Hede hule hot

Skeletterne rasler ud af overgangsalderens rædselskabinet i Louise Foxcrofts studie

Nymfomani ,alternativt totalt fraværende sexlyst, depression, hysteri, fedme, hedestigninger, inkontinens, krampeanfald, dårlig fordøjelse, dårlige nerver, søvnløshed, sindssyge, stakåndethed, blodmangel, hovedpine, appetitløshed, pirrelighed og melankoli. Disse “lidelser” udgør blot et lille udsnit af de mere end 120 overgangsalder-relaterede festligheder, som den britiske læge Edward Tilt (1815-1893) opregner i sit toneangivende værk fra 1857 “Women at the Decline of Life”. Det mere opsigtsvækkende fænomen selvantændelse, det vil sige bogstavelig talt at brænde op uden synlig årsag, figurerer ikke i Tilts bog. Men skal man tro den franske læge Pierre-Aimé Lair (1769-1853), forekom det angiveligt hos kvinder i en hvis alder med hang til spiritus. Og indrømmet; forestillingen om selvantændelse giver sandsynligvis mening for alle os, der har oplevet hedeture. Desuden kommer man ikke uden om, at de lyder væsentligt mere spektakulære.

Tilt og Lair er blot to af mange læger, der fra 1700-tallet og frem til i dag har bidraget til medikaliseringen af kvindekroppen ikke mindst i overgangsalderen. Medikaliseringen er den britiske historiker Louise Foxcroft betegnelse. I bogen Hot Flushes, Cold Science. A History of the Modern Menopause afdækker hun den i grunden ret uskønne og til tider ligefrem grusomme fortælling om, hvordan kvinders overgangsalder og aldring blev gjort til en behandlingskrævende og kritisk sygdomstilstand. En tilstand, der lå udenfor almindelige kvinders kontrol og virkefelt, men i lige så høj grad en tilstand, der bidrog til at kontrollere kvinder og disciplinere dem.

Lægers diagnosticering af alskens uhåndgribelige skavanker som de ovenstående fordrede så eksperimentelle behandlinger, at kun fantasien satte grænser. Det gjaldt for eksempel hydroterapi, vaginale indsprøjtninger med blyacetat, opiumdråber, voldsomme udrensninger, åreladning ved hjælp af igler på kønsorganerne og langvarige sanatorieophold. Enkelte læger, som John Fothergill (1712-1780), klandrede sine kollegaer for at overdrive overgangsalderens rædsler: “Det er ikke så fatalt, som mange går ud fra, og mange kvinder opfatter ingen større ændringer i deres almindelige helbredstilstand.” Men hans holdning vandt aldrig rigtig frem. Senere, da anæstesien – desværre i denne sammenhæng – gjorde kirurgiske indgreb mulige, blev hysterektomi, ovariotomi og klitorektomi ført til listen over behandlinger. Læger i Europa og USA yndede at svinge skalpellen, og i USA blev teknikker raffineret ved at prøveoperere sorte slaver og irske immigranter.

I den mere muntre ende af behandlingsskalaen finder vi inciterende elektriske apparater så som The Chattanooga Vibrator. Den kunne erhverves for 200 dollar i 1912. El-vibratoren var især effektiv i forhold til vanskeligt definerbare “nervøse lidelser” hos menopausale kvinder. Lidelser, som angiveligt hidrørte fra ovarierne og/eller fra livmoderen. Dr. Franklin Gottschalt kunne eksempelvis tilbyde en utvivlsomt behagelig behandling bestående af langsom massage af de pågældende organer med cirka 50-100 vibrationer per minut. Behandlingen skulle gentages efter hver ‘sammentrækning’, og hvis lægen ville berolige patienten yderligere, kunne hurtigere vibrationer være påkrævet. Man må gå ud fra, at Dr. Gottschalt havde en lukrativ praksis. Denne mildest talt forbløffende behandlingsform blev i øvrigt indgående beskrevet i Rachel Maines underholdende studie The Technology of the Orgasm fra 1999.

Foxcrofts veldokumenterede og gennemresearchede fortælling om den moderne overgangsalder starter hos betydende læger og filosoffer fra det antikke Grækenland og Rom. Det er nemlig tænkningen fra antikken, vi genfinder hos de mænd, der drev udviklingen af den moderne lægevidenskab frem. Hun tager fat i gamle kendinge som Aristoteles, Hippokrates, Platon og Galen og deres opfattelse af kvinden som en ringere udgave af manden. Platons fængslende tese om den vandrende, levende livmoder som roden til al sygdom og uvæsen hos kvinder får også nogle ord med på vejen. For den gryende lægevidenskab blev stedse mere optaget af livmoderen og ovarierne som totalt definerende for kvindelivet og kvindekroppen. Helt klart er det, at disse fædre til den moderne lægevidenskab opfattede kvinder som en afvigelse fra normen, præcist opsummeret i udsagnet: “De fleste kvinder er ikke helt normale”, tillagt homøopatiens fader, lægen James Compton Burnett (1840-1901). Foxcrofts pointe er, at mange læger behandlede lidelser, de selv fandt på, og primært den skavank, det er at være kvinde.

Foxcroft er ikke blind for de klassemæssige og økonomiske aspekter af medikaliseringen og hæfter sig desuden ved, at datidens læger primært var beskæftiget med overklassens og middelklassens kvinder. Underklassens kvinder blev opfattet som ret robuste, også hvad angik overgangsalderen, så de klarede sig selv. Op gennem 1800-tallet blev lægevidenskaben mere og mere professionaliseret, og som så mange professioner i datiden også underlagt almindelige markedsvilkår. For lægerne gjaldt det derfor om at sikre sig markedsandele, og de udviklede i den forbindelse diverse mere eller mindre seriøse specialer og behandlingsformer. Overgangsalderen var en “lukrativ niche”, som Foxcroft bemærker, så den blev genstand for intens udforskning og mere eller mindre udbytterig behandling.

Den i længden mest udbytterige behandlingsform, nemlig hormonterapi, blev dog først almindelig langt op i 1900-tallet. Så tidligt som 1923 var man i stand til at syntetisere forskellige østrogener, og i 1930erne eksperimenterede man da også med at behandle kvinder i overgangsalderen med hormonet dynestrol, DES. Interessant nok rapporterede læger allerede i 1939 om forhøjet forekomst af brystkræft efter disse behandlinger, skriver Foxcroft. Det forhindrede dog ikke hormonbehandlingens store gennembrud i 1960erne. Her blev den nemlig lanceret som universalmiddel mod alle overgangsalderens symptomer og mangeartede problemer, da gynækologen Robert Wilson skrev bestselleren Feminine Forever (Bevar og forny kvindelighed) i 1966. Ifølge Wilson var overgangsalderen en “tragedie” som kvinder tappert udholdte, men i bund og grund var klimakterielle kvinder det samme som lig kastrerede kvinder. Kun tilførelsen af østrogen i rigelige mængder og på livstid kunne gøre dem rigtige igen og “ikke kedelige og inattraktive”, som han skrev. Resultatet er velkendt, nemlig at millioner af kvinder i den vestlige verden har taget hormoner i årevis som mirakelkur “mod” overgangsalderen. Det har i øvrigt siden vist sig, ifølge Foxcroft og andre, at Wilsons forskning blev finansieret af medicinalvarevirksomheden Wyeth, som i parentes bemærket fortsat sælger hormoner mod overgangsalderen.

I dag er det stadig sådan, at hvis man siger “overgangsalderen” højt, løber de fleste skrigende bort, ikke mindst de kvinder, der er midt i den. Ordet fremmaner billedet af triste, krumbøjede gamle damer med hagehår, hennakrøller og upassende tøj uden et gram kvindelighed tilbage. Farvel til sex og sjov. Farvel til livet. Helt fundamentalt er det ærgerligt, påpeger Foxcroft, for allerede på nuværende tidspunkt består omkring en tredjedel af befolkningen i den vestlige verden af kvinder omkring og over de 50, og globalt set vil der være omkring 1.2 milliarder post-menopausale kvinder efter 2030. Så det er godt nok mange, der inden længe må tage uretmæssig afsked med alt, hvad der giver livet kulør.

Formålet med Foxcrofts bog er derfor at rive overgangsalderen ud af det medicinske og kulturelle rædselskabinet og ind i den mere neutrale arena for det almindelig levet liv. Der er igen grund til at frygte og fortie overgangsalderen, ej heller er der grund til at opskrive den til den store “pseudo-empowerment” , som hun skriver. Endsige det store ”Wise Woman”-lirumlarum, vil jeg tilføje. I pagt med tiden mener Foxcroft, at man skal undgå at bunke kvinder sammen i én eneste kategori, der hedder “i overgangsalderen” med et helt fast inventar af symptomer. Faktisk ser det ud til, at hedeture er den eneste symptommæssige fællesnævner for kvinder i overgangsalderen – og tilsyneladende noget af det, der er forsket mindst i. Sigende nok. Men fordi overgangsalderen falder sammen med almindelig aldring, er det vanskeligt at tolke, hvilke symptomer, der har at gøre med overgangsalderen, og hvilke der blot hænger sammen med den aldring, der rammer os alle. Også mænd.

Endvidere ser overgangsalderen meget forskellig ud alt efter land, etnicitet og kultur. Japanske kvinder rapporterer slet ikke om hedeture, imens kinesiske kvinder synes at sejle lige igennem fasen uden skyggen af bekymring.

Til en hvis grad har nogle af Foxcrofts historiske kapitler karakter af repetition og old news, da blandt andet Barbara Ehrenreich og Dierdre English studie For Her Own Good: 150 Years of the Expert’s Advice to Women fra 1979, Bente Rosenbecks historisk værk Kvindekøn fra 1987 og Germaine Greers The Change: Women, Ageing and the Menopause fra 1991 har diskuteret de socio-kulturelle udviklinger, der førte til medikaliseringen af kvindekroppen. På den anden side er der sket ting og sager siden disse udgivelser, der virkelig rykker ved forestillingen om særligt hormonbehandlingen som den sikre kur.

I 2002 afbrød forskerne bag The Women’s Health Initiative (WHI) i USA et længerevarende klinisk studie af virkninger af hormonbehandling (kombinationsbehandling østrogen/progestin) af post-menpausale kvinder når det kom til forekomsten af brystkræft og forebyggelse af hjertekarsygdomme. WHI omfatter i alt 161.000 kvinder mellem 50-79, og hormonbehandling viste sig at være langt mere risikabel end formodet. Hormonerne beskyttede ikke mod hjertekarsygdomme som antaget, og incidensen af brystkræft var forhøjet. Ganske kort tid efter disse resultater ramte offentligheden, faldt antallet af recepter for hormonbehandling med 43 %, skriver Foxcroft, og USA’s Sundheds- og ernæringsstyrelse anbefalede de lavest tænkelig hormondoser i kortest mulig tid, og kun hvis det var absolut påkrævet. Undersøgelsen har haft mange kritikere, ikke mindst medicinalvareindustrien som har mistet et frugtbart marked. Men den har medført, at dele af lægevidenskaben og ikke mindst kvinderne selv er begyndt at se andre steder hen for at gøre noget ved nogle af de problemer, der bliver forbundet med overgangsalderen. Hvis, og det er et meget stort hvis, der i virkeligheden er ret mange medicinske problemer at gøre noget ved.

I USA kunne man i øvrigt allerede i 2003 konstatere en nedgang i antallet af brystkræfttilfælde hos post-menopausale kvinder i WHI, der ophørte med kombinationshormonterapi. I en artikel i The New England Journal of Medicine (februar 2009) er konklusionen da også, at faldet i antallet af brystkræft snarere hænger sammen med mindre brug af hormonterapi end den forøgede hyppighed af mammografier, som andre forskere hævdede. Sagen debatteres fortsat.

Efter Louise Foxcrofts opfattelse ligger fremtiden for behandlingen af overgangsalderen i det, hun kalder “self-management”, og ikke i lægeordinerede kure. Det gælder om at kende fakta, vurdere risici, tale med andre kvinder og derfra selv vurdere, hvad der fungerer bedst for en selv. Menstruationens ophør er ikke verdens ende og slet ikke kvindelighedens. Foxcrofts bog har et omfattende bibliografi over primær- og sekundærlitteratur for de, der er interesseret i en videre udforskning af emnet. Et er i hvert fald sikkert: Med en hastigt aldrende befolkning er det sidste hverken sagt eller hørt om dette helt unødigt tabuiserede emne.