Fængslende studie af kriminel strategisk kommunikation og akkumulering af voldskapital.
Foto: Jes Larsen/Territorium
Kriminelle har mange problemer, konstaterer sociologiprofessor Diego Gambetta tørt i sin seneste bog Codes of the Underworld, og et af de største handler om kommunikation. Langt de fleste kriminelle operationer involverer nemlig flere personer. Spørgsmålet er, hvordan de kan finde hinanden, udveksle information og holde hinanden fast. En bandit kan ikke bare sætte en annonce i avisen af typen: »Erfaren, ærlig og loyal makker søges til bankrøveri, pengeafpresning, lejemord, trafficking, narkohandel med videre. Kun reelle henvendelser.« Nej, vel? At identificere en medforbryder er tætpakket med problemer, for hvordan ser en kriminel egentlig ud? Hvem omgås de og hvor henne? Og når en potentiel makker er identificeret, hvordan kan man så vide om hun eller han er dygtig og til at regne med? Er der en måde, hvorpå man kan afgøre, om vedkommende faktisk er kriminel og ikke bare mimer kriminel?
Kriminelle bevæger sig altså i en usikker, lovløs verden under vanskelige forhold og uden megen indbyrdes tillid, hvilket i grunden også ville gå imod selve det at være kriminel, som Gambetta skriver. De er dybt afhængige af sofistikerede koder, kropstegn, netværk og loyalitetsdemonstrationer. Strategisk kommunikation er nøgleordet, og kriminelle udsender en lind strøm af kodede informationer for at gøre opmærksom på deres kriminelle akkreditiver, fremtidsønsker og grad af hårdhed. Ansigtstatovering angiver for eksempel, at vedkommende har sat sig fuldstændig uden for den »normale« verden, og at graden af hårdhed er høj.
Gambetta har forsket i islamiske terrorister og før det studeret den italienske mafia. Han var ikke sen til for eksempel at påpege mafiosis monumentale dumhed i alle andre henseender end håndhævelse af deres kriminelle interesser. Efterfølgende modtog han da også dødstrusler via vanlige kryptiske, kodede meddelelser for sin synd. Endvidere kommer Gambetta ind på en lang række studier af kriminel adfærd, for eksempel fængelsstudier foretaget i marken af den polske sociolog Marek Kaminski. Kaminski blev fængslet i firserne for forbrydelser mod staten og fik anledning til at studere nogle helt andre typer forbrydere.
Netop de kapitler, der handler om fængselsmiljøer er – og jeg undskylder udtrykket – fængslende. Iagttagelserne her handler om vold og fænomenet »forsætlig selvskamfering« (deliberate self-mutilation).
For det første er fængsler interessante, fordi en tur i kachotten er det bedste kriminelle visitkort overhovedet. Som Gambetta og andre gør opmærksom på, er fængselsmiljøer de oplagte udklækningsanstalter for virkelig hærdede kriminelle. Gambettas analyser viser, at kriminelle gennem et fængselsophold får et stort og pålideligt personligt netværk. De lærer at modtage og sende signaler om graden af egen og andres hårdhed og deres forpligtelse over for den kriminelle løbebane. Tilmed får andre kriminelle tillid til folk, der har rusket tremmer. Så man kan spørge sig selv, hvordan det nogensinde kan være en god idé at sænke den kriminelle lavalder til 14 år, sådan som den nuværende regering har intentioner om.
Fængselsmiljøer er også interessante, skriver Gambetta, fordi de er så ekstreme. Her lever alle under de samme vanskelige vilkår, nemlig knaphed på ressourcer (for eksempel cigaretter, mad, sex, stoffer) og usikkerhed om andre fangers tilbøjeligheder og evner. Alle er konstant på vagt og beskæftiget med at indsamle information om andre medfanger. Derudover går tiden med at demonstrere tegn på egen hårdhed blandt andet med vold. Selv om vold er karakteristisk for den kriminelle verden, er den stort set aldrig tankeløs, anfører Gambetta. Tværtimod skal den forstås som en effektiv måde at skaffe og sende information på. Gambetta kalder dette »at akkumulere voldskapital«. Jo mere voldskapital man har, jo mindre grund har man til at bruge faktisk vold. Fængselsstudier viser, at en del vold handler om adgang til knappe ressourcer. Men al vold handler om at fastslå og håndhæve omdømme eller korrigere forkerte opfattelser af den.
I det lys er det ikke overraskende, at volds anvendelse er mindst udbredt i fængselsmiljøer med erfarne langtidsfanger uden for mange personudskiftninger; altså blandt folk, der forstår hinandens signaler om graden af hårdhed. Vold er mest udbredt blandt unge mænd og kvinder. Faktisk viser én studie, at kvindelige fanger er mere end dobbelt så voldelige som mandlige fanger. Den typiske forklaring har, ifølge Gambetta været psykologisk: Kvinder er stressede og deprimerede over at blive fjernet fra deres børn, familier og så videre. Gambetta mener samtidig, at kvinder, ligesom yngre mænd, har mindre »voldskapital« at fremvise. Fordi de er uerfarne kriminelle og ikke kan sende og aflæse hinandens signaler, tyer de oftere til vold for at ordne konflikter.
Gambetta sætter ligeledes det udbredte fænomen selvskamfering i fængselsmiljøer ind i en sociologisk, kommunikationsstrategisk ramme fremfor en psykologisk. I stedet for at se ar, tatoveringer, amputationer, brandsår med videre som tegn på et forstyrret sind, kan de tolkes som signaler om hårdhed. Selvskamfering signalerer vold uden at anvende vold mod andre. Gambetta fremhæver for eksempel en fange, der slugte en stor madrasfjeder. Denne ekstreme handling sendte signalet: »I kan ikke skade mig mere, end jeg skader mig selv.« Efterfølgende blev han ladt i fred. Mere almindeligt udføres selvskamfering på synlige kropsdele som arme, håndled og hænder. På den måde bliver arrene og tatoveringerne et kriminelt curriculum vitae ætset ind i huden.
I introduktionen til Codes of the Underworld omtaler Gambetta kapitlerne i sin bog som essays, og de kan også læses som en hybridform mellem videnskabelig diskurs og populærvidenskab. Bogen er propfyldt med perspektivrige og ganske overraskende iagttagelser om kriminel kommunikation og leverer tilmed et insiderblik i en fascinerende (under)verden.
Et helt kapitel er dedikeret til gangsterfilm og hvordan »forbryderlivet efterligner kunsten«. Den legendariske filmtrilogi The Godfather fra 1972 var ikke alene baseret på den virkelig mafia, men fik ligefrem den virkelige mafia på nye tanker. Don Corleones filmiske udtryk »I’ll make you an offer you can’t refuse« tog mafiaen angiveligt muntert til sig, og filmen udgør stadig en rig underholdnings- og inspirationskilde i forbryderverdenen. Knap så populær blandt samme personager er filmen Donnie Brasco fra 1997. Den handler om FBI-agenten Joseph Pistone, der med stor succes infiltrerede New York-mafiaen i 1970erne. Han fik et unikt insiderkendskab til miljøet og leverede information, der fik flere mafiabosser og deres håndlagere dømt. Surt show! Codes of the Underworld er blevet udråbt som en af årets bedste bøger af videnskabsmagasinet New Scientist.
Diego Gambetta: Codes of the Underworld. How Criminals Communicate. Princeton University Press, 2009
