Stor tysk udstilling viser, hvor gennemgribende man gik til værks under nazismen med sterilisering, eutanasi og »De 10 bud for valg af mage« for at styrke befolkningen – helt i pagt med tiden.
Øjentavle
Det første, man møder på udstillingen Tödliche Medizin – Dødelig Medicin: Skabelsen af herrefolket – på Berlins Jødiske Museum, er den såkaldte »glasmand«. Under hans gennemsigtige ydre med armene sejrrigt løftet kan man se blodårer, organer og knogler som symbol på den gennemsunde tyske krop. Manden blev skabt af Dresdens Hygiejniske Museum i 1935 til en udstilling om arv og helbred. Siden præsenterer udstillingen os for en øjenåbnende rejse fra eugenikkens, eller racehygiejnens, opståen takket være englænderen Sir Francis Galton, via begejstringen for teorien fra stort set alle kanter i den vestlige verden og frem til dens frygtindgydende pervertering i Hitlers Tyskland.
»I udgangspunktet er mange af os fascineret af, hvordan vi kan påvirke arvelighed og sundhed,« siger Dr. Margret Kampmeyer, der er projektleder for Dødelig Medicin i Berlin. »Udstillingen viser, hvordan datidens fascination blandede sig med socialdarwinisme og siden med nationalsocialisme for at blive til praktisk befolkningspolitik i nazisternes Tyskland.«
Dengang som nu lå befolkningssundhed og -vækst politikerne og videnskaben på sinde, og set med datidens øjne havde eugenikken et klart rationale. At fremelske det gode og det sunde gennem genetisk indgriben blev anset som en måde, hvorpå man kunne løse nogle af de problemer, der var forbundet med urbanisering og industrialisering: alkoholisme, kriminalitet, sindssyge, smitsomme og seksuelt overførte sygdomme, handikap og mere endnu. Hvem ønskede ikke en sund og rask befolkning? Tysklands faldende befolkningstal efter Første Verdenskrig, økonomisk krise og udsultning af plejesektoren viste sig at være en frugtbar grund for en befolkningspolitik baseret på forestillingen om, at kun de stærkeste i en population bør overleve.
Udstillingen viser grumsede sort/hvide billeder af de antropologer, psykiatere, genetikere og læger, der legitimerede nazisternes politik. Vi ser udstyr til måling af kranier, tavler til bestemmelse af øjenfarve, propagandaplakater, og hjerteskærende fotos af »livsuduelige« børn, der var nazisternes første ofre. Patientjournaler er der også, mærket med et rødt »+« for henrettelse eller »-« for overlevelse.
En særlig indsats gjaldt de tyske kvinder med pjecer som »Sunde kvinder, sund nation« eller befalingen fra 1942, der forbød kvinder at drikke alkohol og ryge under graviditet og amning. Man mere end aner konturerne af nutidens kampagner over for vordende mødre. Moderskabsmedaljer i guld, sølv og bronze for henholdsvis otte børn og derover, seks til syv børn, og fem til seks ansporede til maksimal reproduktion. Alle skulle være vagtsomme overfor, hvem de giftede sig med, fremgår det af »De ti bud for valg af mage«. Det første bud var »Husk, at du er tysk«, det sjette »Spørg om forfædre« og det tiende »Få så mange børn som muligt«. Befolkningen udfyldte særlige arvelighedskort, hvor sygdom, sindssyge og herkomst skulle anføres flere generationer tilbage. Kun folk med sunde arvelighedskort kunne gifte sig og få børn.
På denne udstilling er luften tung af ord som degenererede, sindssvækkede, mindre værdifuld i arvelig henseende, racebesudlere, ikke-leveværdige, tomme hylstre med videre. Og selvsagt ordet eutanasi, eller medlidenhedsdrab; en praktisk befolkningspolitik, der resulterede i, at 210.000 handikappede og psykisk syge børn og voksne blev myrdet mellem 1933 og 1945. 400.000 blev dømt uværdige til at formere sig og blev tvangssteriliseret. Erfaringer fra massehenrettelserne blev senere brugt i dødslejrene, og i visse tilfælde blev det samme erfarne personale genbrugt.
Dødelig Medicin er en vandreudstilling, der er skabt af United States Holocaust Memorial Museum, men Berlin-udstillingen har tilføjet en unik personlig historie om et af ofrene for eugenikken. Det drejer sig om skomageren Martin Bader, der blev henrettet i Grafeneck i 1940, formentlig i gaskamret. »Den oprindelige udstilling fokuserer mest på gerningsmændene bag mordene. Vi er interesseret i også at give ofrene et ansigt,« siger Margret Kampmeyer. Martin Bader havde pådraget sig en parkinsonlignende lidelse oven på Den Spanske Syge og var fra tid til anden på sanitorieophold. Udstillingen viser et udvalg af hans breve, dagbøger, mesterbrev, familiefotos, inklusive det falske kondolencebrev sendt til hans enke og søn. »Dagbøgerne og brevene vidner om en særdeles klarhjernet og optimistisk mand. Til det sidste var han ved godt mod og glædede sig til at komme hjem til familien og genoptage arbejdet.« Martin Baders søn, Helmut Bader, deltog i åbningen af udstillingen.
En af de ting, der har overrasket Margret Kampmeyer i arbejdet med udstillingen, er, hvor mange af Berlins institutioner, der var involveret i steriliseringerne og mordene. Der er forskningsinstitutioner som for eksempel Kejser Wilhelm Institut for antropologi, arvelighed og eugenik, nu Berlins Freie Universität. Og den notoriske adresse Tiergartenstrasse 4, som var hovedkvarteret for eutanasiprogrammet T-4, hvor Berlins Musikinstrument Museum nu ligger. »Jeg kendte til de seks lokaliteter rundt om i landet, hvor syge og handikappede blev gasset, for eksempel Grafeneck og Hartheim. Her blev 70.000 dræbt. Men 140.000 blev dræbt ved overmedicinering eller sultedød. Blandt andet på hospitaler her i Berlin,« siger Margret Kampmeyer. »Der er hospitalet i Neuköln, som spillede en central rolle i steriliseringerne. Jeg har mange gange kørt forbi bygningen, der husede Domstolen for arvelig helse i Charlottenburg, den øverste instans i steriliseringssager, uden at vide, hvad det var.«
Margret Kampmeyer fremhæver, at politikken og propagandaen ikke kun handlede om arvelighed og racerenhed. Det økonomiske imperativ var bestemt også fremherskende. Udstillingen viser for eksempel en propagandaplakat fra 1940 med en ung mand tynget af to øjensynlig »degenererede«, som han bærer på sine skuldre. At betale for deres pleje er ikke alene en national byrde, det er også en byrde for den enkelte, er det klare budskab.
»Kan det betale sig at udføre meget dyre operationer på mennesker over 80 år? Det er overvejelser, nutidens politikere, læger og befolkninger i en lang række europæiske lande også gør sig, når det gælder udnyttelse af sundhedsvæsenets begrænsede økonomiske ressourcer. Vi har en aldrende befolkning, og udstillingen rejser en meget nutidig problemstilling og ikke kun en historisk,« fremhæver Margret Kampmeyer. Den ubehagelige kendsgerning er, at nogle liv bliver anset for at være mere værdifulde end andre.
Er der fare for, at vores samfund ender i en glidebane ligesom Tyskland gjorde det i 1933? Hvor alkoholikere, psykisk syge, tuberkuløse, sindssvage, depressive, handikappede, schizofrene med videre enten blev steriliseret for at hindre spredning af deres uønskede arvelige materiale eller myrdet som mindreværdige eller livsudygtige? Næppe. Ikke desto mindre udstyrer moderne genteknologi individer og samfund med de redskaber, der gør det muligt at fravælge en lang række arveligt betingede sygdomme og handikap og snart også faktorer som hårfarve, flyveører og deslige. I Danmark bliver der for eksempel aborteret 99 pct. af alle fostre, der har Downs Syndrom. Det, synes mange, er ganske uproblematisk. Men hvad så med de millioner af sunde og raske pigefostre, der bliver aborteret i lande som Indien og Kina? I den indiske delstat Punjab bliver der i visse provinser kun født 78 piger for hver 100 drenge. Og hvordan stiller vi os til aktiv dødshjælp? Alt sammen spørgsmål, der gælder, hvad vi forstår ved det gode liv, det gode helbred og det gode samfund.
Imens eugenikkens forbindelse med nazitidens har diskvalificeret teorien fra enhver anstændig overvejelse i dag, viser netop moderne genteknologi, prænataldiagnostik og aktiv dødshjælp, at det tilgrundliggende princip stadig er en helt aktuel diskussion, ifølge Margret Kampmeyer. Der er igen tvivl om, at Tysklands historiske erfaringer med eugenik, racehygiejne og arvehygiejne er overordentlig vigtige at granske på ny, og at alle, der besøger Berlin inden udgangen af juli i år, bør aflægge udstillingen et besøg. Kom tidligt. Mellem 300 og 500 besøger udstillingen hver eneste dag.
