»Personligt kan jeg meget godt lide at være fjernt beslægtet med en svamp og have bonoboen som min nærmeste levende slægtning. Det får mig til at føle mig som en del af verden.« En palæontologs kærlighedserklæring til naturhistorien.
Er De et af den slags mennesker, der drages mod avishistorien om en flok søheste i den før så forurenede flod Themsen? Eller som skal se de sjældne optagelser af den storørede mongolske springmus på nettet? Eller frydes De bare i al almindelighed over planter og dyr og alt levende, så er den britiske palæontolog Richard Forteys nye bog Dry Store Room No 1. The Secret History of The Natural History Museum nødvendig læsning.
Umiddelbart kunne man frygte, at 330 siders museumshistorie ville høre til i den lidt tungere ende. Men Dry Store Room No 1 fænger fra første kapitel. Bogen indeholder en rigdom af iagttagelser om jordklodens mangfoldighed af liv inklusive et udpluk af de homo sapiens m/k, der har gjort denne mangfoldighed bekendt for andre. Nemlig ansatte på Londons naturhistoriske museum.
Der er ingen tvivl om, at museet i London gennem tiderne har tiltrukket en større kvote af skøre kuler og excentriske forskere end andre typer arbejdspladser. At sidde bøjet over mikroskopet for at finde forskellene mellem forskellige typer af almindelige strandsnegle, der stort set ser fuldkommen ens ud, kræver givetvis en særlig type af menneske (han hedder David Reid). At dissekere stinkende hvalådsler år ud og år ind og bestemme deres alder ved at tælle lagene i deres ørevoks fordrer også en særlig form for pligttro (han hed Peter Purves). Men hvor ville verden være et fattigt sted uden disse mange dedikerede enere.
Ikke mærkeligt er den mest grundlæggende kvalifikation for et job på The Natural History Museum ifølge Richard Fortey en fascination af og kærlighed til naturhistorie. Fortey har selv været ansat på museet i over en menneskealder og besidder begge disse kvalifikationer til overflod tillige med en grænseløs nysgerrighed. De mere end 30 år, han forskede i forstenede trilobitter (en dyreart, der florerede på Jorden for omkring 500 millioner år siden), brugte han også på en årelang museal tour de chambre. Han ville vide, hvad resten af museet indeholdt fremfor bare sit eget begrænsede trilobitterritorium.
Bogens titel hentyder således til et magasin, som Fortey faldt over på et af sine mange togter gennem museet. Magasinet indeholdt en broget blanding af udstoppede dyr, knogler, en halv fisk, udtørrede skind, forsteninger og rester af gamle udstillinger. Titlen er imidlertid også et sindbillede på Forteys egen hjerne, og hvad den rummer af erindringsstof fra et liv på museum. Dry Store Room No. 1 er Forteys meget personlige og ganske uofficielle museumshistorie.
Londons naturhistoriske museum i South Kensington åbnede i 1883, da dets samling blev flyttet fra British Museum. Bygningen ligner en katedral, og det er ikke tilfældigt ifølge Fortey . Grundlæggeren Richard Owens vision for museet var nemlig, at det skulle være en hyldest til den »almægtiges glorværdige skaberværk«. Ikke overraskende var Owen ingen tilhænger af Darwins evolutionsteori, som Darwin fremsatte den i 1859 i »Arternes oprindelse«.
Richard Fortey kalder samlingerne på The Natural History Museum »en fejring af, hvad tiden har gjort ved livet.« Fra fossiler til nyopdagede arter fortæller de næsten 80 millioner genstande på museet historien om, hvordan alt levende ændrer sig over tid. Hvordan alt levende tilpasser sig sine omgivelser eller dør. Modsat museets grundlægger mener Fortey ikke, at evolution er en teori, man kan være enig eller uenig i. Samlingerne på The Natural History Museum er i sig selv en kæde af bevisførelse for, at evolution sker.
At der stadig sættes spørgsmålstegn ved evolution, anser Fortey for et af livets virkelig store mysterier:
»Beviserne for evolution er så overvældende, at de kan anses som lige så sikre som det faktum, at Jorden bevæger sig rundt om Solen og ikke omvendt. Hver ny opdagelse om genomet er konsistent med, at evolution sker. Om vi kan lide den tanke eller ej, er en anden historie. Personligt kan jeg meget godt lide at være fjernt beslægtet med en svamp og have bonoboen som min nærmeste levende slægtning. Det får mig til at føle mig som en del af verden.«
Med Dry Store Room No. 1 er Fortey også på en anden og større mission: Han mener, at det aldrig har været vigtigere end lige netop nu at indsamle, benævne, beskrive og bevare jordklodens overflod af levende arter. Habitater bliver udryddet i hastigt tempo, uden at de er blevet udforsket, og arter forsvinder, før vi når at opdage dem. Samtidig oplever vi en økonomisk udsultning af de institutioner, der siden 1700-tallet har varetaget denne enorme indsamlings- og registreringsopgave, nemlig verdens store naturhistoriske museer. Det er en udsultning, der ikke huer den distingverede palæontolog.
For at kunne læse »naturens uendelig komplekse bog«, siger Fortey , er det nemlig nødvendigt med et opslagsværk af navne. Navngivningens ædle kunst hedder taksonomi, og det er taksonomien, der er grundstenen i de naturhistoriske museers virke. At benævne alt levende og derpå beskrive det, bevare det og sætte det i system for eftertiden. Det er netop den type forskning, der beskæres, siger Fortey . Dermed går viden om vigtige led i livets kæde tabt.
For Londons naturhistoriske museums vedkommende startede nedskæringerne i Thatchers regeringsperiode i 1980erne, samtidig med at erhvervsfolk kom ind i bestyrelsen. En særlig grum runde af fyringer i 1990 betegnes af de ansatte som »de lange dissektionsknives nat«.
Fortey begræder tabet af de gamle forskningsmæssige dyder, der nærmest i århundreder har karakteriseret museet. Han tager The fish department som et eksempel. Den afdeling var i det store og hele uregerlig efter de managementprincipper, der blev indført under Thatcher, men: »Det kan måske meget vel være, at en afdeling, karakteriseret ved en gruppe obstruerende, ubehagelige, humørsyge, stridslystne og ligefrem anarkistiske folk, der mundhugges og konkurrerer, er den bedste måde at fremme viden på.« Fiskeafdelingen var nemlig førende i verden fra 1970-1990.
Sikkert er det, at mange mærkværdige typer har svømmet rundt i afdelingen i tidens løb. For eksempel Denys W. Tucker, der i 1950erne var berømt for sin forskning i ål og berygtet for sin iver efter at bevise Loch Ness-uhyrets eksistens. Det sidste kostede ham jobbet.
Så var der aristokraten Peter Whitehead, ekspert i clupeider (sild, ansjoser og deres mange slægtninge) og forfatter til Clupeoid Fishes of the World fra 1985. Et afsnit alene er 579 sider langt (se det selv på nettet: http://www.fao.org/docrep/009/ac482e/ac482e00.htm#Contents). Han blev midlertidigt berømt for fundet af et tabt Mozart-manuskript, mens han eftersøgte et værk fra det 15. århundrede, der indeholdt tidlige illustrationer af brasilianske sild. Han var i øvrigt også lidt af en skørtejæger.
Der var storrygende, arrogante Humphrey Greenwood, som forskede i Viktoriasøens ciklider (en fiskeart). Cikliderne uddøde næsten, da nil-aborren blev sat ud, og Greenwood syntes, at hans arbejde mere og mere antog karakter af »nekrolog end artsbeskrivelse«. Han døde af et hjerteanfald en sen nat i sit laboratorium.
Mens Fortey kan begræde tabet af visse forskertyper, begræder han ikke tabet af det klassemæssige og hierarkiske system, der i århundreder karakteriserede museet. Han fortæller muntert om de to forskellige personaletoiletter, der engang var i museets kælder: et til Scientific Officers, et andet til Gentlemen. Hvor det kvindelige personale lettede sig, melder hans historie intet om.
Retfærdigvis skriver han indgående om de ganske vist få kvinder, der også havde deres gang på museet. Deriblandt Sandra Knapp, nuværende tomat- og kartoffelekspert; Dorothea Bate (1889-1971), pioner inden for palæontologi i middelhavsregionen; Lucy Evelyn Cheeseman (1881-1969), frygtløs entomolog (insektforsker) og ikke mindst Miriam Rothschild (1908-2005), loppeekspert og den første kvinde i museets bestyrelse.
Selvom Richard Fortey er en gammel nostalgiker, hvad angår museets forskningsmæssige storhedstid, har han bestemt blik for nye forskningsmetoder og -teknologier. I kølvandet på de økonomiske nedskæringer dukkede for eksempel den molekylære biologi op i laboratorierne.
I praksis er det for eksempel umuligt selv for verdens førende ekspert at kende forskel på en almindelig strandsnegl fra Australien og én fra Afrika. Deres genom, eller arvemasse, viser imidlertid, at der er tale om to vidt forskellige arter med hver sin udviklingshistorie. Det er strandsneglens omgivelser, der har ført til udviklingen af ens udseende hos de to arter. Genomet fortæller en anderledes præcis historie, end mikroskopet.
Informationsteknologiens hastige udvikling giver også håb for varetagelsen af andre aspekter af den store registreringsopgave, museerne ikke længere alene kan påtage sig, siger Fortey . For eksempel nævner han det amerikanske internetprojekt Encyclopedia of Life (www.eol.com), der gik online i februar 2008. Projektets ambition er at skabe en »online-kilde til og database over hver af de omkring 1,8 millioner arter, der er benævnt og kendt på denne planet … med bidrag fra forskere og amatører,« som der står på hjemmesiden.
Ifølge Richard Fortey er en ny æra i museumshistorien således ved at tage form. Nemlig én, hvor eksperter i de gamle hæderkronede naturhistoriske institutioner samarbejder med begavede, begejstrede og vidende naturhistoriske amatører verden over på det store projekt at benævne, beskrive og bevare alle Jordens levende arter.
Richard Fortey : »Dry Store Room No. 1. The Secret Life of the Natural History Museum«, Harper Press, 2008.
[...] Er De et af den slags mennesker, der drages mod avishistorien om en flok søheste i den før så forurenede flod Themsen? Eller som skal se de sjældne optagelser af den storørede mongolske springmus på nettet? Eller frydes De bare i al almindelighed over planter og dyr og alt levende, så er den britiske palæontolog Richard Forteys nye bog Dry Store Room No 1. The Secret History of The Natural History Museum nødvendig læsning. Læs mere her [...]