Nerdgirl fra www.steve-hilbert.com/drawings.html
Den amerikanske børnepsykolog David Anderegg har med bogen Nerds. Who They Are and Why We Need More of Them (Tarcher/Penguin 2008) sat sig for at rehabilitere nørderne. Selvom nørd er et decideret amerikansk begreb, kender de fleste stereotypen, blandt andet fra amerikanske film og syndikerede tv-serier: Nørden er for det meste en dreng, selvom piger godt kan være med. Nørder interesserer sig for og er dygtige til matematik, computerspil, teknologi og andet tek-nat-it-pjat. De er barnlige, bumsede og upopulære, har ofte briller og går med kikset tøj.Hans hovedærinde er at rehabilitere nørderne. Ofte er de gode til noget, som USAs økonomi og fortsatte udvikling har brug for, nemlig matematik og naturvidenskab. I 2003 lå USA for eksempel langt nede på en OECD-liste (nummer 24 af 29) over de lande, hvor unge er i top inden for matematik og naturvidenskabelige fag.
Derudover må man konstatere, at den amerikanske populærkulturs hæmningsløse brug af ordet i betydningen »yt« har haft en virkelig negativ indvirkning på de børn, der opsøger viden. De »nørdede« børn, altså. Det giver ar på børnenes sjæl og kan i sidste instans være fordummende, fordi mange (især drenge) bevidst går uden om boglig viden, blandt andet matematik og naturvidenskab, for at undgå at blive socialt udrangeret. De vil hellere nedtone interesse og evner for disse fag end at blive opfattet som nørder.
Mange forældre har, ifølge Anderegg, et lidt for afslappet forhold til begrebet nørd, når de hengivent kalder deres poder sådan, bare fordi de elsker matematik, computere og natlige museumsbesøg. For børn i USA er nørdprædikatet dødsens alvor med mobning, social isolation og dyb forkerthedsfølelse til følge. Især de såkaldte tweens, det vil sige børn mellem cirka ni og tretten, er særligt sårbare overfor nørdtitlen. For denne aldersgruppe gælder det nemlig om at være »normal«, at passe ind i gruppen, at blive accepteret. At være stolt af at være en outsider er først noget, ældre børn kan håndtere. Hvad forældrene mener betyder i denne sammenhæng mindre, end hvad kammeraterne siger.
Anderegg, der har haft masser af børn i terapi i sin kliniske praksis, fortæller nogle hjerteskærende historier om børn, der er fuldstændig ulykkelige over at få nørdordet på sig. For eksempel Marty, en sød pige i fjerde klasse, der begynder at få mavepine søndag aften og skriger af smerte mandag eftermiddag. Problemet viser sig at være, at hun har fået briller, og at en pige i klassen kalder hende nørd. Så begynder alle i klassen at kalde hende nørd. »Jeg vidste ikke, at jeg var en nørd,« græder den ulykkelige pige. Nørd er bare det værste, selv om hun egentlig ikke rigtig ved, hvad en nørd er. Eller 13-årige Andy, der ubønhørligt bliver mobbet i skolen for at være nørd, fordi han er god til at programmere, og fordi han går med behagelige træningsbukser i stedet for jeans. Børnene mærker, at nørd er lig med upopulær og udenfor.
Miseren omkring nørd bliver ikke bedre af, at der i dag er en tilbøjelighed til at patologisere nogle af de egenskaber, der hører til nørdstereotypen. Den amerikanske psykiater John Ratey, der har skrevet værket Shadow Syndromes: The Mild Forms of Major Mental Disorders That Sabotage Us (1997) bliver citeret for følgende: »På nuværende tidspunkt er den klassiske autisme ‘skyggesyndromet’ helt klart mandligt. Og hvis vi ser bort fra sociale stereotyper, er den mest genkendelige personificering af dette skyggesyndrom nørden.«
Anderegg raser over Ratey, fordi hans analyse bliver et budskab til børn om, at ud over at være underlige er nørder også syge i hovedet. Det gælder om at bløde stereotyperne op og give lidt mere plads til børns forskellighed og samtidig respektere, at også de anderledes børn har et dybtfølt behov for at blive accepteret af deres kammerater. Således fik Martys forældre det gode råd at give pigebarnet kontaktlinser, ligesom Andys forældre indså, at de skulle forære Andy et par jeans. Det løste nogle af de meste akutte problemer med social accept.
Andereggs helt overordnede pointe er, at USA lider af en dyb anti-intellektualisme, og at nørdstereotypen er et udtryk for denne modstand mod kundskab. For at underbygge tesen tager han fat i den amerikanske klassiker, The Legend of Sleepy Hollow (af Washington Irving, 1813), som er fast pensum på skoler over alt i USA. Hovedpersonen, skolelærer Ichabod Crane, boglig, tynd og indbildsk, taber kampen om pigen til muskelbundet Brom Bones. Hvorfor overhovedet undervise i en bog, der fortæller børn, at det er dumt at læse bøger, og at skolelærere er latterlige og kedsommelige, spørger Anderegg.
Han refererer ligeledes til den amerikanske digter og filosof Ralph Waldo Emerson, der i 1837 holdt talen The American Scholar, en slags uafhængighedserklæring for amerikanske intellektuelle. Emersons store tema var, at amerikanere først og fremmest er handlingens mænd og ikke tænkningens (reflektionens) mænd – og netop ikke kvinder, der ikke havde adgang til uddannelse dengang. Under denne opdeling i handling og tænkning er der en mere gedulgt ængstelse omkring maskulinitet: at tænkning er kvindagtigt!
Det er en tråd, der kan trækkes op til i dag, hvor anti-intellektualismen fortæller drenge og unge mænd, at man bliver grim og usexet af at studere for eksempel matematik og naturvidenskab. Noget, kvinder i øvrigt altid har vidst, bemærker Anderegg lakonisk.
Det er David Andereggs pointe, at den dybereliggende problematik, som nørdhadet er en del af, kun kan vendes ved en massiv kulturel intervention. Det er ikke nok at snakke pædagogik og nye læringsformer for at tænde børns interesse for de nørdede fag. Holdningen til opsplitningen af individet i handling og refleksion skal vendes. Måske skal man søge tilbage og finde rollemodeller i figurer som Odysseus, som forstod at kombinere intelligens og snarrådighed med fysisk styrke og handling. Anderegg slår til lyd for, hvad man kan kalde »det hele barn«, som får lov til at udfolde sig selv, så fri af stereotyper som muligt. Her spiller forældrene en stor rolle. De kan for eksempel starte med at elske deres egen indre nørd og nyde de »øjeblikke af henført barnlig ikke-selvbevidsthed«. Altså stunder, hvor man laver noget, man virkelig kan lide uden at se på sig selv udefra.
Det er vanskeligt at oversætte vilkårene for børn og unge i USA til vilkårene for børn og unge i Danmark. Men visse lighedspunkter er der: Også i Danmark er der et deficit af unge, der vælger naturvidenskabelige-, ingeniørfaglige- og IT-uddannelser. Med søgningen til disse uddannelser i 2008 som en markant undtagelse, dog. Drenge og unge mænd søger højere uddannelser i meget mindre omfang end kvinder. Måske lider Danmark også under en snert af anti-intellektualisme, der især rammer drenge? Selv om Andereggs bog har en stærk amerikansk slagside, har den bestemt noget at byde på i en dansk sammenhæng: Der er ikke noget i vejen med at være stræber, at ville gøre en forskel og bruge hovedet. Sådan nogle børn har Danmark velsagtens også brug for.
Nørd
Ordet har været en del af dansk sprogbrug siden 1984, hvor speedsnakkeren Kim Schumacher oversatte titlen på den amerikanske film The Revenge of the Nerds til »Nørderne kommer«. I USA er der uenighed om, hvorvidt ordet stammer fra den folkekære børnebogsforfatter Dr. Seuss’ bog fra 1950 If I Ran the Zoo, hvor drengen Gerald McGrew vil hente en underlig nerd hjem til zoo. Eller hvorvidt nerd oprindeligt var en akronym for dem, der arbejdede i Northern Electric Research and Development (NERD) i Ottawa i Canada i 1950erne.
