Meteoritter og firbenede fisk

Interview med Hanne Strager, formidlingschef for Statens Naturhistoriske Museum. Bragt i Weekendavisen den 21.12.2007.

Forleden rørte jeg ved en af de ti største meteoritter i verden, men man kan ikke beskylde nogen for at gøre stads ud af den af den grund. Som en stor trøffel ligger den tonstunge tingest på et leje af rustne jernbjælker på en parkeringsplads foran Geologisk Museum og inviterer næsten til, at nogen bakker ind i den.

Bag ved den er et skilt, hvoraf det fremgår, at den er døbt Agpalilik, at den vejede 20,1 ton, før den blev skåret over, og at den er en af seks store meteoritter fundet ved Kap York i Nordgrønland. Den består af 89 procent jern, 8 procent nikkel og 2 procent svovl. Der afsluttes med noget på geologisk: »På snitfladen ses de mange troilit-indeslutninger som paralleltorienterede, aflange legmer.« Så lærte jeg det.

Der er ingen lov, der siger, at naturhistoriske genstande behøver at være udstillet, så de taler ned i min humanistisk formede fascinationstrang. Men det her er jo nærmest anti-formidlet, tænker jeg, mens jeg inspicerer den mere sjældne end kønne Agpalilik. Den bærer jo trods alt i sig, hvad en artikel i Geoviden kalder »himlens eget varemærke«: Imens den asteroide, meteoritten var en del af, gled gennem Universets intethed, formedes særegne krystallinske strukturer ved ultra langsom nedkøling (1 grad per 10.000 år). Meteoritten er fire en halv milliard år gammel og giver beskueren en mageløs chance for at røre ved noget, der forbinder hende med Solsystemets og Jordens oprindelse, livet og alting. Giv os nogle facts, men garner dem gerne med lidt fascination.

»Jeg har fundet et godt hjørne her henne,« siger Hanne Strager, der i foråret 2007 blev formidlingschef ved det nu samlede Statens Naturhistoriske Museum. Jeg følger sporet af hendes stemme gennem samlingen i stueetagen på Zoologisk Museum. Forbi 100 år gamle papkasser med fulgeskind og -ben, forbi udstoppede dyr, slanger i sprit og knogler i glasmontrer. Jeg finder hende siddende i en stol omkranset af hvalkranier på højkant. Ikke mærkeligt at hun har valgt denne placering for interviewet. Hanne Strager studerede nemlig hvaler, nærmere betegnet spækhuggeres vokale dialekter i Nordnorge, før hun slog sig på naturhistorisk formidling.

Hanne Stager er på en mission. De seneste 20 år har der været en nedadgående tendens i besøgstallet for Geologisk Museum, Botanisk Have og Museum og Zoologisk Museum, som udgør Statens Naturhistoriske Museum. Dog har der været en mindre opgang de seneste 4 år. Hanne Strager vil intet mindre end omvælte, hvordan disse museer formidler naturvidenskab og naturhistorie til den danske offentlighed.

Naturhistoriske museer i Danmark og andre vestlige lande har de sidste mange år i overvejende grad tolket offentlighed som børn og formidling som læring. Udstillingerne er aktivitetsprægede festcentre for børn. Der er nemlig bred konsensus om, at de naturhistoriske museer kan skabe tiltrængt interesse for og viden om naturvidenskab og -historie hos børn og unge. Det er også grundlaget for mange bevillinger til formidling. Tanken er, at børnene tager denne interesse med sig i uddannelsesvalg og voksenliv.

Der er bare ét problem. Unge interesserer sig ikke ret meget for naturvidenskab, som den seneste PISA-undersøgelse også viser. De naturhistoriske museer bærer naturligvis ikke skylden alene, men:
»I virkeligheden fortæller man børn og unge, at det her er barnligt. Naturvidenskab og naturhistorie er noget, man vokser sig fra, når man bliver større, ligesom man vokser fra Barbiedukker og elektriske tog. Det er næsten sådan, at hvis du er femten og går på naturhistorisk museum, er det nok, fordi du er sent udviklet,« siger formidlingschefen. Derudover er konkurrencen på oplevelser benhård, og ifølge Strager er andre aktører bedre til at lave den type af aktivitet end et museum.

»Museer egner sig bedre til at skabe fordybelse og refleksion. Noget, hvor der er fred og ro,« siger hun.
Den samling, som Hanne Strager og jeg sidder midt i, er lukket for offentligheden, og dens titusinder af genstande ligger hulter til bulter. Uformidlet og desorganiseret kan samlingen ifølge Hanne Strager noget, som andre udstillinger tilsyneladende ikke kan:
»Når jeg for eksempel tager skolebørn, kursister eller arkitekter herned, er de ikke til at hive ud igen. Stedet har fascinationskraft. Det er meget tankevækkende. For hvordan kan det være, at det her sted, hvor vi ikke har gjort noget som helst ud af præsentationen, virker stærkere på folk end udstillinger oppe på femte sal, hvor vi har gjort virkelig meget ud af at det? Jeg synes, at vi som formidlere skal koncentrere os om at finde frem til det, som fascinerer. Vi skal glemme alt om, hvad folk lærer noget af. Vi har alt for længe brugt vores kræfter på at formidle viden, men det vigtigste, vi overhovedet kan gøre, er at fascinere folk. Så skal de nok finde ud af få den viden, de har brug for.«

Hanne Strager udfordrer de seneste mange års formidlingstraditioner i den naturhistoriske verden. Efter Stragers opfattelse har hun og andre »trampet af sted som en hjord bisoner ud over stepperne i den retning, der hed: vi skal formidle viden, lave aktiviteter og være interaktive.«

Det er efterhånden blevet for anstrengende at tage på museum. Det mener eksempelvis en af Hanne Stragers kolleger i USA. Han vil hellere en tur på stranden med sin søn end den krævende leg at tage på et naturhistorisk museum med fuld damp på aktivitet og indlæring. Ifølge Strager bliver besøgende konstant afkrævet en forståelse, og interaktivitet tolkes som aktivitet. Det er ikke nok at falde i svime over noget, der ser sjovt, spændende, grimt eller bare fantastisk smukt ud.
»Det har jo været krogen for rigtig mange af os, der arbejder herinde. Men det tror vi ikke er godt nok til andre,« siger Strager. »Vi glemmer, at børn også godt kan lide at ligge på maven på et gulvtæppe og synke ind i anden verden. Det er her, at børn og voksne kan møde hinanden. De kan nyde noget sammen, tegne, kigge i mikroskop. Synke ind i noget sammen.«

Men det kræver, at museerne finder nogle helt andre kvaliteter frem af de gamle glasmontrer og støvede magasiner. Hanne Strager har opfundet sin egen opskrift for den nye type museum:
»Vi bør tage et skridt i retning af noget, jeg kalder for slow museum. Ligesom slow cooking. Lad os gå tilbage og gøre tingene ordentligt. Lad os gå tilbage til noget med refleksion og fordybelse. Lad os gøre det til en nydelse at komme på et naturhistorisk museum.«

Hanne Strager fortæller om en udflugt, hun og hendes personale var på i Paris. Efter en centrifuge af aktivitet på forskellige museer, gik turen til Det palæontologiske og anatomiske galleri på Frankrigs naturhistoriske museum. Dette galleri er nærmest et museum i et museum, fanget i en tidslomme fra 1898, hvor det åbnede. Siden er der ikke sket meget: »Det interessante er, at vi bare satte os ned og var der i timevis. Roen faldt på os. Det er noget af det, jeg ønsker for vores museum.«

Formidlingschefen sammenligner i det små galleriet i Paris med samlingen i stueetagen på Zoologisk Museum: »Det minder lidt om at gå en tur på stranden eller i skoven. Du vælger selv, hvad du vil kigge på, og om der er noget, der er spændende undervejs. Folk er fascinerede af selv at kunne gå på opdagelse. Der er bare ret meget mere herinde end på en almindelig strand,« siger Strager. »De vil naturligvis også gerne kunne spørge nogen. Formidling har sin berettigelse, og vi skal bestemt ikke smide barnet ud med badevandet. Men vi skal være meget mere mådeholdende, end vi er nu på formidlings- og læringsfronten.«

Den stærke læringstradition i de naturhistoriske museer hænger sammen med, at de er skabt som studiesamlinger og er del af en universitetstradition. Statens Naturhistoriske Museum hører således under Københavns Universitet. Det betyder selvfølgelig noget for de typer af udstillinger, der kan laves: »Kravene til os om at være videnskabelige er meget store. Vi tør ikke gå så langt med hensyn til at eksperimentere. Men jeg synes, vi skal stole lidt mere på den fascinationskraft, vores samlinger har – både i kraft af de historier, de rummer, og i kraft af deres æstetik, når vi ser ud i fremtiden.«
Før Hanne Strager blev formidlingschef for det samlede Statens Naturhistoriske Museum, var Zoologisk Museum hendes domæne. Udfordringen er nu at tænke plante-, dyre- og mineralriget sammen, efter at de har været adskilt på hver deres museum i omkring 100 år:
»Før det tidspunkt var man læge, præst og naturhistoriker i en skønsom blanding. Men efterhånden som disciplinerne fik deres egen identitet, voksede behovet for at skille et geologisk, zoologisk og botanisk museum ud. Nu har vi fået en større forståelse for, hvordan disse discipliner faktisk hænger sammen. Den største opgave som formidlingschef er at begynde at binde noget sammen på tværs, der har været adskilt så længe.«

Udfordringen er også at forene tre meget forskellige formidlingstraditioner:
»Geologisk Museum har været bundet meget tæt op ad geologistudiet. På Zoologisk Museum sprang man væk fra det studiesamlingsorienterede museum for 40 år siden og lavede en mere folkelig og bred formidling. I Botanisk Have har man en hel anden tilgang, for her går man rundt i en levende samling. Samtidig er den en oase og et grønt åndehul.«
Statens Naturhistoriske Museer har siden 2006 arbejdet for at skabe ét nyt, stort museum netop i tilknytning til Botanisk Have. Hanne Stragers vision for dette nye museum er først og fremmest, at det skal være en smuk og spændende ramme om de mange samlinger, hvoraf nogle stammer helt tilbage fra 1600-tallet. Og så skal det være et sted, hvor folk kan komme, fordi de synes, at naturhistorie er en del af den almene dannelse. »Fagligt ønsker jeg i meget højere grad at forbinde de naturhistoriske og naturvidenskabelige felter i nogle tværgående temaer. For eksempel klima og evolution. Der skal fokus på at skabe fascination. Dernæst er det vigtigt, at vi forbinder os med de humanistiske fag.«

Alle de naturhistoriske genstande på museet skal ifølge Hanne Strager betragtes som en del af landets samlede kulturarv. Nogle af dem har nærmest ikonisk betydning, og passende æstetiske rammer ville understøtte betydningen af dem. Geologisk Museum er for eksempel i besiddelse af fossilet af en firbenet fisk, der er fundet i Grønland. Med den i hånden i 1859 ville Charles Darwin have haft et vægtigt argument for teorien i Arternes oprindelse. Den firbenede fisk er nemlig en mellemform og et bevis for et dyr, der forbinder fiskene med de firbenede væsener på land.

Zoologisk Museum har det eneste af to drontekranier, der eksisterer i verden. Dronten – også er kendt som dodoen – er en fugl, der uddøde på Mauritius i 1600-tallet, fordi den hverken kunne flyve eller flygte fra sultne mennesker:
»De genstande er et vidnesbyrd om hele vores kulturarv. Det har en hel speciel virkning at sige, at man har set det virkelige kranium og det virkelige fossil. Ikke en tegning eller en afstøbning. Ligesom det er en særlig tilfredsstillelse at se den virkelige Mona Lisa på Louvre. Det er sgu vigtigt!,« pointerer Hanne Strager.

For nuværende kan gæsterne dog hverken besigtige drontekraniet eller den firbenede fisk på Zoologisk Museum. Drontekraniet henslæber en trist tilværelse i magasinet, og den firbenede fisk er fjernet i studieøjemed. Tilbage er en faux-baggrund af dens mulige habitat og et par lidet ophidsende stregtegninger af, hvordan den måske har set ud. Der er tydeligvis lang vej igen, og spørgsmålet er vel også, om den naturvidenskabelige verden og den humanistiske overhovedet kan interagere?
»Fra naturvidenskabelig side har man været god til at påpege mangler i den humanistiske verden: De ved ikke noget om atomfysik, evolutionsteori og nanoteknologi. Samtidig synes jeg, at den naturvidenskabelige verden er ufattelig dårlig til at se sig selv i spejlet. Hvis du ser på Zoologisk Museum, Geologisk Museum eller Eksperimentariet for den sags skyld, er der et fuldstændigt fravær af den anden kultur. Naturvidenskaben hænger jo uløseligt sammen med idehistorie, religion, etik og kunst. Vi satser på at realisere en stor udstilling om Darwin i 2009. Her vil vi gribe chancen for at vise, at vi mener noget med også at forbinde os til den anden verden. Om noget har evolutionsteorien haft en utrolig indflydelse på vores forståelse at religion, etik og politik.«

Hanne Stragers tænkning er på linje med den amerikanske kunstner og forfatter Jonathan Keats, der for nylig skrev om skismaet mellem de to kulturer i salon.com: »Naturvidenskab evner at hæve os op over oplevelser, så vi kan bedømme dem mere klart. De humanistiske videnskaber tillader os at dykke ned i oplevelser, så vi kan give os hen til dem mere helt. En virkelig tredje kultur kan findes hos et uddannet og interesseret publikum, der gerne vil favne begge bestræbelser.«

Måske får meteoritten på parkeringspladsen en gang ude i fremtiden en ny og gunstigere placering, der favner naturvidenskabsfolk, børn og almindelige voksne. Ja alle, der er åbne over for at forundres over livet, Universet og alting.