Naturen som kunst: Krydsbestøvning

Før elektronmikroskopet, før fotografi apparatet, før daguerreotypien var der Maria Sibylla Merian, tysk naturhistoriker, forretningskvinde og kunstner extraordinaire.

Farvetryk af Maria Sibylla Merian

Har De nogensinde tænkt over, hvorfor det hedder en fugleedderkop? Det gør det såmænd takket være et uhyggeligt farvetryk af den tyske kunstner og naturhistoriker og forretningskvinde Maria Sibylla Merian (1647-1717): trykket forestiller en stor tarantel i færd med at fortære en fugl. Merian var ganske berømt i sin samtid for sine meget minutiøse og kunstnerisk udførte studier af insekter og larvers metamorfose. Og som noget ganske særligt indfangede hendes billeder hele forvandlingsprocessen inklusive afbildning af de foderplanter, larverne levede af. Helt usædvanligt for en kvinde foretog hun i 1699 en farlig, egenfinansieret rejse med sin yngste datter til den hollandske koloni Surinam for at studere landets særlige insektliv. Billedet med fugleedderkoppen – på tysk: Vogelspinne – stammer netop fra denne rejse og indgår i Merians storslåede illustrerede værk om insektmetamorfose i Surinam, Metamorphosis Insectorum Surinamensium fra 1705.

Mellem 1675 og 1771 udkom ikke færre end 19 udgaver af hendes værker, som også inkluderede tre udgivelser om europæiske larvers metamorfose og en blomsterbog. Carl Linnaeus stolede på hendes akkuratesse (om end ikke på hendes navngivning), Darwins bedstefar citerede hende i bogen The Botanic Garden fra 1794 og Ruslands Peter den Store købte hendes uvurderlige Studiebog. Fra sin tidligste ungdom og indtil sin død lavede hun her udførlige notater og arbejdstegninger af de observationer, som dannede grundlag for billederne.

Merians bidrag til entomologien, nemlig at observere og præcist dokumentere en lang række insekter fra sommerfugle til fluers transformation fra æg til flyvefærdigt insekt gik i glemslen i løbet af 1800-tallet. Samtidig blev blomstermalerier ikke længere henregnet til den »store« kunst. Men interessen for og kendskabet til hende har de senere år fået en kæmpe renæssance, og man forstår hvorfor, når man går i krig med den hollandske kunsthistoriker Ella Reitsmas smukke Maria Sibylla Merian & Daughters: Women of Art and Science. For den tyske kunstner og videnskabskvinde var på alle måder en bemærkelsesværdig personage og et ægte barn af Europas gryende naturvidenskabelige revolution.

Hun blev født i Frankfurt am Main i 1647, datter af den kendte maler og gravør Matthäus Merian. Faren døde, da hun var tre år, og moren giftede sig med kunstneren Jakob Marrel. Merian kom i uformel lære i familiens værksted og sugede alt til sig om graveringskunst, kobbertryk, maleri (men kun akvarel, da oliemaleri var forbudt for kvinder), farveblanding og deslige. Foruden et stort talent for at tegne og male udviste hun også stor behændighed med en broderenåle. En planche ved én af hendes akvareller i Kunstkammeret i Stk. Petersborg anfører, at hendes livslange lidenskab for insekter og metamorfose netop blev antændt af interessen for broderisilke og silkeorme. Der var i øvrigt også en forretningsmæssig dimension iblandet, da Merian sammen med mange andre ønskede at finde larvetyper, der kunne producere lige så fin en tråd som silkeorme. Dermed kunne man nemlig bryde datidens silkemonopol.

Merian giftede sig med maleren Johann Graff som 18-årig og flyttede til Nürnberg. Modsat kutyme fik ægteparret hver sin forretning. Merian solgte håndmalet silke med egne designs og lærte en række unge kvinder op i blomstermalingens kunst fra sit værksted. Hun udviklede ifølge Reitsma en ny trykketeknik, nemlig brugen af et »eftertryk« af det oprindelige tryk. Tegneomridset er mindre hårdt optrukket i eftertrykket og blev eksempelvis malet af hende selv, mens det første tryk blev farvelagt af hendes elever. I 1675 udgav hun blomsterbilledbogen Neues Bluhmenbuch, der kunne bruges som forlæg for broderi og maleri. Efter sigende ville Merian med udgivelsen blandt andet kapitalisere på tidens omsiggribende blomstermani, hvor tulipaner blev solgt for titusinde floriner og samlere ville have foreviget pragteksemplarer af deres blomster.

Ifølge Ella Reitsma regnede Maria Sibylla Merian dog ikke denne bog for noget særligt. Sit egentlige livsværk realiserede hun først med udgivelsen af bind ét af Der Raupen wunderbare Verwandlung und sonderbare Blumennahrung, Larvers vidunderlige forvandling og særlige blomsternæring, i 1679 og bind to i 1683. Et tredje bind udkom efter hendes død. De to første bind dokumenterer hele 195 arter, og som bevis på nøjagtigheden af hendes tegninger kan man identificere næsten alle de afbildede arter samt deres foderplanter den dag i dag.

I 1679 var der stadig ikke enighed hos naturhistorikere om, hvorvidt alle larver stammede fra æg, eller om fremvæksten af visse arter kunne henregnes under »spontan opståen«. For eksempel af mudder eller muld tilsat solskin. Den observante Merian skrev dog med stor overbevisning i forordet til sin første forvandlingsbog, at alle larver kom fra æg. Hendes arbejdsmetode var ligesom datidens naturhistorikere helt konkret at gå i marken, observere og notere. Derudover indsamlede hun gennem 50 år larver og deres foderplanter, tog dem med hjem og opdrættede dem i glas overalt i de huse, hvor hun boede. I jagten på detaljer gjorde hun også brug af en af tidens mirakuløse opfindelser, nemlig mikroskopet. Som et videnskabeligt barn af sin tid, »tegnede hun ikke noget, hun ikke havde set med sine egne øjne,« som Reitsma skriver.

Maria Sibylla Merian fik to døtre med Johann Graff med ti års mellemrum, Johanna Helena i 1668 og Dorothea Maria i 1678 og begge blev lært op i morens kunsthåndværk. På et tidspunkt flyttede Merian tilbage til Frankfurt for siden at slutte sig til den pietistiske sekt labadisterne i byen Wiewert på grænsen mellem Holland og Tyskland sammen med sin mor og sine døtre. Ud fra kildematerialet er det ikke helt klart, om Merian blev ramt af religiøs vækkelse og derfor blev labadist, eller om hun havde brug for at komme på afstand af et dårligt ægteskab. Under alle omstændigheder fortsatte hun sine transformationsstudier i Wiewert og studerede de dyre- og planteeksemplarer, der blev sendt fra Surinam, hvor labadisterne havde en koloni.

Efter en årrække rykkede hun til det pulserende Amsterdam, hvor hun som fraskilt åbnede egen forretning sammen med døtrene og svigersønnen Jacob Herolt. Reitsma ser tegn på et stort samarbejde mellem Johanna Helena og Maria Sibylla, for ikke alene kunne datteren efterligne sin mors eftertragtede stil, hun udviklede også sin egen. Der var efterspørgsel efter deres malerier fra videnskabsmænd, forlæggere og mæcener, og de to kvinder blev for eksempel hyret af velhaveren Agnes Block til at male levende planter, fugle og insekter fra hendes store samling af rariteter. I Amsterdam havde Merian også lejlighed til at studere andre raritetssamlinger, eksempelvis også den insektsamling, der tilhørte lægen Fredericus Ruysch. Det var søgen efter viden om disse insekters ubeskrevne transformationer, der drev Maria Sibylla Merian til Surinam i 1699. Merian finansierede den farefulde færd til Surinam ved at sælge næsten alt, hvad hun ejede og planlagde at være væk i mindst fem år. Surinams varme, fugtige klima og muligvis også malaria tvang hende dog hjem efter kun to år. I Surinam tilbragte hun og datteren tiden med at udforske og indsamle larver, møl, frøer, firben, slanger og edderkopper, og hendes studiebog blev stadig mere fyldt. Med vanlig forretningsmæssig tæft udkom bogen Metamorphosis Insectorum Surinamensium i en hollandsk og latinsk udgave som appellerede til både lægmand og videnskabsmand.

Det er Ella Reitmas særlige fortjeneste at have gennemgransket Maria Sibylla Merians værker for tegn på kollaboration mellem mor og døtre. Ved at sidestille en lang række enkeltværker lykkes det Reitma at udkrystallisere forskellige stilmæssige træk, der kendetegner de tre talentfulde Merian-kvinder. Maria Sibyllas minutiøse, koloristiske og næsten tredimensionelle udtryk; Johanna Helenas mere kraftfulde og flamboyante stil med speciale i planter, og Dorothea Marias mindre præcise og mere naive stil med speciale i reptiler og padder. Efter Merians død i 1717 arvede døtrene i fællesskab rettighederne til hendes arbejde, og de fortsatte i en årrække med at udgive billeder i morens navn samtidig med, at de også malede billeder i eget navn. Fru Merian sørgede for at få sine døtre godt i vej, og den ældste datter Johanna Helena fulgte i morens fodspor tilbage til Surinam med sin mand, hvor hun solgte insekt-, dyre- og planteeksemplarer. Den yngste datter endte med sin mand i Skt. Petersborg, hvor hun blev hyret til at møblere og dekorere Peter den Stores kunstkammer og oplære unge russere i tegning, akvarelmaling og gravering.

Forskere diskuterer stadig, hvorvidt Merian bidrog med original viden om metamorfose, eller om hun blot kopierede kendte naturhistorikere i tiden såsom Ulisse Aldrovandi, Joris Hoefnagel, Thomas Mouffet, Johannes Goedart og Marcello Malpigni. Men en ting er de fleste dog enige om, nemlig at foruden et sjældent kunstnerisk talent havde Maria Sibylla Merian en iboende og næsten visionær sans for insekters og planters indbyrdes afhængighed. Hun skildrede aldrig en metamorfose uden skabningens foderplante, og hun skildrede aldrig en plante uden at en lille bid af bladene var spist. På Rosenborg Slot kan man se et antal af hendes blomsterakvareller. De hænger på trappen op til Den Lange Sal.

Ella Reitsma: Maria Sibylla Merian & Daughters. Women of Art and Science. Getty Publications 2008.