»Hvad angår fire ud af de seks færdigheder, studiet omfatter, fungerer midaldrende voksne på et højere kognitivt niveau, end de gjorde som 25-årige,« lyder konklusionen på et af mange nye studier af den fuldvoksne hjerne.
Der har aldrig været så mange mennesker på planeten mellem 45 og 65 år som nu. Og dog er ny viden om denne aldersgruppes glimrende hjernefunktion sparsom. I vores kultur er den gængse fremstilling af hjernens aldring stadig historien om den lange, ubønhørlige march mod forfald og funktionstab. Derouten bliver skudt i gang, efter at man kognitivt topper ved 25-årsalderen. Så rammer man de 45, hvorefter det går hurtigere ned ad bakke, end man kan nå at tælle døde hjerneceller. Eller gør det?
De seneste 10-15 år er hjerne- og aldringsforskere nemlig begyndt at trevle en ny og mere tidssvarende historie om aldring op, skriver Barbara Strauch, videnskabsredaktør på New York Times. I hendes nyudkomne bog The Secret Life of the Grown-Up Brain afslører hun mange af de hemmeligheder, den voksne eller modne hjerne gemmer på. Voksen vil i denne sammenhæng primært sige mennesker mellem 45 og 65 år, men også ældre. Bogen er et friskt pust fra forskningsfronten, fyldt til bristepunktet med tankevækkende studier såsom det såkaldte nonnestudie fra Boston, det berlinske visdomsprojekt og et langvarigt aldersstudie fra Seattle.
Ifølge Barbara Strauch er en voksen hjerne helt generelt et es til at forstå komplekse sammenhænge. Den kan genkende mønstre, afkode sociale relationer, tage bestik af komplicerede situationer og foretage gode beslutninger på det økonomiske område. (Her må man nødvendigvis lige sende den finansielle krise en tanke – var det ikke netop de unge hedge fund-løver, der spillede højt spil og overvurderede egne evner?) Den midaldrende hjerne er også ganske ferm til at holde følelserne på ret køl. Godt nok arbejder visse hjerneprocesser langsommere over tid, mange folk får tendens til at glemme navne, og nogle bliver nemt distraherede. Men disse funktionelle problemer er langtfra tidlige tegn på demens, som mange ellers frygter. Og dét selv om man i dag ved, at nogle symptomer på demens faktisk begynder meget tidligere, end man troede. Snarere er de tegn på strukturelle ændringer i en normal hjernes udvikling. Ifølge Strauchs udlægning af forskningen bliver disse funktionelle bryderier opvejet af andre færdigheder inden for forståelse af kompleksitet. Fald i hastighed er heller ikke lig med et generelt fald i hjernefunktion, selv om forskere længe har ment, at der var denne sammenhæng.
De nye forskningsmæssige landvindinger, hvad angår forståelsen af den voksne hjerne, baserer sig på nye metoder inden for neurobiologien. Det gælder hjernescanninger, analyser af arvemasse og ikke mindst resultater af langtidsstudier af faktiske mennesker, der bliver ældre. Et af de studier er The Seattle Longitudinal Study. Det startede i 1956 og har systematisk fulgt mentale færdigheder hos seks tusinde mennesker i mere end 40 år. Hvert syvende år bliver gruppen testet. Meget overraskende og modsat gængse opfattelser af intelligens topper højere kognitive funktioner ikke hos unge voksne. »Hvad angår fire ud af de seks færdigheder, studiet omfatter, fungerer midaldrende voksne på et højere kognitivt niveau, end de gjorde som 25-årige,« rapporterer psykologen Sherry Willis, der er den ene leder af forsøget. Det drejer sig om færdigheder vedrørende logik, ordforråd, verbal hukommelse og rumfornemmelse.
Andre forskere ser på, hvordan nutidens voksne hjerner sammenligner sig med hjerner nogle år tilbage. Et californisk studie under ledelse af Elizabeth Zelinski viser, at 76-årige i dag klarer en række mentale øvelser bedre end 76-årige gjorde for 16 år siden. Det har meget interessante fremtidige implikationer specielt i forhold til job og beskæftigelse, anfører hun. Hendes studie tyder nemlig på, at computerbrug, der øver logisk tænkning, forstærker vores hjerner. Det samme gælder længere tid på arbejdsmarkedet, større variation i jobfunktion, mere fysisk aktivitet og socialt samvær. Med dette in mente burde den danske efterløn unægtelig være en særdeles dårlig idé, da nutidens
nogle-og-tresårige sandsynligvis er mere kognitivt oppe på beatet, end de var dengang, efterlønnen blev indført for over 30 år siden.
Psykologen Neil Charness’ studie af ældre bridgespillere ligger i god tråd med de øvrige studier, idet det viste, at de ældre spillere ingenlunde spillede dårligere end yngre, selv om der var mange forestillinger i omløb desangående. Ved at studere virkelige mennesker imens de faktisk spillede bridge, påviste Charness, at yngre spillere var overlegne, hvad angik opgaver, der krævede hurtighed. Men hvad angik fundamental problemløsning fungerede ældre bridgespillere på et højere niveau. Charness har også studeret skakspillere, og denne forskning viser samme tendens: Alderen tager på hjernens hastighed og reaktionsevne, men ikke på dens generelle ydeevne. Man kan opnå ekspertise og dygtighed i alle aldre, hævder Charness, men det kræver »forsætlig øvelse«. Og hvad man mister i hastighed, vinder man for eksempel med bedre teknik, større erfaring og mere viden.
Noget af biologien bag den midaldrende hjernes glimrende ydeevne ligger i den såkaldt hvide substans, ifølge George Bartzokis, der arbejder med neurovidenskab på University of California Los Angeles. Den hvide substans er en fedtholdig belægning omkring milliarder af nervecellers lange tråde. Også kaldet myelin. Myelin fungerer som en slags isolering og sørger for, at forbindelserne mellem hjernecellerne fungerer optimalt. Bartzokis har foretaget hjernescanninger af mænd, der viser vækst i myelin i op til 50 års-alderen og hos nogle langt op i 60erne. Obduktioner af hjerner og omhyggelig opmåling af myelinlaget foretaget af Harvard-forskeren Frances Benes tyder på det samme. George Bartzokis mener, at det er den hvide substans, der får de forskellige dele af hjernen til at spille så godt sammen og opnå et »kognitivt crescendo « i alderen 45 til 65 år.
Det ser også ud til, at der hos nogle midaldrende hjerner er tale om fænomenet »bilateralization«. Det betyder, at især de bedst fungerende midaldrende aktiverer begge hjernehalvdele for at løse problemer. En del forskere ser dette som tegn på, at mennesker med alderen aktiverer mere og mere af hjernen snarere end mindre og mindre af den. Noget handler måske om kompensation for tabte færdigheder, men en radikal tolkning går ud på, at hjernen lærer sig selv en anden og måske bedre måde at fungere på over tid. I nonnen Bernadettes tilfælde var det nok meget heldigt. Hun indgik i det såkaldte nonnestudie fra Boston, hvor man siden 1986 har studeret 678 katolske nonner. Da hun døde som kognitivt frisk 85-årig, opdagede man, at hendes hjerne viste alle tegn på Alzheimers. Altså måtte den kvikke Søster Bernadette have taget andre dele af hjernen i brug.
Barbara Strauch punkterer mange myter undervejs, for eksempel den om deprimerede, kriseramte midaldrende og ældre. For det første lader det til, at den sejlivede teori om mænds midtvejskrise ikke rigtigt holder stik. Teorien blev udviklet af erhvervspsykolog Elliott Jacques tilbage i 1965 og bygger på hans lille studie i, hvordan midaldrende mandlige malere valgte mindre sprælske motiver og farver. Forestillingen slog an, og andre forskere syntes også at kunne påvise denne midaldrende misere. »For mange mænd er livet i de mellemste år en gradvis eller hurtig proces mod stagnation, fremmedgørelse fra verden og sig selv,« skrev for eksempel Yale-psykologen Daniel Levinson ud fra et uhyre selektivt studie af 40 mænd i 1970erne. Helt overraskende viste et langvarigt studie af 2000 mænd, der sluttede i 2005, at mange mænd generelt følte sig allermest tilfredse med livet i 65-års alderen.
Den tilsvarende forestilling om kvinders børnene-flytter-hjemmefra-syndrom viser sig også at bygge på sparsomme data. Strauch kan spore udtrykket tilbage til et studie nævnt i en artikel i The American Journal of Psychiatry fra 1966 med titlen »Empty Nest«, den tomme rede. Syndromet blev beskrevet som »den tidsmæssige forbindelse mellem klinisk depression og ophør af yngelpleje«. Studiet omfattede 16 deprimerede kvinder, hvis børn var flyttet hjemmefra, og som, nå ja, alle var indlagt på et psykiatrisk hospital. Også denne forestilling om triste midaldrende kvinder har været særdeles sejlivet, selv om der ikke eksisterer hårde data, der kan understøtte teorien.
Faktisk viser en lang række af de forskningsresultater, som Barbara Strauch diverterer læseren med, at voksne og ældre hjerner helt generelt vægter det positive højere end det negative. Også selv om kriser, dødsfald og sygdom naturligvis sætter deres spor. Ydermere ser det ud til, at vores hjerner rent fysiologisk er indrettet sådan, at vi bliver mere optimistiske med alderen. Hjernescanninger af vores mandelkerne eller amygdala, som blandt andet styrer vores kamp/flugt-beredskab, reagerer eksempelvis mindre på negative stimuli med alderen. En hypotese med evolutionspsykologiske undertoner går ud på, at unge har mere brug for at dvæle ved det negative for at kunne lære af deres erfaringer og dermed overleve. Mere erfarne midaldrende overlever tværtimod bedre ved at fastholde det positive.
Strauchs aldrings-tour-de-force kommer også ind på den forbløffende variation i den voksne, modne hjerne. For de midaldrende begynder vidt forskellige kognitive rejser afhængig af uddannelse og fysik, men også genetisk arvegods. Uddannelse ser ud til at forandre hjernen, og de samlede data, ikke mindst nonnestudiet fra Boston, viser, at fysisk, social og intellektuel aktivitet beskytter mod kognitivt forfald og demens. Strauch har skrevet en vigtig bog, og herfra skal lyde en opfordring til straks at få den oversat til dansk!
Barbara Strauch: The Secret Life of the Grown-Up Brain. The Surprising Talents of the Middle-Aged Mind. Viking, 2010.
