Frygtindgydende. Studiet af ekstreme bølger på over 30 meter er stormet frem de sidste 15 år. Men forskere ved stadig meget lidt om, hvorfor de opstår.
Den 1. januar 1995 rejste en monsterbølge på 26 meter sig ud af de omgivende bølger på 12 meter og skyllede ind over den norske olieboreplatform Draupner. Til sammenligning: Forestil Dem en bølge kun lidt lavere end Rundetårn. De ingeniører, der havde konstrueret platformen, havde kalkuleret med, at Nordsøen måske ville føde en bølge på omkring 20 meter én gang hver 10.000 år. En bølge i størrelsesordenen 26 meter indgik slet ikke i deres beregninger. Men monteret på undersiden af Draupner var en laser-bølgemåler, og for første gang blev eksistensen og størrelsen af en megabølge endegyldigt bekræftet. Indtil 1995 blev indrapporteringer om den slags ekstreme bølger ellers arkiveret under »usandsynlige« eller »skrøner« og blev dermed ikke taget alvorligt. Grundlæggende bølgefysik tilsagde nemlig, at forhold, der kunne fostre ekstreme bølger, var så sjældne, at de stort set aldrig forekom. Draupner-platformen overlevede den abnorme bølge, men det gjorde forestillingen om bølgens sjældenhed ikke.
Fem år senere var det britiske forskningsskib Discovery på togt til Island. Foruden en række forskere var et hav af instrumenter til blandt andet måling af vindhastighed og bølgehøjde med om bord. Skibet røg ud i et uvejr af dimensioner omkring Rockall vest for Skotland.
I fem dage blev det udsat for, hvad der senere skulle vise sig at være de største bølger, videnskaben nogensinde har målt på det åbne hav.
Skibskaptajnen udnyttede al sin erfaring og ekspertise for at ride bølgebjergenes kamme og havde i løbet af sin 30-årige karriere aldrig oplevet noget lignende. Ved hjemkomsten og den senere analyse af målingerne opdagede Naomi P. Holliday, en af de ombordværende forskere, at en tredjedel af bølgerne havde målt omkring 20 meter med mange skarpe stigninger på 30 meter.
SIDEN Draupner og Discovery er verden og videnskaben blevet klogere på ekstreme bølgers forfærdende hyppighed og destruktive kraft. Forfatteren og bølgeentusiasten Susan Case har sat sig for at dele denne viden med verden i sin nye bog The Wave. In Pursuit of the Rogues, Freaks and Giants of the Ocean.
Det er fascinerende, men også dybt alvorlig læsning. Mange store lastskibe er eksempelvis slet ikke bygget til at kunne modstå trykket fra en 30 meter høj bølge. Den rammer med en kraft på hundrede ton per kvadratmeter, nok til at knække selv de største skibe midt over. Set i det lys er det ikke overraskende, at angiveligt 24 store transportskibe i gennemsnit går ned med mand og mus hvert år. Dødelige møder med ekstreme bølger er formentlig en del af forklaringen. Men som Dr. Wolfgang Rosenthal, seniorforsker ved det europæiske MaxWave-projekt fra 2000, fortæller, så bliver årsagerne til disse skibsforlis aldrig undersøgt med samme grundighed som for eksempel flystyrt. »De tilskrives blot ‘ dårligt vejr’,« siger han.
Der er med andre ord alle mulige grunde til at forstå, hvorfor disse bølger opstår, og hvordan man kan varsle dem. Det er dog nemmere sagt end gjort, som Casey viser. For bølger er blandt nogle af de mest komplekse fænomener i verden. Hun besøger et utal af havforskningslaboratorier og bølgekonferencer, og det klare budskab er, at ingen rigtig kan forklare, hvad der foregår.
Bølgeforskning er da også en ret ny disciplin, der først virkelig er begyndt at bølge frem – ja, undskyld mig! – inden for de sidste 15 år.
Efter tsunamien i 2004 og oversvømmelsen af New Orleans efter orkanen Katrina i 2005 er bølgeforskning ligefrem blevet fashionabelt, siger den britiske havforsker Peter Challenor. Bølgernes fortvivlende kompleksitet bliver ikke mindre fortvivlende af, at havet som sådan er ganske uudforsket territorium. Som Casey skriver, så ved vi næsten mere om subatomare partikler og Higgs Boson, end vi ved om havet, der udgør 71 procent af Jordens overflade. Der foregår alt muligt på havbunden i form af jordskred, jordskæv, bjergskred og vulkaner, som indvirker på bølgedannelsen. Læg dertil klimaforandring og opvarmning af verdenshavene, og man begynder at fatte, at det er kompliceret.
Blandt emnerne, der blev berørt på en bølgekonference i Hawaii, var da også kvantemekanik, kaosteori, strømning-og turbulensligninger og atomfysik. I en snak med den sydafrikanske maritime meteorolog Jean Pierre Arabonis erfarer Casey, at næsten flere fysikere end havforskere er i gang med at granske ekstreme bølger. »De er ved at finde ud af, at disse bølger opfører sig ligesom lysbølger. De suger energi fra begge sider og koncentrerer den i et punkt. Lysbølger opfører sig både som partikler og som bølger, og denne tænkning er ved at bevæge forskningen af havbølger ind i en hel anden dimension,« siger han.
I løbet af The Wave citerer Casey en række skræmmende øjenvidneskildringer af ekstreme bølger. Men ingen er så mareridtsagtige som beskrivelsen af den bølge, der ramte den idylliske lille bugt Lituya Bay i Alaska i 1958. Et jordskælv på 8,0 på Richterskalaen forårsagede et jordskred i bunden af bugten. I løbet af to minutter sendte det 300 millioner kubikmeter sten og is fra bugtens stejle skråninger i havet. Det fik en 520 meter høj nedfaldsbølge til at vælte gennem bugten. Det lille skib Edrie med Howard Ulrich og hans syvårige søn om bord lå i ly af en lille ø i bugten. Da Ulrich så den gigantiske bølge, gav han sønnen redningsjakke på, løsnede ankeret og sejlede lige ind mod bølgen, som enhver dreven sømand ville gøre det. »Helvede er brudt løs her. Jeg tror ikke, vi klarer den… Farvel!« råbte han i sin radio. Mirakuløst overlevede han og sønnen, imens al vegetation, jord og liv i en højde af 500 meter blev skrællet væk fra bugtens jordskråninger.
Susan Casey trækker også på beretninger fra helt andre bølgeeksperter. Nemlig big wavesurfere, der trodser al sund fornuft og opsøger kæmpebølger for at ride dem. På YouTube er det muligt at se optagelser af disse bølgernes chanceryttere, og man forstår godt, at det somme tider går grueligt galt. Mere overraskende er det, at en big wave-surfer fra Hawaii som Laird Hamilton har overlevet siden 1995. Foruden at levere nogle forjættende beskrivelser af disse surferes liv på kanten, er det Caseys pointe, at forskerne og surferne måske skulle tag hinanden i hånden. Hvor de forskningsmæssige eksperter foretrækker landjorden som base, lever surferne på vandet, og de bedste af dem udvikler en næsten intuitiv forståelse for havet og de vind-og vejrforhold, der skaber kæmpebølger. Her kunne skrivebordsforskerne godt lære noget, er hendes budskab.
Caseys The Wave er berusende læsning. Spørgsmålet er bare, om man nogensinde får lyst til at begive sig ud på havet igen.
Susan Casey: The Wave. In Pursuit of the Rogues, Freaks and Giants of the Ocean.Doubleday, 2010
Bragt i Weekendavisen den 18.2.2011
