Fugle er pyntelige, velsyngende, promiskuøse og stadig ganske gådefulde, afslører ny bog om ornitologiens udvikling.
Illustration fra The Wisdom of Birds af Tim Birkhead
I 1474 blev en hane brændt på bålet i Basel foran en tusindtallig skare. Den intetanende fugl blev dømt for forbrydelser mod Gud og naturens orden, angiveligt fordi den havde lagt et æg. Kønslig ambivalens gik ikke an dengang. Hanen blev sprættet op lige før afbrændingen, og i dens bug var ganske rigtigt tre æg. Skyldig som dømt!
Den britiske professor og ornitolog Tim Birkheads bog The Wisdom of Birds er fyldt med utallige fugleanekdoter som denne sammenvævet med ornitologihistorie og hardcore fugleviden. Man flyver sandt at sige gennem bogens mange rigt illustrerede sider, ikke mindst her om foråret, hvor fuglefløjt og -sang akkompagnerer læsningen.
Fugle er gådefulde væsener, der længe frydede og forvirrede i lige mål, hvad historien om den dubiøse hane viser. Den indgår i Birkheads kapitel om fugles overraskende reproduktive indretning, og her fremgår det, at tvekønnethed og kønsskifte er blevet observeret hos fugle lige siden Aristoteles’ tid. Det er et fænomen, der har holdt forskere i vildrede indtil langt op i 1900-tallet, hvor man kastrerede hanfugle, fjernede hunfugles ovarier og behandlede kastrerede haner med testikelekstrakt i forsøget på at forstå, hvordan det hele hang sammen. For at øge forvirringen ser visse fuglearter endog ud til at kunne reproducere sig gennem patogenese, det vil sige jomfrufødsler.
Det gådefulde i fuglereproduktion består blandt andet i, at det hos fugle er hunnens forskellige ZW-kromosomer, der bestemmer kønnet. Modsat pattedyr, hvor det er hannens XY-kromosomer, der er udslaggivende. Det betyder, at imens den kønslige default-indstilling hos pattedyr er en hun, er den kønslige default hos fugle en han. Så hanen i Basel var faktisk en høne, hvis ovarier formentlig var defekte eller på anden måde ikke producerede østrogen. Med mangelen på østrogen vendte den anstødelige høne »tilbage« til en slags haneadfærd og -udseende, selvom den også lagde et æg i ny og næ. Birkhead fremhæver, at der fortsat mangler forskning i fuglereproduktion, for man ved stadig ikke med sikkerhed, hvordan man konkret bestemmer kønsudviklingen.
Man kan naturligvis ikke tale om reproduktiv indretning uden at tale om reproduktiv adfærd, og Birkhead har dedikeret et helt afsnit til fugles utroskab med titlen »Darwin in Denial«. Endskønt 90 pct. af fugle danner par, er livlig parring i flæng den adfærd, der i høj grad definerer hanfugles seksuelle liv. Men det var først langt op i 1960erne, at ornitologer erkendte, at det var en adfærd, der i høj grad også gjaldt hunnerne.
Man skal blandt andet tilbage til Darwin for at forstå hvorfor, skriver Birkhead. For Darwin led under vrangforestillingen om, at hunner vælger én han at parre sig med og forbliver tro mod denne. Som man aner, er der tale om en projektion af victoriatidens seksualmoral og kønsrolleforestillinger af anselige dimensioner. Det var også lidt problematisk, at Darwins datter Etta læste korrektur på værket Menneskets afstamning og parringsvalget fra 1871. Ifølge Birkhead ønskede Darwin bestemt ikke at besmudse hendes følsomme sind med teser om promiskuøse hunner.
Darwins »denial« vedrørende hunners promiskuitet forvirrede i mange år feltornitologerne (og mange andre biologer i det hele taget). De kunne for eksempel ikke forstå, hvorfor hanner hos visse fuglearter flyver så tæt på deres mage i parrings- og ynglesæsonen. De kunne heller ikke forstå, hvorfor der er så stor forskel på fuglearters testikelstørrelse. Imens nogle arter har store testikler, har andre faktisk ingen, og parring foregår ved en teknik, som helt poetisk kaldes »kloakale kys«.
Da hunnernes uventede adfærd langt om længe blev forstået, og DNA test kunne verificere, at det samme kuld æg kunne være befrugtet af forskellige hanner, forstod ornitologerne langt om længe hannernes adfærd. Hannen flyver simpelthen tæt på sin mage, fordi han skal kunne parre sig mange gange og samtidig må sikre sig, at hans sæd får forrang fremfor andres. For ikke alene konkurrerer hanner indbyrdes om hunners gunst, deres sæd konkurrerer også om at befrugte hendes æg. Det kan i øvrigt også være en længerevarende konkurrence, da nogle fugle kan bevare levende sæd i op til tre uger inden ægget befrugtes. Disse betragtninger gav anledning til det interessante felt »komparativ spermatologi«, der viser stor variation i sædens udseende fra fugleart til fugleart. Hvad angår testikelstørrelse ses de største af slagsen sigende nok hos fuglearter med de mest promiskuøse hunner.
Birkheads ærinde med The Wisdom of Birds er at fortælle ornitologiens historie og med den et fascinerende hjørne af videnskabshistorien. Titlen er en kærlig omskrivning af værket The Wisdom of God fra 1691 af den britiske naturhistoriker og præst John Ray, med hvem Birkhead starter sin historie. Rays værk var en hyldest til Guds orden; at alt i naturen inklusive fuglelivet passede så smukt sammen. Hvem kan nægte, at fugle har stor nytteværdi for os, skrev John Ray. Ikke alene er de velsmagende og smukke at skue. De forsyner os tillige med fjer og dun til vort sengetøj, pragtfjer til uniformer og fjerpenne til at skrive med. Og deres melodiøse sang fryder vore øren.
Det var Rays fortjeneste at slå tonerne an til et klassifikationssystem for fugle, som kommende generationer af ornitologer kunne bygge videre på. Nemlig et, der baserede sig på facon, såsom næbbets og føddernes form, og på habitat. Lever fuglene på vand, land eller i vådområder? Han udviklede systemet ud fra omfattende feltstudier og dissektioner, og på den måde er John Ray den moderne ornitologis fader. Hans tænkning fødte imidlertid to forskellige traditioner inden for ornitologien, nemlig systematikerne, der arbejder med klassifikation og taksonomi, og feltornitologerne, der interesserer sig for adfærd og miljø. I over 200 år stridedes de to retninger om, hvem der var mest videnskabelig, og først i 1920rne lykkedes det den tyske ornitolog Erwin Stresemann at forene de to traditioner i det, vi i dag forstår som moderne ornitologi.
Birkhead er britisk og synes da også at have en klar britisk farvning af sin ornitologihistorie, men han gør dog plads til nogle markante danskere. For eksempel læreren Hans Christian Mortensen, der i 1899 begyndte at ringmærke stære med nummererede aluminiumsringe. Med den teknik fik forskning i fuglemigration et fantastisk redskab, og ornitologien blev aldrig helt den samme igen, som Birkhead skriver. Eller illustrator Henrik Grönvold, hvis livfulde tegninger prydede 1907-værket British Warblers af amatørornitolog Eliot Howard. Tim Birkhead er også fuldt ud klar over, at ornitologien har en udpræget maskulin kant, men nævner de kvinder, der også præger faget. For eksempel Margaret Morse Nice, også kendt som Mrs. Nice, som i 1930rne observerede den amerikanske sangspurv og dens territorialadfærd. Og Meredith West, som studerede stære og deres evne til at efterligne og inkorporere andre lyde inklusive andre fugles sang, menneskelig tale og mekaniske lyde i deres egen sang. Hendes tamstær efterlignede for eksempel Mozart, og hun overvejede på den baggrund, om Mozart måske efterlignede stæren?
Som man aner, er Tim Birkhead passioneret ornitolog. Ikke alene er hans viden om konkrete fugle og deres adfærd, biologi og historie stor, han formår også at gøre feltet interessant for ikke-ornitologer med sin indbydende bog.
Tim Birkhead: The Wisdom of Birds: An Illustrated History of OrnithologyT. Bloomsbury.
Har De fået blod på tanden er der for nylig udkommet flere fuglebøger: Olivia Gentiles bog om Phoebe Snetsinger, kvinden der har rekorden i fugleobservationer, Life List. A Woman’s Quest For the World’s Most Amazing Birds; samt Colin Tudges: Consider the Birds – Who They are and What They Do, eller Irene Pepperberg: Alex and Me, om verdens klogeste papegøje.
