanske lande er fertiliteten høj. Men den overordnede trend er ikke til at tage fejl af: Kvinder bringer færre og færre børn til verden.
Pearce indleder sin bog med en række betragtninger over verdens måske mest indflydelsesrige demograf, den skotske præst og økonom, Robert »Bob« Malthus, der levede fra 1776-1834. Han blev i sin samtid beskrevet som »et dystert og frygteligt geni, som altid er ved hånden til at nedbryde menneskehedens håb.« Noget lyst udsyn havde Malthus bestemt ikke. Han spåede menneskehedens pinefulde undergang som følge af eksponentiel befolkningstilvækst ( især de fattiges), udtømning af Jordens ressourcer og efterfølgende sult og sygdom. Han gik imod Englands love om fattighjælp, da disse blot ville afstedkomme, at de storfødende klasser havde endnu mere sex og fik endnu flere børn. Nej, lad dem hellere dø, så befolkningstallet igen kunne komme i balance med udbuddet af ressourcer. Og, kunne man tilføje, lade de »stærkere« klasser overleve. Malthus inspirerede både til darwinisme, socialdarwinisme og eugenetik.
I grunden var det ifølge Malthus altid »de andre«, nemlig de fattige – og med kolonialiseringen Jordens ikke-hvide befolkninger – der formerede sig hæmningsløst og dermed truede den civiliserede verden. Ifølge Pearce er det dog Malthus’ største fortjeneste at fremhæve befolkningen som en potent økonomisk drivkraft. Imidlertid tog Malthus helt klart fejl i sin opfattelse af, at eksempelvis Storbritannien ikke kunne opretholde en voksende befolkning i 1800-og 1900-tallet. Industrialiseringen, udviklingen af produktivkræfterne, importen af fødevarer fra kolonierne med videre tillod netop et langt større befolkningstal, end Malthus kunne have anet. Sidenhen har den teknologiske udvikling og den grønne revolution betydet, at Jorden har kunnet opretholde en langt større befolkning, end nogen for bare 50 år siden kunne have forudset.
Det gælder en række toneangivende teoretikere såsom den amerikanske ornitolog William Vogt. Han skrev det indflydelsesrige værk Road to Survival i 1948, hvori han erklærede sig som modstander af hjælp til fattige lande. Den slags befolkninger måtte man hellere overlade til deres egen triste skæbne, så vi andre kunne overleve. Endvidere var han af den opfattelse, at Jorden allerede i 1948 var fyldt til bristepunktet. Følgelig var befolkningskontrol en af det internationale samfunds vigtigste problemstillinger, mente han. En anden befolkningskontrollør, som Pearce kalder dem, var biolog Paul Erlich, hvis bog The Population Bomb fra 1967 solgte seks millioner eksemplarer. Hans dommedagsscenario var, at en milliard mennesker ville sulte ihjel i tiden op til 1983. Garrett Hardin, en amerikansk professor i demografi, var også optaget af befolkningseksplosionen.
Han hævdede, at læger med antibiotika og vaccinationsprogrammer underminerede naturens love og tillod andre end »de stærkeste« at overleve. Donald Meadows’ The Limits to Growth fra 1972 fremskrev ligeledes billedet af en verden dømt til undergang på grund af for mange mennesker. Resultatet af disse teorier var blandt andet, at man indførte barske børnebegrænsende tiltag i den fattige verden. Tvangssterilisering af hundredtusinder af mænd i Indien og et-barnspolitikken i Kina med blandt andet tvangsaborter til følge.
Den demografiske brille betyder ofte tørre tal, tabeller, statistiske analyser og komplicerede prognoser. Kort sagt kedelig læsning.
Men Fred Pearce er en gammel cirkushest på den populærvidenskabelige arena, og der er liv i hans demografiske fortælling. Han henviser til og har snakket med en lang række toneangivende demografer, og deres teser bliver belyst af Pearces rejser til verdens demografiske brændpunkter. Han har besøgt kvinder og mænd i megabyer som Mumbai, Jakarta og New York, spøgelsesbyer i det tidligere Østtyskland, tillige med landsbyer befolket af 80+ kvinder i Japan. Alle disse personlige stemmer er med til at give demografien menneskelighed, kød og blod.
DERFOR ser Pearce grundlæggende lyst på menneskehedens fortsatte eksistens. De store slumområder i Den tredje Verden indeholder kæmpe reserver af viden, ekspertise og fællesskabsfølelse.
Disse reserver bør man hellere »udnytte end jævne med jorden«. Han mener, at de europæiske lande er forkert på den, når de ikke tillader mere indvandring. For så sikkert som amen i kirken kommer Europa til at mangle arbejdskraft. Han fremhæver USA’s lange og vellykkede indvandringshistorie som forbillede. Det store overskud af unge mænd i Indien, Sydøstasien og Kina, hvor millioner af pigefostre er aborterede, er andet end en kommende hær af hærgende krigere.
»For hver gangster eller terrorist er der 100 romantiske, vordende Slumdog-millionærer,« skriver Pearce. En af de mest grundlæggende forandringer, verden snart vil opleve, er dog væksten i »de rynkedes rækker«, som han udtrykker det. Men som forskningen og erfaringen viser, er ældre i dag ikke, hvad ældre var for 25 år siden. Måske repræsenterer den opsamlede erfaring og viden hos denne befolkningsgruppe også en kæmpe demografisk ressource? Befolkninger belaster ikke bare verdens ressourcer, men udgør den menneskelige kapital, der skal til for at løse ressourceproblemerne.
Det er Fred Pearces fortjeneste at se på demografi som et spørgsmål om individuelle mennesker fremfor tal og dystre forudsigelser.
Fred Pearce: Peoplequake. Mass Migration, Ageing Nations and the Coming Population Crisis, Eden Project Books, 2010.
Bragt i Weekendavisen den 3.12.2010.
