Superkontinenter: De forsvundne verdener

Jorden er ikke en del af vores historie, vi er en del af Jordens. Geolog og videnskabsjournalist Ted Nields nye bog begejstrer.

Superkontinentet Pangaea for omkring 250 mio år siden

Hvor meget folkelig interesse kan man klemme ud af en sten? spurgte jeg mig selv, da jeg gik i gang med at læse geolog Ted Nields populærvidenskabelige Supercontinent: Ten Billion Years in the History of Our Planet. Men Ted Nield er en engageret og vidende fortæller, der mestrer den kunst at puste liv i komplicerede ideer om noget så tørt og tungt som geofysik og geologihistorie. Hans fortælling om opdagelsen af et af naturens mest storslåede kredsløb er intet mindre end forunderlig læsning. I en ultralangsom cyklus, over 300 til 500 millioner år mere præcist, bevæger klodens kontinentalplader sig væk fra hinanden for at samle sig igen i forskellige superkontinentale konfigurationer.

Hvis man forestiller sig, at vores planet er omkring 4,7 milliarder år gammel, må man gå ud fra, at der allerede har eksisteret mange superkontinenter. Det bedst beskrevne er selvsagt det seneste, nemlig Pangæa, som eksisterede for omkring 250 millioner år siden. Men forskere i dag beskæftiger sig med tidligere superkontinenter, som er blevet døbt blandt andet Rodina, Vaalbara og Yilgarn, og ser nærmere på, hvad de kan kaste af sig af viden om vores planet. Andre forskere forsøger at regne ud, hvordan mon det næste superkontinent, Novopangæa eller Pangæa Ultima, vil se ud.

Geologi er en foruroligende videnskab for mennesker, efter Nields opfattelse, for i det store billede er menneskets eksistens ret ubetydelig. Engang om 300 millioner år, når de nuværende kontinenter igen har fundet sammen i ét mægtigt superkontinent, vil de fleste spor af os mennesker være forsvundet. Alt, hvad der nu eksisterer, vil være mast aldeles fladt, dybt begravet, smeltet, atomiseret, omdannet til fossile rester. Jorden er ikke en del af vores historie, vi er en del af Jordens, som Nield skriver.

Alligevel er den måde, vi behandler planeten på, aldrig ligegyldig for ham, ej heller de mennesker, der bebor den. Som geolog er Nield beskæmmet over, at et tsunami-advarselssystem for Det Indiske Ocean ikke var i brug den 26. december 2004. For et stort jordskælv og en efterfølgende tsunami netop ud for Indonesien burde ikke være kommet bag på nogen. Lige her ramler to kontinentalplader sammen i en lille bid af det næste superkontinents tilblivelse, og at handle ud fra den viden kunne have reddet mange menneskeliv.

Ted Nield sammenvæver historien om opdagelsen af superkontinentkredsløbet med menneskets ældgamle søgen efter tabte kontinenter. Som videnskab er geologi omkring 200 år gammel, men længe før den systematiske forskning i jordklodens tilblivelse og beskaffenhed har mennesker beskæftiget sig med tabte kontinenter. Forestillingen om dem går tilbage til nogle af de tidligste opdagelsesrejsende, fortæller Nield. Baseret på beretninger efter 1492 tegnede den flamske kartograf Abraham Ortelius (1527-1598) i 1570 et verdenskort med en blanding af fiktive og faktiske øer og kontinenter.

Siden da kom andre forestillinger til, eksempelvis om Atlantis og Lemuria. Forjættende navne på tabte kontinenter, som folk forestillede sig sank under havet eller brød op i øer for mange, mange år siden.

Ud fra forekomsten af lemurlignende fossiler i meget spredte verdensdele fremsatte den skotske geolog Philip Sclater (1829-1913) eksempelvis den hypotese i 1864, at der havde eksisteret en stor landmasse mellem Madagaskar og det sydlige Indien. Ganske fyndigt døbte Sclater kontinentet Lemuria efter de kære langhalede kræ. Med Alfred Wegeners teori fra 1915 om blandt andet kontinentalpladernes sidelæns bevægelse fik videnskaben dog andre forklaringer på fossilfænomenet, og for geologer sank Lemuria ned i dyndet af aflivede hypoteser.

Tanken om tabte kontinenter har dog en meget stærk tiltrækningskraft på mennesker, fortæller Ted Nield, og Lemuria levede videre i andre, mindre videnskabelige sammenhænge. Esoterikeren Madame Blavatsky indoptog for eksempel Lemuria i sin mildest talt farverige kosmologi »Den hemmelige lære«. Hun forestillede sig, at Lemuria havde været beboet af høje, æglæggende, spirituelt meget udviklede væsener, der levede side om side med dinosaurerne. Civilisationen og kontinentet gik af forskellige årsager til grunde, og en ny race opstod i det også forsvundne kontinent Atlantis. Tankevækkende nok har Madame Blavatskys hemmelige lære den dag i dag mange tilhængere.

Når Nield tager Philip Sclaters hypotetiske Lemuria-kontinent med i sin fremstilling, er det, fordi Sclater dermed forsøgte at svare på to store og uudgrundelige spørgsmål i 1800-tallets geologi: Hvorfor findes meget ens geologiske forekomster, fossiler og dyr, geografisk meget langt fra hinanden? Og hvorfor findes meget forskellige geologiske forekomster, fossiler og dyr, geografisk meget tæt på hinanden?

Datidens geologer forestillede sig, at der kunne have været landbroer mellem landsdele, der tillod dyr og plantemateriale at migrere. Eller de forestillede sig, at verdensdele sank i havet eller brækkede op.

1800-tallet var på mange måder geologernes tidsalder, og i flere årtier nød geologi en status, der kan sammenlignes med atomfysik i dag. Det var ligeledes industrialismens tidsalder, og der var brug for alt det, geologer kunne finde, til at fodre udviklingen. Stater bestilte geologiske undersøgelser og kortlægninger af mineralforekomster overalt på jordkloden.

Tanken om geologisk tid, eller det mere poetiske deep time, revolutionerede derudover fortællingen om vores planet. Jordkloden var gammel, endog meget gammel. Som den geologiske tids fader James Hutton (1726-1797) formulerede det: »Vi finder ingen spor af en begyndelse og ingen udsigt til en afslutning.« Ted Nield præsenterer os for mange af viktoriatidens modige og vedholdende geologer og naturhistorikere, der udforskede alle egne af jordkloden. De indsamlede og registrerede systematisk fund af sten, fossiler, dyr- og plantemateriale. Andre, som den østrigske geolog Eduard Suess (1831-1914), lod undersøgelserne komme til sig. Suess studerede verden fra sit skrivebord, og det kom der noget interessant ud af.

På baggrund af nøje studier af over 200 millioner år gamle fossiler af frøbregner eller Glossopteris fra Sydamerika, Sydafrika, Indien og Australien udviklede han teorien om superkontinentet Gondwanaland. Ifølge den teori havde de fire kontinenter engang hængt sammen i et stort kontinent. Seuss’ tabte kontinent blev sidenhen forøget med Antarktis. Det skete, da den berømte britiske opdagelsesrejsende Robert Scott på sin sidste rejse slæbte 35 pund sten med sig fra Antarktis’ indre. De blev fundet ved hans side nogle måneder efter hans død på isen, og stenene indeholdt fossiler af typen Glossopteris.

Seuss forestillede sig, at landmasser bevægede sig op og ned som en konsekvens af, at Jorden skrumper, idet den afkøler. Gondwanaland skulle således være blevet delt ved op- og nedbevægelser.

Det blev imidlertid op til føromtalte tyske meteorolog og geolog Alfred Wegener at formulere en radikal teori, der kunne samle den lange række af fænomener, mange videnskabsfolk havde beskrevet i løbet af 1800-tallet. Ifølge Wegener flyder kontinenter og havbund, og kun hvis alle kontinenter havde været sammensmeltet i ét stort, der siden brød op, ville de forskellige fænomener give mening. Han døbte sit superkontinent Pangæa, og hans teori hedder kontinentaldrift.

Ted Nield skriver engageret om de politiske og videnskabelige intriger og uoverensstemmelser, der betød, at USA eksempelvis først accepterede Wegeners teori langt op i 1960erne.

Supercontinent handler specifikt om geologi, men egentlig er bogen Ted Nields hymne til videnskab og de sandheder, videnskabsfolk forsøger at finde frem til ved videnskabelig metode. Det handler om at gøre iagttagelser, indsamle data, udvikle hypoteser, teste dem, indsamle mere data og forsøge at sige noget mere sandt om verden. For forskningen i jordklodens tilblivelse, hvornår og under hvilke former de første betingelser for liv kom i stand, sker fortsat. Og der kommer hele tiden nye teorier og ny viden til. Nield ser ultimativt videnskab som en slags superkontinent i sig selv, hvor alle fagene hænger uløseligt sammen i en storstået fortælling om den verden, vi lever i. Vil man have en sammenhængende og helt up-to-date historie om vores planet, er Nields bog lystfyldt læsning.

Ted Nield: Supercontinent: Ten Billion Years in the Life of Our Planet. Granta Books.

Artiklen kom i Weekendavisen 12.12.2008.