Hormonbalancer og magtbalancer

Middle-aged women out of control. www.pulpcards.com

Ny antologi retter søgeren mod kvinders liv efter de 50 – og punkterer eftertrykkeligt myten om overgangsalderen som slutpunktet for kvinders aktive liv.

Ifølge Se&Hør stemte de britiske mænd for nyligt om hvilken berømt kvinde, de helst ville på drømmeferie med. Valget faldt med mange meter på den 63-årige Helen Mirren, der dermed sejrede foran unge pop- og filmstjerner som Britney Spears og Sienna Miller. Foruden at føre sig frem som prisvindende skuespiller blev Mirren tidligere i år fotograferet i knaldrød bikini på en klippestrand i Puglien. Snapshottet af den bikiniklædte, gråhårede diva drønede jorden rundt. Hendes maveskind blev beundret, hendes sexede selvbevidsthed besunget, og The Naturist Society tildelte hende sågar en pris som årets berømthed.

Sætter man billedet af Helen Mirren op mod de stadig gængse fremstillinger af ældre kvinder som omvandrende rædselskabinetter af sygdom og forfald, bliver man unægtelig klar over, at noget er i opbrud. For hvordan passer den anstrengende litani af knogleskørhed, skedetørhed, brystkræft, depression, hjerte- og karsygdomme, inkontinens, manglende sexlyst, rynker, det grå hår, den store røv og de manglende hormoner med de faktisk levede og oplevede liv?

Ikke særlig godt, hvis artikler, bøger og antologier fra de seneste år står til troende. I mange af dem deler enkeltstående ældre kvinder deres personlige erfaringer med læseren, og disse bliver nu suppleret med udgivelser, der ser på overgangsalderen med et nøgternt forskningsbaseret blik.

Denne forskning definerer ikke kun ældre kvinder ud fra begrebet “overgangsalder,” men ser på det, man kunne kalde “den hele ældre kvinde”. Den danske læge Lotte Hvas har for eksempel netop forsvaret sin doktordisputats Medicin til raske en syg idé? For psykologisk forskning i feltet findes der ikke meget af på de danske hylder – ikke endnu i hvert fald – og det er ærgerligt. Der er nemlig brug for noget andet end anekdotisk viden om, hvordan kvinder oplever overgangsalder og aldring, og af samme grund er det heldigt, at man kan gribe til publikationer fra andre lande. For eksempel den amerikanske antologi Women over 50. Psychological Perspectives (Springer, 2007). Den er redigeret af den israelske lektor i management og ledelse, Varda Muhlbauer, og den amerikanske psykologiprofessor Joan C. Chrisler.

‘Ældre kvinde’ et gummibegreb
Antologien indeholder ti artikler, hvoraf de første fem koncentrerer sig om krop, seksualitet, helbred, motion og livskvalitet og de sidste fem om venskab, bedstemorrollen, forældrepleje, arbejde og pension samt det uoversættelige “empowerment” for kvinder over 50. Det er helt bevidst, at halvdelen af bogens artikler netop handler om krop, for som redaktørerne skriver: Aldring drejer sig netop om kropslige forandringer på godt og ondt. Der er ingen tvivl om, at netop disse kapitler er bogens store styrke og lægger op til den største lystlæsning. Alle kapitler er bygget op som kritik og gennemgang af eksisterende forskning, og hvad den kan fortælle om kvinder og aldring. Herfra peger bidragyderne på nye forskningsområder.

Helt overordnet må man hæfte sig ved én afgørende ting. Nemlig hvor fraværende, gruppen af ældre kvinder er i mediebilleder, hvad enten det drejer sig om film, tv, aviser eller reklame. Ret bemærkelsesværdigt i betragtning af, hvor stor gruppen af lige præcis ældre kvinder reelt er i Vesten. Desuden går ældre kvinders erfaringer og liv på alle andre felter end overgangsalderen besynderligt upåtalt hen i både litteratur og forskning, påpeger redaktørerne af Women over 50, og implikationerne er ikke til at tage fejl af. For når kulturen så ensidigt fokuserer på overgangsalderen som det vigtigste vendepunkt i enhver ældre kvindes liv, får den samtidig slået fast, at når kvinder har forpasset den reproduktive alder, er de ikke længere interessante. Muhlbauer og Chrisler slår på, at repræsentationen af ældre kvinder hænger nøje sammen med den ulige magtbalance mellem mænd og kvinder generelt. Women over 50 skriver sig dermed klart ind i et feministisk projekt.

“Ældre kvinde” er i sig selv et gummibegreb, skriver Joan Chrisler i sit indledende kapitel Body Image Issues of Women over 50, og det kan man jo kun give hende ret i. På baggrund af læsning af en lang række videnskabelige artikler konkluderer hun, at begrebet “ældre kvinder” stort set omfatter alle kvinder over 30, og som hun spørger: “Hvordan kan man finde ud af, hvilke forskelle der er på kvinder i forskellige aldre, når forskerne stort set opfatter alle kvinder over 30 som ældre?”

Som de øvrige artikler i antologien har Chrislers 16 side lange artikel utrolig mange referencer. Knap 90 referencer til videnskabelige undersøgelser, artikler og bøger bliver det til, og det kommer der selvsagt ikke noget entydigt billede ud af. En række undersøgelser viser eksempelvis, at kvinder over 50 er bekymrede over deres vægtforøgelse, mens andre undersøgelser viser det modsatte. I sig selv bliver Chrislers artikel egentlig først for alvor interessant, når hun retter fokus mod kvantitative versus kvalitative undersøgelser og stiller skarpt på, hvad der sker, når ældre kvinder medvirker i psykologiske forskningsprojekter.

Til brug for en australsk undersøgelse bad man for eksempel 60 kvinder mellem 54 og 70 år tænke på deres liv som en bog og give kapitlerne overskrifter. Det mest gennemgående ord var “tilfredshed”. I en anden undersøgelse bad man 23 kvinder mellem 50 og 63 skrive om deres liv som en fortælling. Kun to nævnte overgangsalderen som det vigtigste element. Dominerende temaer var “at træde ud af boksen”, “give slip”, “at bevæge sig i nye retninger” og så videre. Chrisler slår af samme grund til lyd for, at den kommende forskning gør brug af en blanding af kvalitative og kvantitative undersøgelser, for kun på den måde vil man kunne sige noget brugbart om, hvordan kvinder i forskellige aldre oplever og håndterer kropslige forandringer.

Chrisler afslutter desværre sin glimrende argumentation med en stærkt floskuløs opfordring, der reelt har den effekt, at man har lyst til at kaste bogen i skrotbunken. Læs bare her:

“Vores strækmærker, ar, grå hår og overflødige kilo er beviser på, hvem vi er, og hvad vi er gået igennem for at komme til der, hvor vi er. Lad os favne vores kropslige forandringer, både dem vi kan lide og ikke kan lide, og modstå trangen til at ændre vores kroppe på uautentiske måder, og passe godt og kærligt på os selv, så vores kroppe holder længe nok til, at vi kan gøre flere erfaringer og opnå mere visdom. Lad os ikke spilde den dyrebare tid, vi har tilbage, med at forsøge at være noget, vi ikke er.”

Vi har ikke lang tid igen, kan man i hvert fald forstå!

Svært at sige, at han skal tage et bad
Næste indlæg, Women and Sex at Midlife, handler, som det fremgår, om seksualitet. Den store, uspændende fortælling om ældre kvinders forhold til seksualitet kender de fleste: Den nedsatte hormonproduktion får kvinders lyst til at dale eksponentielt, og skedetørheden til at sætte ind som et evigt ørkenlandskab med faldende seksuel aktivitet som resultat. Men hvor meget hold er der egentlig i den fortælling, spørger psykologiprofessor Maureen McHugh, og hvordan kan vi nuancere den?

Først og fremmest må vi hæfte os ved, at mange forskere arbejder ud fra en i bedste fald ensidig opfattelse af, hvad seksuel lyst og aktivitet er, påpeger McHugh. Ofte er målestokken for seksuel lyst og aktivitet nemlig den unge mand på 21. Han er billedet på, hvad det vil sige at have en sund seksualitet, endskønt den menneskelige seksualitet både for mænd og kvinder er højst variabel og forskelligartet.

Retter vi blikket mod danske forhold, viser det sig, at forestillingen om sund seksualitet versus evig ørkenlandskab spiller en helt central rolle i en spritny undersøgelse af 1100 kvinder mellem 45-65 år (juli 2008). Den er foretaget af e-analysefirmaet Zapera for Novo Nordisk, der blandt meget andet producerer hormoner til kvinder i overgangsalderen, og kvinderne skulle svare på en række spørgsmål om “gener i forbindelse med overgangsalderen”, skrev Nyhedsavisen. Det er jo i sig selv et tendentiøst spørgsmål, kan man hævde, og cirka halvdelen af respondenterne rapporterede da også om problemer med skedetørhed, sexlyst, inkontinens og så videre. Diagnosen var nedsat hormonproduktion, og behandlingen? Ja, i betragtning af at medicinalvareproducenten Novo Nordisk stod bag spørgerunden, anbefalede man ikke overraskende hormonterapi.

Denne undersøgelse ligner til forveksling mange af dem, som McHugh kommer ind på i sit bidrag, der fokuserer på de fysiologiske aspekter af seksualitet i forbindelse med aldersbetinget nedsat hormonproduktion. Af samme grund kan de spørgsmål, McHugh trækker frem i sit bidrag, let overføres på den danske undersøgelse. Hvorfor spørger man f.eks. kun ind til gener og går ud fra, at gruppen af 45 – 65-årige er homogen og adskiller sig fuldstændigt fra kvinder mellem 25 – 45 år? Er det kun kvinder i overgangsalderen, der oplever skedetørhed? På hvilken måde er det generende og hvornår? Hvordan måler man lyst? Er det dysfunktionelt ikke at have så meget lyst til sex, når man bliver ældre? Behøver man at gøre noget ved det? Hvordan hænger eventuelle fysiologiske problemer sammen med de øvrige aspekter af kvindens liv?

Når det kommer til kvinder, aldring og seksualitet, er det ifølge McHugh helt afgørende at se på kontekstuelle faktorer, for eksempel selvopfattelse, familieforhold og ægteskabelig status. Ser man kun på fysiologien, ser man i bedste fald kun på halvdelen af historien. Vaginal tørhed kan simpelthen skyldes, at der skal yderligere stimulation til, for at kvinden er helt klar til sex, skriver McHugh. Det er tillige et problem, der optræder hos kvinder både før, under og efter overgangsalderen.

En del undersøgelser viser endvidere, at kvinder i alle aldre oplever meget forskellige grader af seksuel aktivitet og lyst, skriver McHugh, der citerer en række overraskende resultater. For eksempel rapporterer flest yngre kvinder om manglende sexlyst, seksualskræk og smerter under samleje. Ægteskabelig status spiller også en stor rolle i forhold til seksuel aktivitet: Jo længere, man har været gift, jo mindre lyst og nydelse rapporterede kvinder i en undersøgelse. Så når gifte kvinder rapporterer om nedsat lyst, betyder det så, at de ikke har lyst generelt, eller er det simpelthen partneren, de ikke har lyst til? Er det kort sagt den nemmeste måde at formulere et langt vanskeligere problem?

En anden undersøgelse rapporterer nemlig, at flere kvinder har problemer med, at ægtefællens personlige hygiejne ikke er i top, så man kunne let forestille sig, at det er nemmere at sige, at man ikke har lyst til sex, end at opfordre partneren til at tage et bad. Alternativt har partneren måske ikke lyst til sex, og derfor har man heller ikke selv lyst.

Bedstemor i opbrud
En ting er de hormonelle mangler, der rammer kvinder, noget helt andet er de økonomiske, hvad Work and Retirement af Judith A. Sugar, professor i sundhedsvidenskab, slår fast. Mange kvinder går nemlig en relativ fattig alderdom i møde, eftersom få midler er det synlige resultatet af det regnestykke, et almindeligt kvindeliv kan gøres op i. Kvinder lever længere end mænd, hopper ind og ud af arbejdsmarkedet på grund af børnefødsler og andre familiemæssige forpligtelser, og har ikke en kontinuerlig indkomst. Kvinder tjener endvidere mindre end mænd og sætter mindre til side til pensionen. Kort sagt, bliver der ikke mange penge at rutte med den dag, pensionsalderen er nået.

En ny dansk undersøgelse fra ATP viser for eksempel, at for hver 100 kroner, kvinder sparede op i 2006, sparede mænd 170 kroner op. I 2001 var det 100 kroner i forhold til 150 kroner. Denne udvikling er helt modsat forventningerne fra arbejdsmarkedsforskerne, der troede, at pensionsforskellene mellem mænd og kvinder ville udlignes med tiden. Det er ingenlunde tilfældet, så der er i allerhøjeste grad brug for mere forskning og nytænkning omkring pension og køn.

Andre artikler i Women over 50 bidrager ligeledes til at facettere billedet af livet for ældre kvinder ud over de relativt få år, overgangsalderen varer. Artiklen Contemporary Midlife Grandparenthood af Liat Kulik, professor i socialt arbejde, afdækker, hvor forskelligt ældre kvinder har det med rollen som bedstemor. For den er bestemt ikke alles kop te, fremgår det. Nogle føler sig udnyttet af deres egne børn til at passe på de små børnebørn, imens andre keder sig i børnebørnenes selskab og helst er fri for at lege ‘borte borte – tit tit’ og tegne og fortælle. Mange glæder sig over friheden fra børn og ønsker at intensivere engagementet i deres arbejde, rejse mere, tage en ny uddannelse eller gå i teateret.

Poterne nedad
Livet for kvinderne fra babyboomgenerationen i de vestlige lande ser radikalt anderledes ud end for tidligere generationer af kvinder. Flere end nogensinde er ude eller har været ude på arbejdsmarkedet. Mange har en god uddannelse og har jongleret et meningsfyldt job med mand, børn og familie. En hel del har fået børn relativt sent, nogle har valgt et liv uden børn. Flere har fået høje stillinger og mere ansvar efter de 50. De seneste mange års opmærksomhed på fysisk aktivitet og ernæring betyder også, at kvinderne er i ganske god form, hvad Mirrens mave så klart demonstrerede. Kvinder over halvtreds udgør en stor del af befolkningen og har politisk og social magt. Som der står i forordet til antologien, har denne gruppe kvinder absolut ikke tænkt at lægge sig ned med poterne i vejret og “vente på det værste”.

Women over 50 punkterer eftertrykkeligt myten om overgangsalderen som slutpunktet for kvinders aktive liv. Antologien bliver næppe godnatlæsning for de fleste, dertil er dens forskningsfokus for snævert og dens referencer for mange og for akademiske. Men den peger på mange nye forskningsfelter, der med held kan opdyrkes indenfor en overskuelig fremtid, og man kan håbe på, at danske forskere tager handsken op.