Hendes fund af en hel plesiosaurus i 1823 befæstede hendes position som fossiljæger nummer ét, også i en international sammenhæng. Men som kvinde var hun forment medlemskab af Englands Geologiske Selskab indtil 1904 og kunne ikke diskutere de fund, hun selv havde gjort.
"Plesiosaurus macrocephalus", found by Mary Anning
I 1812 udgravede en 12-årig håndværkerdatter et forunderligt krokodillelignende fossil fra kalkklipperne i nærheden af byen Lyme Regis på Englands sydkyst. Fossilet var over seks meter langt, og ingen kunne regne ud, hvor gammelt det var, og om det var resterne af et dyr, der stadig levede. Ja, i det hele taget hvad det i grunden var for et væsen. Det havde både fiske- og øglelignende træk, og efter fem års diskussion frem og tilbage blandt tidens fremmeste videnskabsmænd fik fossilet i 1817 navnet iktyosaurus. Det betyder netop »fiske-øgle«.
Pigen hed Mary Anning (1799-1847), og iktyosaurusen var det første af mange bemærkelsesværdige fossile fund, hun gjorde i løbet af sit korte liv. Foruden en række iktyosaurustyper fandt hun eksempelvis den første komplette plesiosaurus (svaneøgle), pterosaurus (flyveøgle) og Dapedium politum (en fiskeart). Og hvert fund bidrog afgørende til at nyskrive historien om Jordens alder og livets udvikling. Endvidere skubbede hun med sine fund til udredningen af de altid fascinerende koprolitter, eller fossillerede fækalier.
Mange var enige om, at Anning var tidens største fossiljæger, alligevel gik hendes navn og bedrifter næsten i glemmebogen. Derfor kan man kun glæde sig over, at den amerikanske journalist Shelley Emling har sat sig for at skrive et tillæg til videnskabshistorien med The Fossil Hunter. Dinosaurs, Evolution, and the Woman Whose Discoveries Changed the World. Ganske vist er der udkommet nogle børne- og ungdomsbøger (for eksempel Mary Anning and the Sea Dragon fra 1999 og Curious Bones fra 2005) samt et antal artikler hen ad vejen, men Emlings er den første egentlige biografi om fossiljægeren Mary Anning.
Der er ingen tvivl om, at Mary Anning var en ener, der trodsede tidens forskrifter, både hvad angik køn og klasse. For videnskab var på daværende tidspunkt primært en syssel for gentlemen fra de bedre klasser, der egenrådigt besluttede, hvem der kunne indlemmes i videnskabens rækker og historie. Eksempelvis var kvinder forment medlemskab af Englands Geologiske Selskab indtil 1904, så Mary Anning kunne ikke deltage i diskussioner af de fund, hun selv havde gjort.
Først nogle år inden hun døde af brystkræft, besluttede Selskabet at tildele hende en årlig sum penge for hendes bidrag til geologien. Ikke desto mindre gjorde hun indtryk på herrerne inden for 1800-tallets gryende videnskabelige discipliner geologi og palæontologi, og hun blev endda gode venner med en del af dem. For Mary Anning var ganske berømt i sin samtid, og en række af tidens største videnskabsmænd frekventerede Lyme Regis for at lære om og lede efter fossiler sammen med hende. Desuden ville de købe hendes fund. Nok oparbejdede Mary Anning en stor viden om fossiler, geologi og sammenlignende anatomi i sin levetid, men for at leve måtte hun sælge, hvad hun fandt.
Præsten og geologen William Buckland, senere Oxfords første professor i geologi, blev Annings livslange ven og sparringpartner, og sammen vadede de i vand op til knæene på udkig efter forsteninger. Samleren Thomas James Birch og rigmandssønnen Henry De la Beche tilhørte også hendes faste kreds af støtter. Selv den sammenlignende anatom Richard Owen, der opfandt betegnelsen dinosaurus (frygtelig øgle) i 1841, besøgte Mary i Lyme Regis. Den bedsteborgerlige Elizabeth Philpot, der også var en ivrig fossiljæger i Lyme Regis, bidrog ligeledes til at udvikle Marys viden og talent.
Dog var den schweiziske naturhistoriker Louis Agassiz den eneste, der i sin afhandling takkede Mary Anning (og i øvrigt også Elizabeth Philpot) for deres bidrag til videnskaben. Desuden opkaldte han som den eneste to fiskearter efter Mary, Acrodus anningiae og Belenostomus anningiae, og en enkelt efter Elizabeth, Philpot Eugnathus philpotae.
Mary Annings ry tiltrak også nysgerrige lægmænd og kvinder, og en adelskvinde, der besøgte Mary Anning, skrev følgende: »Denne unge kvinde har gjort sig så bekendt med videnskab, at hun ved, hvilken art en knogle tilhører, lige så snart hun finder den. … Ved at læse og arbejde hårdt har hun opnået en sådan grad af viden, at hun skriver og taler med professorer og kloge mænd om faget, og de anerkender alle, at hun forstår mere om denne videnskab end nogen anden i riget.«
Der var ikke noget i Mary Annings baggrund, der tilsagde, at hun engang ville omgås høj som lav og endog blive venner med nogle af datidens fremmeste videnskabsmænd. Faderen var møbelsnedker og supplerede familiens sparsomme indtægt ved at samle og sælge såkaldte kuriositeter. Lyme Regis var nemlig et velkendt kursted. Det tiltrak velhavere fra større byer, der ville nyde havets helbredende virkning.
Turisterne var især interesserede i såkaldte snake stones, i dag bedre kendt under betegnelsen ammonitter. En uddød gruppe blæksprutter, som havde en ydre skal af kalk og var rullet op i en spiral. Man mente, at de havde magiske egenskaber og kunne kurere alt fra slangebid til impotens. Endvidere var de kuriøse sten dekorative, og Mary Annings far var blandt de første, der fandt på at gennemskære slangesten, polere dem og blotlægge deres indre strukturer. Ifølge Emling var det de mange daglige strejfture på strandene omkring Lyme Regis med faderen på jagt efter salgbare kuriositeter, der gav Mary den helt særlige evne til at læse klipperne og stranden og få øje på spændende fossiler. For kyststrækningen omkring byen gemmer på rester af 200 millioner år gammelt dyre- og planteliv.
Mary Anning
Alligevel var det faktisk Annings bror Joseph, der i maj 1811, kort tid efter faderens død, fandt hovedet af Mary Annings første iktyosaurus. Det var over en meter langt med flere end 200 tænder og kæmpe øjenhuler, og i løbet af hele det næste år gennemsøgte Mary klipperne omkring findestedet for at lokalisere resten af kroppen. Oven på en efterårsstorm havde hun heldet med sig, og efter mange måneders møjsommeligt arbejde blotlagde hun resten af det kæmpestore skelet.
Det havde svømmefødder som en delfin, en mund som en krokodille, en rygrad som en fisk og et bryst som et firben. Hun solgte skelettet for 23 pund til en lokal samler. Beløbet var nok til at brødføde familien i over et halvt år. Køberen donerede skelettet til en samler i London, hvor det blev vist frem på The Museum of Natural Curiosities. Folk fra nær og fjern flokkedes til museet for at se det mystiske væsen. I mellemtiden sloges videnskabsmændene om, hvad skabningen egentlig var, og hvor og hvornår den stammede fra. I dag ved man, at den er en omkring 170 millioner år gammel uddød hvaløgle, og de store øjenhuler tyder på, at den fandt sit bytte ved synssansen.
I begyndelsen af 1800-tallet var det stadig en gængs opfattelse blandt teologer, videnskabsmænd og lægfolk, at Jorden var omkring 6000 år gammel. Faktisk satte de fleste lid til Joseph Usshers datering af Jorden. Han var ærkebiskop af Armagh og kundgjorde i 1650, at Jorden blev skabt klokken otte om aftenen den 23. oktober 4004 f.kr. Før den tid var der intet. Men længe inden Mary Anning fandt sit iktyosaurusfossil, var der dukket fossiler op mange steder i England, som på det tidspunkt befandt sig i den gryende industrielle revolutions tidsalder. Man åbnede miner til udvinding af for eksempel kul og jern og etablerede infrastruktur i form af kanaler og jernbaner.
»Resultatet af al denne voldsomme aktivitet var udgravning, masser af udgravning. Og al denne udgravning genererede et fænomenalt antal fossile fund,« skriver Shelley Emling. Hvert og et af disse fund pirkede til datidens teologiske tænkning.
Det var skæbnens ironi, at mange geologer og palæontologer i begyndelsen af 1800-tallet var gudfrygtige mænd, der havde svært ved at forlige deres videnskab med deres religion. Man forestillede sig for eksempel ikke, at noget kunne være uddødt. Når man fandt resterne af fremmedartede skabninger, som for eksempel Marys iktyosaurus, konkluderede man derfor, at de stadig måtte eksistere et andet, ukendt sted på jordkloden. Og lignede den egentlig ikke også en meget speciel krokodille?
Det var Mary Annings fund af en hel plesiosaurus i 1823, der for alvor satte videnskaben og teologien på den anden ende. For her var resterne af et dyr, der absolut ikke lignede noget kendt levende væsen. Annings ven, William Buckland, udviklede for eksempel den teori, at uddøde, fossile dyr var resultat af syndfloden. Annings plesiosaurus-fund havde en meget lang hals bestående af 35 halshvirvler, et diminutivt hoved, en skildpaddelignende krop og en kort hale.
Den engelske geolog og præst William Daniel Conybeare havde ud fra fund af diverse skeletfragmenter teoretiseret over eksistensen af et sådant væsen og havde forlods givet det et navn. Efter sigende kunne han ikke færdiggøre sin søndagsprædiken, da han fik nys om Marys fund. Nyheden om Annings plesiosaurus-skelet ramte også Frankrig og den distingverede naturhistoriker Georges Cuvier. Han mente imidlertid, at der var tale om et falsum. Efter Cuviers opfattelse, erfaring og ekspertise kunne der ikke have eksisteret et dyr med et så stort antal halsvirvler: Mary Anning måtte have sammensat dyret af en slange og en iktyosaurus. I datiden var Cuvier ikke en person, man krydsede klinger med, men efter mange og lange diskussioner i Londons Geologiske Selskab, blev forsamlingen dog enige om, at der var tale om et ægte skelet. Og Cuvier måtte modstræbende give englænderne ret. Fundet befæstede Mary Annings position som fossiljæger nummer ét, også i en international sammenhæng.
Mary Annings egen tegning af fossil
Foruden sine mange fund beskæftigede Mary Anning sig med de førnævnte forstenede ekskrementer, også kaldet koprolitter. Det var en passion, hun dyrkede sammen med Oxfordprofessoren Buckland. Han var såmænd så optaget af de fossile fækalier, at han lod et helt spisebord udsmykke med indlagte, polerede koprolitter. Velbekomme! Koprolitterne viste sig i øvrigt at være en gave for palæontologien. De rester af fisk, knogler, tænder og ryghvirvler med mere, som Anning og Buckland fandt i dem, fortalte en vigtig historie om, hvad for eksempel en iktyosaurus levede af. Nemlig af andre, mindre dyr. Spis eller bliv spist! lød deres konklusion.
I slutningen af Shelley Emlings udtømmende biografi hævder hun, at »det var Marys arbejde, der var fundamentet for udviklingen af evolutionsteorien.« På den måde skriver Emling Mary Anning ind i en videnskabshistorie om den geniale ener, hvis ideer og opdagelser ændrer verden. Der er ingen tvivl om, at Marys fund bidrog afgørende til forståelsen af livets oprindelse og jordklodens alder. Men i grunden er hele biografien en demonstration af, at videnskab og nyopdagelser snarere er en kollaborativ bestræbelse. For med Annings liv som optik viser Shelley Emling, at formuleringen af evolutionsteorien, dateringen af Jorden og forståelsen af fossiler skete i et samspil mellem personer, ideer, iagttagelser og opdagelser.
Emling er bedst, netop når hun sætter Mary Annings liv ind i 1800-tallets uhørt spændende naturvidenskabelige nyopdagelser og tænkninger. Værst er hun, når hun forsøger at kravle ind i Mary Annings sind med formuleringer såsom »hun var nok nervøs«, og »det frygtelige vejr afspejlede formentlig hendes humør«. Foretrækker man spekulationer af denne karakter, er det langt mere givende at læse Tracy Chevaliers nye roman, Remarkable Creatures – en fiktionaliseret fortælling om venskabet mellem Mary Anning og den tyve år ældre Elizabeth Philpot.
I dag er en 90 kilometer lang kyststrækning omkring Lyme Regis nu på Unescos Verdensnaturarvliste. Den har fået navnet Jurakysten. Fossiljægere gør fortsat fantastiske fund, senest i oktober 2009, hvor en lokal samler fandt et 2,4 meter langt hoved af en havdinosaurus. Og hvis vejen falder forbi Natural History Museum i London, kan den interesserede møde den faktiske plesiosaurus, som Mary Anning fandt i 1823.
Shelley Emling: The Fossil Hunter. Dinosaurs, Evolution, and the Woman Whose Discoveries Changed the World. Macmillan 2009.
