En underlig banan

I juli i år blev Kuk Swamp, et fjernt beliggende sumpområde på 116 hektarer i Papua Ny Guineas højland, optaget på FNs liste over bevaringsværdige steder. Her er nemlig påvist agerbrug ved hjælp af afvanding for mellem syv og titusinde år siden. En af de afgrøder, stenaldermennesket dyrkede i Kuk, var overraskende nok bananer af den spiselige art.

Dan Koeppel skriver om Kuk Swamp i sin forrygende odyssé af en bog; Banana. The Fate of the Fruit That Changed the World. Sumpområdet er vigtigt, for de bananer, vi spiser i dag, er fjerne slægtninge af de første stiklinger, der blev plantet i den del af verden. Med menneskers mellemkomst migrerede bananer til andre steder i Asien, Afrika og siden til Mellem- og Sydamerika.

I 2003 spåede en artikel i New Scientist, at bananen vil uddø inden for få år, og præcis den artikel er grunden til, at Koeppel overhovedet kastede sig over bananen. Han var fuld af undren over, hvorfor der ikke var flere, der skrev om truslen mod bananer og i det hele beskæftigede sig med denne vidunderlige og nærende frugt.

Koeppel argumenterer overbevisende for, at den forbudte frugt, som Eva spiste af i Edens Have, snarere var en banan end et æble (og det giver jo god mening på symbolplanet, ikke sandt?). Tilbage i 1600-tallet døbte Carolus Linnaeus da også bananen Musa sapientum, der kan oversættes med “klog frugt”. På Koeppels ekspedition stifter vi bekendtskab med amerikanske bananbaroner i Mellem- og Sydamerika, med de forskellige skimmelsvampe og alverdens utøj, der truer bananers eksistens, og med nutidens bananforskningshelte i Belgien. For netop i Belgien findes verdens førende bananforskningscenter, hvor arvebiologer kortlægger bananens arvemasse. Her findes også verdens største samling af forskellige typer bananer. For bananen er i fare, mener Koeppel, ganske om New Scientist skrev. Lige nu er den helt store udfordring at fremavle banantyper, der er resistente overfor plagsomme sygdomme som skimmelsvampene Sort Sikatoga og Panama Disease.

Problemet med bananer er, at de er så utrolig lette at dyrke, at det har været nemmere at plante nye end at finde ud af, hvad der var i vejen med de eksisterende. Og dem er der faktisk en del i vejen med. Spise- og dessertbananer er nemlig yderst sårbare. Deres historie går tilbage til et tidspunkt ingen kender et sted i Sydsøstasien, hvor frøbærende skovbananer, fostrede en spiselig mutation, der var aldeles steril og ikke bar frø. Efterkommere af disse bananer formerer sig udelukkende ved menneskers mellemværende, altså ved hjælp af stiklinger. Når den ene banan ligner den anden og modnes ens, er det fordi, de genetisk set er identiske. De er kloner. Og når en banan angribes af skimmelsvamp bliver alle kloner angrebet. Selv inden for de forskellige typer bananer er den genetiske variation ret lille, og det gør alt sammen bananer sårbare overfor svampe- og insektangreb. Medtænker man, at verdens eksportmarked domineres af kun én type banan, ja, så er der tale om en virkelig sårbar industri.

Bananer er klodens fjerdestørste afgrøde efter hvede, ris og majs. Mellem ti og femten procent af bananproduktionen bliver eksporteret til USA, EU og Japan. Eksportmarkedet til disse lande udgør omkring fem milliarder dollar (2005 tal). Resten af verdens bananer bliver dyrket i baghaver og små landbrug. Der findes hundredvis af forskellige slags spise- og dessertbananer, og den største biodiversitet finder man i Indien. Det store eksportmarked er imidlertid domineret af kun en type banan ved navn Cavendish. Hvis De spiste en banan her til morgen, var det med sikkerhed sådan én.

Noget af det, der virkelig gør indtryk i Koeppels bananbog, er hans påpegning af afgrødens store betydning for almindelige mennesker mange steder på jordkloden. En halv milliard mennesker i Afrika og Asien er eksempelvis totalt afhængige af lokalt dyrkede bananer for at blive mætte. I Uganda betyder ordet for banan, ‘matooke’, slet og ret ‘mad’. Mange landes økonomi er afhængig af bananproduktion, der beskæftiger mange hundredetusinde mænd og kvinder. Hvis ikke der var bananer i verden, ville verden kort sagt have endnu større problemer med fattigdom og hungersnød.

Den søde og nærende frugt er en så etableret del af kosten overalt i den vestlige verden, at vi næsten har glemt, at den ikke fandtes på de nordlige breddegrader før omkring 1900. Første gang, min egen fattige oldemor købte én banan på Frederiksberg i 1910, anede hun ikke, hvad hun skulle stille op med den. Hun kogte den, smed det smattede indre ud og spiste lidt af skralden. Hun var “fand’me ikke imponeret over den nye frugt”. Hendes holdning til bananer vendte dog snart, og for hende og mange, mange andre blev bananer hverdagskost.

Ingen steder har bananen dog sejret så totalt som i USA, som stadig udgør verdens største marked, skriver Koeppel. Det tog kun 20 år for bananen at overgå æblet som USAs mest sælgende frugt. Køleskibe blev opfundet og udviklet til netop at transportere bananer. Endskønt æbler voksede indenfor ganske få timers transporttid af de fleste amerikanske storbyer, og bananer skulle sejles mange tusinde kilometer, kostede bananer kun halvt så meget som æbler.

Dan Koeppel er en entusiastisk fortæller, og hans beretning om bananbaronernes conquistador-lignende indtog i Mellem- og Sydamerika er mere spændende end nogen kriminalroman. Penge, intriger, magtspil, storpolitik, selvmord og brutal undertrykkelse udgør historiens elementer. Bananeksport fra Mellem- og Sydamerika betød business på en hidtil uset megabucks-skala. I slutningen af 1920erne var United Fruit (grundlagt i 1899) en af USAs største bananeksportører og 100 millioner dollars værd. Ikke så mærkeligt at bananer den dag i dag er slang for penge! United Fruit havde på det tidspunkt over 67.000 ansatte, ejede 650.000 hektarer jord, 5.600 kilometer telefonlinier, jernbaner, kirker, byer, ja de dominerede hele lande. I 1954 kontrollerede United Fruit for eksempel 75 % af Guatemalas bananproduktion.

Mændene bag de første store firmaer opfandt simpelthen formlen på succes, skriver Dan Koeppel: “Stordrift, total kontrol af transport og distribution, aggressiv undertvingelse af jord og arbejdskraft.” Firmaerne kontrollerede alt, der var involveret i at få banantræet til at skyde, bananerne ned fra træerne og frem til konsumenterne i USA. Bananproduktion var tilsyneladende et pengeeventyr uden ende.

Men allerede i begyndelsen af 1900-tallet begyndte plantagerne i Mellem- og Sydamerika at blive angrebet at skimmelsvampen Panama Disease. I løbet af ganske kort tid lagde panamaplagen store arealer øde. Ingen af bananbaronerne havde agronomisk kunnen, og de gik ikke ind for forskning og forebyggelse. Nok er bananen døbt “klog frugt”, men det var en ikke en klogskab, der smittede. Producenters svar på panamaplagen var blot at rømme de inficerede plantager, fælde mere regnskov og etablere ny bananplantager, og det var strategien, indtil der ganske enkelt ikke var mere jord at tage af. Resultatet var selvsagt drastisk faldende produktion. Færre bananer betød øget konkurrence blandt bananproducenterne, og de udviklede besnærende nye markedsføringsstrategier for at skille sig ud fra hinanden. I 1940erne blev United Fruit for eksempel brandet Chiquita, og en syngende og dansende banan med en frugtskål på hovedet (modelleret efter “the Brazilian bobshell” Carmen Miranda) fremførte den inciterende Chiquita Banana sang: I’m the Chiquita banana and I’ve come to say/Bananas have to ripen in a certain way/When they are fleck’d with brown and have a golden hue/Bananas taste the best and are best for you/…..

Den banan, min oldemor købte i 1910, har sandsynligvis været af typen Gros Michel, datidens store eksportbanan. Den var delikat og lækker, og nutidens Cavendish er efter sigende kun en svag afglans af Gros Michel. Men Gros Michel-klonerne verden over kunne ikke klare sig overfor Panama Disease. På falderebet valgte man derfor Cavendish-bananen som eksportbanan, idet den er resistent overfor skimmelsvampen, og i 1965 var Gros Michel en saga blot bortset fra få lommer af produktion. Cavendish havde endegyldigt taget dens plads.

Koeppels store pointe er, at historien er ved at gentage sig. For Cavendish er ikke resistent overfor den variant af Panama Disease, der eksempelvis findes i Asien. Bananplantager er endnu en gang på vej til at bukke under for sygdommen, og bananproducenter har ikke investeret nok i forskning, forebyggelse og udvikling af nye typer bananer. Enkelte ildsjæle har foretaget det møjsommelige arbejde, det indebærer at fremavle nye banantyper, og langsomt begynder regeringer og organisationer at investere i bananforskning. Men det tager vitterligt år og dag, for en gangbar ny banantype skal leve op til en lang række krav. Det gælder resistens, lækkerhed i konsistens og smag samt holdbarhed under transport. Koeppels kontroversielle standpunkt er, at bananens fremtid bør sikres gennem genmodifikation, da traditionelle avlsteknikker simpelthen tager for lang tid. Men det er en løsning, mange bananproducenter indtil videre er stærkt forbeholdne overfor. De ønsker ikke at støde alle de forbrugere fra sig, som er yderst skeptiske over for forestillingen om det, Koeppel sørgmuntert kalder “Frankenbanana”. Kun enkelte udviklingslande, som Uganda, har tilladt forsøg med genmodificerede banana, da lokale arter også trues af en lang række sygdomme.

Indtil nogen handler for alvor er bananer fortsat truet af Panama Disease, som ingen endnu kan stille det mindste op imod, samt forskellige skimmelsvampe og utøj. Dem kan man godt nok sprøjte imod, men det har store omkostninger for mennesker og miljø. Cavendishbananer er eksempelvis den afgrøde i verden, der oftest bliver behandlet med sprøjtegifte, og plantagearbejdere bliver syge og sterile af giftene. Der er derfor al mulig grund til at bekymre sig om bananens ve og vel.

Banana. The Fate of the Fruit That Changed the World lægger sig i slipstrømmen af udgivelser, der med en enkelt afgrøde som prisme viser os helt nye facetter af det hverdagslige. Tænk på for eksempel Mark Kurlansky’s Torsk: fisken som ændrede verden (1999) og Salt. A World History (2002), Larry Zuckermans The Potato. How the Humble Spud Rescued the Western World (1998), Ken Albalas Beans. A History (2007) og vor hjemlige Karen Sybergs Æblets fortælling (2007)

Bragt i Weekendavisen den 8. august 2008.