Botox glatter ikke kun panderynker. Pølsegiften viser sig muligvis også at være ren gift for vores sociale relationer
Kvinder, der har fået deres pandeparti lammet med et botoxlignende stof, har svært ved at genkende vrede ansigter, viser ny forskning. Det skyldes det enkle faktum, at botox svækker deres evne til at mime andre menneskers vrede ansigtsudtryk. Botox bruges regelmæssigt af millioner af kvinder (og mænd) af kosmetiske grunde. Ikke overraskende hævder nogle amerikanske plastikkirurger, at behandlingerne måske i længden vil gøre folk gladere, fordi det nedsætter deres evne til at udtrykke vrede og andre negative følelser. Andre mener til gengæld, at botox vender op og ned på de vigtige, nedarvede forbindelser mellem ansigt og hjerne, der ligger til grund for, hvordan mennesker interagerer socialt.
Dybest set handler ansigtsudtryk hos mennesker og andre pattedyr nemlig om kommunikation, og forskellige typer grimasser bruges som oftest til at klare konflikter og bidrage til at skabe og styrke sociale bånd mellem individer. Forskere mener, at årsagen til at én lille gruppe pattedyr, nemlig primaterne, udviklede meget komplekse ansigtsudtryk over tid, ligger i deres meget intense og komplekse sociale liv. Mennesker og andre primater deler i øvrigt meget af den samme ansigtsmuskulatur og kan frembringe en lang række forskelligartede og sofistikerede ansigtsudtryk.
Evolutionsteoriens fader, Charles Darwin, var hele sit liv dybt fascineret af ansigter både hos mennesker og dyr. Han tilbragte mange timer i Londons Zoo og studerede eksempelvis organgutanger, der skar ansigt af deres eget spejlbillede. Han granskede fotos af mennesker med mange forskellige grimasser og var interesseret i, om mennesker overalt på jordkloden udtrykte følelser på samme måde. Han fik venner og bekendte forskellige steder i verden til at indrapportere om, hvilke ansigter, mennesker i deres egn brugte til at vise hvilke følelser.
I 1872 udgav Darwin The Expression of the Emotions in Man and Animals, hvori han beskriver ansigtsudtrykkenes universelle karakter – blandt andet baseret på disse indberetninger. Darwin argumenterede for, at menneskehedens brede vifte af ansigtsudtryk var resultat af naturlig udvælgelse. Desto bredere et spektrum af ansigtsudtryk et individ kan vise og forstå, desto større er overlevelsesevnen.
Det er almindeligt kendt, at mennesker instinktivt mimer andre ansigter, når de ser dem. Børn begynder på det allerede få dage efter fødslen. Forsøg viser, at når vi ser på et ansigt, bliver det genkendt, og samtidig aktiverer vi bare et splitsekund de muskler, der bruges til at frembringe det samme ansigtsudtryk. Hvis man for eksempel ser en, der smiler, vil musklerne i ansigtet uvægerligt trække sig sammen i skyggen af et smil. Samme refleks gælder for triste og vrede ansigter.
Men flere psykologer slår nu på, at det ikke blot er en hjernedød refleks, når vi mimer ansigter. Tværtimod spejler vi den andens ansigtsudtryk for at kunne mærke, hvad den anden føler. Vi sætter os i bogstaveligste forstand i det andet menneskes følelsesmæssige sted for at forstå, hvad der foregår med det. Vi mimer for at med-føle.
Den amerikanske neuropsykolog Lindsay Oberman lavede for nyligt et eksperiment, der demonstrerede denne opdagelse. Hun bad forsøgspersoner se på en række billeder af mennesker med forskellige ansigtsudtryk samtidig med, at de bed sammen om en blyant. De skulle så fortælle, hvad ansigtsudtrykkene betød. Sammenlignet med forsøgspersoner, der ikke bed sammen om blyanter, var de ligeså gode til at genkende triste eller vrede ansigter. Men de havde store vanskeligheder med at genkende glade ansigter. Sjovt nok er netop de muskler, man bruger til at bide sammen om en blyant, de samme, som man bruger til at smile. Det ser ud til, at fordi forsøgspersonerne ikke kunne mime ansigtet og føle glæden selv, var det svært for dem at genkende ansigtet som glad.
For at undersøge hvordan spejling af ansigter afstedkommer med-følelse, tog den tyske læge Leonard Schilbach en gruppe frivillige forsøgspersoner og computeranimerede figurer i brug. Forsøgspersonerne så på film af computeranimerede mennesker, der vendte sig om og smilede mod dem. Samtidig scannede forskerholdet forsøgspersonernes hjerneaktivitet og registrerede, hvad der skete med deres ansigtsmuskulatur. Senere analyserede de, hvad der foregik i hjernerne på forsøgspersonerne i præcis det øjeblik, de begyndte at spejle det smilende computeransigt.
Det viste sig, at flere områder i hjernen blev aktiverede. Det drejede sig om de områder, der bliver aktive, når man føler trang til at bevæge ansigtet, når man har følelsesmæssige oplevelser, og når man forsøger at finde erindringer om følelser frem. Schilbachs forsøg viste endvidere, at den del af hjernen også bliver aktiveret, som transmitterer følelsesmæssige signaler til resten af kroppen. Dermed bliver de fysiske fornemmelser fremkaldt, der ledsager bestemte følelser.
Schilbachs forsøg synes også at demonstrere, at spejling af ansigter får os til at opleve de samme følelser, som det ansigt, vi spejler.
En anden tysk forsker, Bernhard Haslinger, tog et helt andet middel i brug for at teste mimefunktionen, nemlig Dysport. Dysport er et botoxlignende stof, der brugt i ganske små doser kan lamme mindre muskelgrupper i nogle uger. Botox bruges af millioner af mennesker i den vestlige verden til at udglatte rynker ved at lamme dele af ansigtet, f.eks. panderegionen. Det ved enhver, der har set skuespillerinden Nicole Kidmans pande de sidste par år. I Haslingers forsøg fik 19 kvinder Dysportindsprøjtninger. Efter et par uger fik de scannet hjernen samtidig med, at en række ansigter blev vist for dem. De blev bedt om at mime eller blot iagttage de forskellige grimasser. Haslinger gentog forsøget med 19 andre kvinder, der ikke var blevet behandlet med det botoxligende stof.
Hos begge hold kvinder blev de samme dele af hjernen aktive, når de så de ulykkelige ansigter. Men vrede ansigter afslørede et helt forskelligt mønster i de to grupper. Den del af hjernen, der har med behandling af følelser at gøre, amygdalaen eller mandelkernen, var meget aktiv hos de Dysport-frie kvinder. Omvendt var amydalaen meget lidt aktiv hos de kvinder, der på grund af Dysport ikke kunne rynke brynene. Derudover så det ud til, at Dysportbehandlingen svækkede forbindelsen mellem amygdalaen og hjernestammen, og det kan man i sig selv kalde bekymrende. Hjernestammen transmitterer nemlig mange af de fysiske fornemmelser, der ledsager bestemte følelser – puls, vejtrækning med videre.
Haslingers forsøg tyder på, at kosmetiske botoxbehandlinger, foruden at lamme folks ansigter, lammer deres evne til at forstå, hvad andre mennesker føler. Så spørgsmålet er ganske enkelt, om vi ved at kappe forbindelsen mellem ansigt og hjerne også kapper vigtige sociale forbindelser mellem mennesker?
