Hvordan går astronauter på toilettet? Og hvordan holder de ud at leve så tæt sammen? Mary Roach gransker rumrejse anno 2010.
Mary Roach: Packing for Mars. The Curious Science of Life in the Void, 2010.
Når jeg ikke hvinede af fryd over Mary Roachs barokke nye bog Packing for Mars om de mere kropsnære aspekter af rumrejse, fik jeg kvalme. Jeg hører nemlig til den del af befolkningen, som bliver utilpas bare ved at læse om køresyge. Og hvis der er en ting, der kendetegner ophold i rummet, er det køresyge, eller mere korrekt: rumsyge. Omkring 50 til 75 procent af alle astronauter bliver dårlige de første vægtløse dage i rummet, anfører Roach. Når man ikke ser direkte optagelser i begyndelsen af en mission, er det gerne, fordi besætningen skal på ret køl, efter at de har knækket sig. I øvrigt lidt af en kunst, når man er vægtløs og slet ikke noget, man har lyst til at gøre iført rumdragt og hjelm.
Det er et ganske alvorligt og kostbart problem, for nogle bliver aldeles uarbejdsdygtige, når de er rumsyge. Normalt går tilstanden over efter nogle dage, men ikke på den sovjetiske mission fra 1971, Soyuz 10. Den blev angiveligt afbrudt før tid på grund af udbredt rumsyge blandt besætningen. Rumforskningscentre ofrer følgelig megen tid og mange penge på at finde en effektiv kur mod kvalmen. NASA rumsygeforsker Pat Cowlings udsætter sine forsøgspersoner for en tur i en roterende stol, samtidig med at de bliver bedt om at flytte hovedet på forskellige måder, alt imens de holder øjnene åbne. »Jeg kan få en sten til at blive syg,« hævder Cowlings, og det lykkedes i hvert fald at gøre Mary Roach syg, da hun selv prøvede instrumentet. Det har alt sammen noget at gøre med, hvordan øresten lægger sig i det indre øre, den historie de fortæller om kroppens relative placering i forhold til omgivelserne, og så den historie, øjnene fortæller, hvilket gerne opleves som en helt anden. Det tager nogen tid for de to sanseapparater at koordinere deres indtryk. I øvrigt er der ingen fysiologisk grund til at kaste op, når man er transportsyg. Men forskning har vist, at et af naturens små luner betyder, at hjernens brækcenter ligger lige op ad den del af hjernen, der har med balance at gøre.
Mary Roach har tidligere skrevet om kadavere i bogen Stiff, om sex i Bonk og det hinsides i Spook, og i et interview til den amerikanske publicservice-kanal NPR hævder hun at have en hjerne som en 12-årig dreng. Hun interesserer sig nemlig for alt, hvad der er klamt, forbudt eller bare underligt. Imens andre har beskrevet de heltemodige aspekter ved astronautlivet, teknologierne og opdagelserne – man ser de renskurede astronauter i deres funklende rumdragter for sig – så tager Roach fat på astronautkroppen.
For menneskekroppen er uegnet til rumrejse. Den er et besværligt, uforudsigeligt stykke lavteknologisk udstyr, der kun volder ingeniører hovedbrud. Den skal have regelmæssig hvile og har brug for mange indviklede vedligeholdelsessystemer. Den skal også vaskes af og til, ellers begynder den at lugte. Endvidere opfører den sig mærkeligt uden tyngdekraftens velkendte påvirkning. Fraværet af tyngdekraft afstedkommer en myriade af problemer og overvejelser, og alt, hvad vi tager for givet på jordkloden, skal gentænkes og genlæres, når det skal ske i rummet.
For eksempel at bøvse. Coca-cola brugte 450.000 dollar på at udvikle en rumcola, men det gik helt galt. For i rummet lægger den lette luft sig ikke over den tungere væske, så kulsyren fik de stakkels astronauters mavesække til at svulme op. Når de bøvsede, bøvsede de en blanding af cola og kulsyre ud over det hele. Exit cola fra rumkapslerne. Selv om det ikke lyder særlig heroisk at gå på toilettet, forstår man virkelig, at denne almindelige manøvre kræver sin mand eller kvinde, når det foregår i en rumkapsel eller rumstation. Et af mange problemer er, hvad det amerikanske rumforskningsprogram NASA kryptisk kalder NA SAastronaut »separation«, og i forlængelse heraf hvilke toiletteknologier, man kan bruge i fraværet af tyngedekraftens hjælpende hånd. Man har arbejdet med alt fra »afføringshandsker« ( tænk på hundeposer) og den mere gådefulde »kinesiske finger«. Det gik og går heller ikke altid godt. Svævende fækalier hed for eksempel muntert »udbrydere« i tidlige astronautkredse. Roach bringer et uddrag fra en samtale fra Apollo 10 fra 1969 i kredsløb om månen: »Stik mig en serviet, hurtigt. Der flyver en lort gennem luften,« siger et af de tre besætningsmedlemmer. »Det var ikke mig. Det er ikke en af mine,« svarer en anden.
Urinering er også vanskelig, da man i mikrogravitation ikke kan mærke vandtryk og dermed tissetrang. Der er intet tidligt advarselssystem i rummet, da urin på grund af overfladespænding klæber sig til hele blærevæggen. Kun når blæren er helt fyldt op mærker astronauten en trang, og da er urinrøret måske helt lukket på grund af væsketrykket. Det er en nødsituation, hvorfor astronauter tilrådes at gå på toilettet regelmæssigt, selv om trangen ikke kommer over dem. Længere tids ophold i et miljø med manglende tyngdekraft eller mikrogravitation afstedkommer endvidere en lang række mere velkendte medicinske problemer. Rummedicin beskæftiger sig ikke uden grund med knoglesvind og blodtryksforstyrrelser. Visse forskere mener, at astronauter på en 500 dage lang returrejse til Mars vil være så svækkede, at deres knogler vil knække ved den mindste anstrengelse. Andre mener, at særlige træningsprogrammer og apparaturer undervejs vil hindre den værste afkalkning.
RUMPSYKOLOGI er et andet fascinerende videnskabeligt felt, for rummet er et goldt, øde sted, og det er ikke altid til at vide, hvordan astronauter vil reagere på det totale fravær af den naturlige verden. Den russiske kosmonaut Alexandr Laveikin, der tilbragte 167 dage om bord på rumstationen MIR i 1987, blev så deprimeret, at han havde lyst til at hænge sig. Men som han siger, var det jo umuligt på grund af vægtløsheden. Han skrev i stedet lange oder til sin elskede hjemplanet. »Undskyld Jord. Vi siger farvel til dig. Men snart vil tiden komme, hvor vi som en stjerne vil falde gennem en blå morgendis. Jeg vil vælte mig i græsset og fylde mine lunger med luft. Jeg vil drikke vand fra floden og kysse jorden. Jeg vil omfavne mine venner.« Han fortæller Roach, at kun i rummet forstår man, hvilken usigelig lykke det er blot at gå på Jordens overflade.
Roach beskriver mange af de psykologiske tests, nutidens astronauter skal igennem for at komme i betragtning til en rummission. Meget har nemlig ændret sig siden 1960erne, når det kommer til rumforskningsprogrammernes foretrukne mennesketype til de kostbare ture.
Engang var astronauter og kosmonauter gerne egenrådige og frygtløse enere i besiddelse af the right stuff. Med mandsmod og løvehjerte lod de sig skyde op i en blikdåse for enden af en fandens stor raket til noget, ingen vidste, hvad var. Og nedturen var mindst lige så skræmmende som opturen. Amerikanske forskere anede ikke, hvad der skete med øjeæblet i vægtløs tilstand og var bange for, at astronauten fik alvorlige synsforstyrrelser. Derfor hang en lille synsprøvetavle i John Glenns rumkapsel Friendship 7 i 1962. Den kunne han så læse op fra hvert 20. minut i kredsløbet om Jorden.
I dag skal den rette astronaut snarere have anlæg for samarbejde og stresshåndtering, ligesom vedkommende har evner for at parere ordre og håndtere ensformige opgaver. Almindelig kedsomhed skal man også kunne klare.
Som Apollo 17-astronaut Gene Cernan skrev allerede i 1972: »Der skete noget sjovt på vej til Månen. Nemlig ikke ret meget.«
Mary Roach: Packing for Mars. The Curious Science of Life in the Void. Norton 2010.
Bragt i Weekendavisen den 15.10.2010.
