Oskulation. Kys er udveksling af kompleks sanseinformation. Læner De også hovedet mod højre som de fleste? Ny bog analyserer grundigt og muntert.
Sammen med omkring 90 procent af verdens befolkning har De utvivlsomt også erfaret, at kys kan være en ganske behagelig form for adfærd. Ingen andre dyr har vores ekstremt følsomme, udadvendte læber, selvom flere af de store primater kysser for at vise affekt, forsoning eller hengivenhed. De amourøse bonobochimpanser praktiserer som angiveligt de eneste andre dyr åbenmundede kys, og i Congo har en forsker såmænd observeret bonobopar kysse og nappe i hinandens læber og tunge i op til tolv minutter ad gangen. Hvis man udvider kyssebegrebet til også at omfatte læber-mod-krop eller kropmod-krop adfærd, udviser dog næsten alle dyr en eller anden form for kysselignende opførsel. Elsdyr og egern gnider næse, søkøer napper til deres partnere, muldvarper nulrer snude, skildpadder banker let på hinandens hoveder, giraffer vikler hals, elefanter udforsker andre elefanter med snablen, hunde slikker, og fugle gnubber næb.
Men når nu adfærden er så udbredt, hvorfor er der så ikke forsket mere i fænomenet, der på latin bærer det fine navn oskulation, spørger videnskabsjournalist og marinbiolog Sheril Kirshenbaum. Med bogen The Science of Kissing. What Our Lips Are Trying To Tell Us har Kirshenbaum sat sig for at dissekere, hvad man ved om kys. Især de menneskelige af slagsen. Og det er der kommet en underholdende og detaljerig bog om kyssets evolutionshistorie, kulturhistorie og anatomi ud af.
NÅR to mennesker kysser – og her er der tale om et åbenmundet kys – udveksler de en masse kompleks sensorisk information om hinanden, hvad angår for eksempel lugt, smag og berøring. »Har han lige spist løg?« eller »Hvor er de hænder på vej hen?« som Kirshenbaum muntert skriver. Hele to tredjedele af menneskeheden hælder hovedet mod højre, når de lægger an til at kysse. I løbet af et kys øges blodtilførslen til hjernen og pupillerne udvider sig, hvorfor mange lukker øjnene under et kys. Kroppen begynder at producere hormoner i form af dopamin, oxytocin, serotonin og adrenalin. Hvis man er heldig, kan en strøm af endorfiner yderligere sætte gang i velbehagelige fysiske fornemmelser.
Faktisk er en ret stor del af hjernen helliget behandling af informationer fra menneskets fintmærkende læber – større end den del, der bearbejder information fra kønsorganerne. En amerikansk psykolog ved navn John Bohannon hævder, at de fleste mennesker følgelig kan bringe deres første romantiske kys i meget mere præcis og levende erindring end deres første seksuelle oplevelse. Et kys indeholder simpelthen flere informationer.
Det er også interessant at bemærke, at omkring 60 procent af både mænd og kvinder har droppet en potentiel partner på baggrund af et »forkert« kys. Her er det måske mere subtil information, der er på spil, nemlig udsondringen af duftstofferne feromoner.
De kan signalere alt fra, hvor en kvinde er henne i sin cyklus til graden af en mands testosteronproduktion.
Alt sammen vigtig viden, hvis man er ude efter en partner at formere sig med. Endvidere ser det ud til, at feromoner måske kommunikerer information om vævstypeforligelighed eller major histocompatibility complex ( MHC), en gruppe gener, der kontrollerer immunforsvarets evne til at bekæmpe sygdom.
De stærkeste børn kommer ud af forældre med to meget forskellige sæt MHC. Et såkaldt »svedig T-shirt« -eksperiment foretaget i Schweiz viste, at kvinder foretrak svedige undertrøjer fra de mænd, hvis MHC var mest forskellig fra deres egen.
Hvad angår kys kan der også blive tale om udveksling af TMI, too much information, i form af myriader af bakterier i vores spyt.
Kirshenbaum fremhæver de mange farer ved disse mikroorganismer – karies og kyssesyge for blot at nævne to. Men hun bringer ingen ny forskning til torvs om de mulige gavnlige virkninger, som udvekslingen af bakterier også kan have. Megen nyere forskning inden for dette felt begynder ellers netop at påvise det komplekse samspil mellem mennesker, bakterier og helbred.
Men én ting er kyssets anatomi, hvad med dets udviklingshistorie? En så udbredt adfærd må have betydning for menneskeheden i et evolutionært perspektiv, er Kirshenbaums tese. Ifølge nogle forskere kan kys være vokset frem af mødres fodreadfærd, hvor fortygget mad bliver proppet ind i spædbarnets mund med tungen.
En praksis, der stadig er udbredt flere steder i verden. Andre hævder, at kys er afledt af snuseadfærd. Hvert menneske har en helt karakteristisk duft, der bliver udsondret i særligt koncentrerede mængder omkring næsen, halsen og hårgrænsen.
Det er vigtigt, at individer kan kende hinanden og især deres slægtsforhold, og der er som bekendt ikke særlig langt fra næse til mund. Andre mener, at kys kommer af en kompliceret vekselvirkning mellem farvesyn, seksuel lyst og udviklingen af menneskelige læber. For det første har mennesket udviklet en overlegen evne til at skelne farven rød, formentlig for hurtigt at kunne identificere de lækreste og mest modne frugter og bær under fouragering, anfører Kirshenbaum. Rød lover belønning, og evnen til at se rødt giver en overlevelsesmæssig fordel. Selv i dag rapporterer psykologer, at farven rød kan sætte puls og åndedræt i vejret hos mennesker.
Her trækker Kirshenbaum den gamle cirkushest Desmond Morris af stald. Tilbage i 1969 introducerede han det fængslende begreb »genitalt ekko« i bogen Den nøgne abe. Det hentyder til, at Homo sapiens-hunnens mundlæber ifølge Morris i påfaldende grad ligner hendes kønslæber ( minus kønsbehåringen forstås). Hvis den nøgne abehun tillige maler munden rød, sender hendes svulmende læber samme signal som mange hunabers svulstige, parringsparate røde røv. Seksuel belønning vinker forude.
Morris mente endvidere, at voksne forbinder stimulering af læberne med tryghed og kærlighed fra behagelig dien ved moderens bryst.
KYS har set meget forskellige ud i forskellige kulturer rundt omkring i verden, påviser Kirshenbaum, men selv i kulturer, hvor kysset ikke eksisterede, som vi kender det i dag, »klappede, slikkede, gnubbede, sugede, nappede eller blæste folk på hinanden som indledning til samleje.« Men Europa har haft held til at eksportere det åbenmundede, erotiske kys til de fleste steder i verden, ikke mindst via film. Det første filmkys optrådte allerede i 1896 og varede i hele 30 sekunder.
En anmelder kommenterede, at »synet af skuespillernes forlængede græsning ved hinandens læber var vanskelig at overvære.« Kirshenbaum kommer naturligvis ind på alle mulige kønsforskelle i oplevelsen og udførelsen af kys i stil med: Mænd foretrækker store våde kys og mener, at kys er et skridt på vejen til det egentlige, nemlig sex. De er ikke kræsne, hvad angår mundhygiejne. Kvinder, derimod, er meget optagede af ånde, smag og tændernes tilstand og opfatter kys som et mål i sig selv – og dårlig mundhygiejne er et klart turn-off. Fremhævelsen af kønsforskelle udgør besnærende læsning. Spekulationer om, hvordan de er opstået, er da også en fast bestanddel af enhver tekst om adfærd og menneskets evolution. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at når Kirshenbaum netop ellers fremhæver og dokumenterer store kulturelle variationer i kyssets karakter og udførelse, så generaliserer hun her en kende.
Det kunne være interessant at vide, om mænds og kvinders kysseadfærd i andre kulturer nuancerer de nævnte kønsforskelle.
Måske kysser fyre på Borneo eksempelvis anderledes end fyre på amerikanske universiteter.
Sidstnævnte udgør en stor del af forsøgspersonerne i mange af de undersøgelser, bogen refererer til. Og hvis vestlige film, som Kirshenbaum mener, har inspireret verdens kulturer til ensretning af det erotiske kys, så er det måske ikke mærkeligt, at netop de meget store, våde kys, mange film viser, slår igennem.
Når der er sagt, er The Science of Kissing et rigtig interessant skridt i retning af en egentlig videnskab om oskulation.
