Den brølende kronhjort ved skovsøen får oprejsning hos filosofiprofessoren Denis Dutton.
People's Choice af Vitaly Komar og Alexander Melamid.
New York Times, Frankfurter Allgemeine Zeitung, El Mundo, The Australian, det satiriske nyhedsprogram Colbert Report og et hav af andre medier verden rundt har den sidste måneds tid fablet om bogen The Art Instinct. Beauty, Pleasure, and Human Evolution. Banebrydende, tankevækkende, en vægtig brobygger mellem kunst og naturvidenskab, velskrevet, fyndig og så videre. Den lovpriste bog er skrevet af Denis Dutton, newzealandsk filosofiprofessor og verdenskendt for sitet Arts and Letters Daily. Siden 1998 har det forsynet mig og millioner af andre med links til artikler om kunst, litteratur, filosofi og bøger fra alverdens onlinemedier.
Som titlen lader ane, sætter Denis Dutton kunst ind i en darwinistisk forståelsesramme, og måske er det årsagen til det store ståhej. Det er ikke hver dag, der udkommer en teori om, at kunst er universel og indkodet i vores dna. Når man dertil lægger en generel fascination af den relativt nye forskningsdisciplin evolutionær psykologi, som giver sig i kast med at forklare alt fra kønsforhold til køddiæt med fængslende teser om dengang-på-savannen, er opmærksomhed garanteret.
Denis Dutton har mere eller mindre tyvstJålet titlen til sin bog fra evolutionspsykolog Steven Pinkers The Language Instinct fra 2004. I den argumenterer Pinker for, at mennesket har et naturligt anlæg for sprog. Vi lærer ikke at tale, tale vokser naturligt frem. Helt det samme gælder for kunst, teoretiserer Denis Dutton. Anlæg for kunstnerisk produktion og nydelse er indlejret i vores hjerner, nedarvet gennem naturlig udvælgelse og seksuel selektion gennem de seneste par millioner år.
Når man nævner kunst og evolutionspsykologi i samme åndedrag, kan man frygte, at en reduktionistisk forståelse af kunst hen i retning ad »jeg maler for at få fisse« er i vente. Det sidste angiveligt sagt af maleren og provokatøren Jens Jørgen Thorsen. Meningen er klar nok: Det at lave kunst er udtryk for en parringsstrategi, som kun er lidt mere avanceret end hulemandens kølle. Dutton gør dog næsten denne frygt til skamme i sin velargumenterede bog. Selv om han ikke har overbevist mig om, at evolutionær psykologi er den bedste måde at forklare kunst på, er det så afgjort en tilgang, der fortjener videre udforskning.
Tag for eksempel hans indledende kapitel om noget så simpelt som landskabsmaleriet og menneskets tilsyneladende universelle præference for visse typer af landskaber. I 1993 fik to russiske kunstnere, Vitaly Komar og Alexander Melamid, penge til projektet People’s Choice. De foretog en deltajeret opinionsundersøgelse i ti vidt forskellige lande – deriblandt Danmark – af kunstneriske præferencer hos et repræsentativt udsnit af befolkningen. Folk blev for eksempel spurgt om, hvad de kunne lide at se på, om de foretrak interiører eller landskaber, hvilke farver de kunne lide og så videre. På baggrund af de indhentede oplysninger producerede Komar og Melamid ti gennemgående ret kitschede malerier med et gennemsnit af de kendetegn, som folk fra hvert af de ti lande bedst kunne lide.
Det amerikanske billede viser således et landskab med masser af blå himmel, bakker og bjerge, træer og en flod. I forgrunden er George Washington (amerikanere kan nemlig lide historiske figurer) og tre børn, der leger. Et par hjorte og en gabende flodhest indgår også. I det danske billede har Dannebrog en fremtrædende placering. De russiske maleres pointe er, at det, befolkningen direkte adspurgt foretrækker, ikke nødvendigvis er lig med god kunst. For Denis Dutten er pointen derimod, at folk fra Kenya til Kina og fra Ukraine til Island tilsyneladende hælder til den samme type billede: et landskab med blå himmel, træer, åbne og bakkede arealer, vand, mennesker og dyr.
Faktisk er der forsket en del i menneskers »landskabspræferencer«, og det samme helt specifikke landskab går igen: lavtliggende græsområder med klynger af buske og træer; højdedrag og udsigtsposter; tilstedeværelsen af vand; en åbning mod horisonten; tegn på dyre- og fugleliv og en mangfoldighed af blomstrende og frugtbærende planter.
Undersøgelser viser også, at noget gådefuldt i billedet højner den kunstneriske oplevelse hos betragteren. Billedet skal antyde noget nyt og spændende længere ude i horisonten eller rundt om hjørnet.
Der skal jo ikke meget fantasi til at tolke alle de træk over i et savannelignende landskab – helst lige efter regntiden. Altså præcis den type landskab, som de tidligste mennesker beboede. I grunden er det ikke mærkeligt, at vi oplever en dyb nydelsesmæssig samklang med et landskab, der lover føde, vand, beskyttelse og andet godt, for valg af habitat var et valg, der gjaldt liv eller død, anfører Dutton.
Nu har moderne mennesker alt andet end landskabsmalerier hængende, og andre typer billeder henrykker, bevæger eller vækker afsky i dag. Men når Dutton går så detaljeret til værks med landskabspræferencen, er det, fordi den peger på, at vi er programmerede til at genkende et godt landskab, når vi ser det. Som han lidt sentimentalt fremturer, forbinder den følelsesmæssige nydelse af landskabet os sjæleligt med vores nomadiske forfædre og formødre.
Andre, for eksempel kritikeren på The Nation, Arthur Danto, mener lige modsat, at den globale præference for landskabsbilledet hænger sammen med den globale udbredelse af landskabskalenderen. Vi har set på de billeder så længe, at vi er kommet til at holde af dem, må man tænke sig.
tILBAGE til Dutton. Menneskets universelle forkærlighed for historiefortælling tolker han nemlig som et spørgsmål om liv eller død, og han tilegner et helt kapitel »fiktion«. Livet var for det tidlige menneske en endeløs strøm af opgaver, forhindringer og farer, skriver han. At kunne gennemspille og løse konflikter i fantasien, mener Dutton, er måske »en af menneskehedens største, nedarvede kognitive evner«.
Endvidere betød menneskets intense sociale liv, at vi udviklede en evne til at kunne og ville forstå hinandens tankegang, motiver og handlinger. Alt dette blev oversat til historiefortælling og siden til teater, litteratur, poesi og sang. Hele tiden understreger Dutton kunstens evne til at forstærke oplevelser og fortolke dem, om så det gælder landsskabsmalerier eller historier, skulpturer eller musik.
Kunst spiller også en rolle for seksuel selektion, men ikke kun som farverig skiltning for den stærkeste og bedste mage. Ifølge Dutton er det at banalisere både kunst og seksualitet:
»Vi er fascineret af vidunderlig kunst, fordi den på en grundlæggende måde giver os adgang til sindet hos den, der producerede den.« I Duttons optik viser menneskets iboende kunstneriske natur, at seksuel selektion ikke kun handler om, at den stærkeste formerer sig. Det handler lige så meget om, at den mest intelligente, kreative, vidende og sjove gør det.
Denis Duttons egentlige ærinde med The Art Instinct er at fremsætte en teori om kunst som »et tværkulturelt, universelt fænomen«. Mere end at fortælle, hvad kunst egentlig er, ønsker han at »behandle kunst som et felt af aktiviteteter, objekter og oplevelser, der opstår naturligt i den menneskelige tilværelse«.
I den forbindelse giver han mildt sagt ikke meget for de sidste 40 års kunstforståelse. I kapitlet »Hvad er kunst« gør han af samme grund kort proces mod toneangivende kritikere, der hævder, at kunst er en tillært, kulturel konstruktion. Til formålet opstiller han 12 kriterier, der efter hans overbevisning kan identificere kunst hen over kulturer og historiske perioder. Det gælder eksempelvis spørgsmål om direkte nydelse, stil og virtuositet, originalitet og kreativitet, udtrykt individualitet, følelsesmæssig mættethed og så videre. Holdt op imod disse kriterier kan for eksempel Duchamps Readymades, Beethovens symfonier, Emily Dickinson digte, Ravi Shankars Ragas og afrikansk stammeskulptur alle kaldes kunst.
Denis Dutton er professor i æstetik og filosofi, og kunst i al dens herlighed af variation – litteratur, musik, maleri, teater, skulptur, arkitektur med videre – er hans store lidenskab. Efter hans opfattelse er kunst et helt centralt aspekt af vores menneskelighed og intimt forbundet med den menneskelige natur. Fordi hans afsæt er denne kærlighed til kunsten, synes han at slippe af sted med den kontroversielle og vanskelige manøvre at udstikke en ny vej for de humanistiske videnskaber. En vej, der medtænker evolution uden at forfladige kunst og menneskelige følelser til blot og bar parringsstrategi og overlevelse.
Denis Dutton: The Art Instinct. Beauty, Pleasure, and Human Evolution. Oxford University Press. 2009.
