Ugle. © Jes Larsen. Skabt af Peter Sunesen
Morbidt, synes mange, men kunsten at genskabe dyr livagtigt involverer både videnskabelig præcision – og grænseløse muligheder for fabuleren.
En verdensmester i dyreudstopning, eller mere korrekt i zoologisk konservering, har værksted i noget så ueksotisk som Gentoftegade i København. Peter Sunesen, hedder han, hans speciale er konservering af fugle, og hans særlige talent er at skabe fuldstændig livagtige fugleopsætninger. »Jeg er interesseret i levende fugle og det spændende i at få en fugl til at se helt rigtig ud. Kan denne spove narre en ægte fuglekender? Det er, hvad jeg forsøger at opnå,« siger han. Jeg bringer Peter Sunesen på banen, fordi han er citeret i den helt igennem fængslende og mærkværdige nye bog Still Life: Adventures in Taxidermy af journalist Melissa Milgrom. Bogen er resultat af Milgroms flerårige dissekering af et fag, hvor der kun findes få kilder og spredte skrifter, og hvis anseelse, endsige forståelse, i den brede del af befolkningen er temmelig minimal. Dertil er faget i alt for høj grad beskæftiget med blod, indvolde, forrådnelse og død, som Milgrom skriver. Et godt eksempel på populærkulturens behandling af taksidermi i moderne tid er Norman Bates-figuren i filmen Psycho fra 1960: »Min hobby er at udstoppe ting,« siger han uden at komme nærmere ind på, at hans dominerende mor er en af dem. Også diverse ægte seriemordere har angiveligt haft menneskelig taksidermi som dubiøs sidegeschäft.
Taksidermi kommer af det græske ord »taxis«, at ordne, og »derma«, hud, og betyder at arrangere garvet hud fra et dyr hen over for eksempel en gine eller mannequin i en livagtig og karakteristisk positur. Vendingen »at udstoppe dyr« er en, som branchefolk i øvrigt hader, ifølge Milgrom. Tidligt i taksidermiens historie var der ganske vist tale om at stoppe et sammensyet dyreskind med savsmuld, hø og gamle klude. Det fremgår da også med al ønskelig tydelighed af de skæve, ikke særlig vellignende udstopninger i gamle samlinger. Men med nøje iagttagelser af dyr i naturen koblet med præcise anatomiske opmålinger og udarbejdelse af individuelle, faste mannequiner kunne konservatorer puste liv i dyreopsætningerne.
Udtrykket taksidermi blev brugt for første gang i 1803 af den franske naturhistoriker Louis Dufresne, zoologiske konservator ved Musée Nationale d’Historie Naturelle. For Dufresne var taksidermi helt anderledes end andre af datidens konserverings- eller balsameringsteknikker. Den havde nemlig et æstetisk sigte, og dens fornemmeste resultat var den mest livagtige genskabelse af imponerende dyr. »Taksidermi var en magisk sammenblanding af videnskab, kunst og teater og et uforligneligt redskab til at udstille dyrenes skønhed, specielt sjældne fuglearter,« skriver Milgrom. De fleste af os kender netop storslåede, udstoppede dyr fra besøg på zoologiske og naturhistoriske museer. At stå foran en faktisk søelefant, sat op i et livagtigt diorama med malet baggrund, kunstig is, sten og hav sætter virkelig dyrets størrelse og sære udseende i rette perspektiv.
I store dele af 1800-tallet og langt op i 1900-tallet var museer og publikum sultne efter at se dyr fra fjerne egne af jordkloden. Millioner af dyr måtte lade livet til følge. Victoriatidens England var et mekka for dyreudstoppere, og enhver provinsflække med respekt for sig selv havde sin egen dyrekonservator. Dyreopsætninger blev brugt til oplysning og uddannelse, men bestemt også til pynt, tant og fjas, pointerer Milgrom. Folk fyldte huset med alt fra »zoologiske lamper«, det vil sige petroleumslamper af ørne, ugler, sorte svaner og lejlighedsvis også aber tillige med krokodilleparaplystande og dørstoppere af struds. Blot for at nævne nogle få. Visse fagfolk i datiden specialiserede sig i såkaldt antropomorfiske tableauer, hvor rotter, hunde, aber, tudser, egern og marsvin med videre blev opstillet i menneskelige situationer. En af de berømteste var Mr. Walter Potter (1835-1918) og hans Museum of Curiosities, hvis pièce de résistance var fantasi-optrinnet »The Kitten’s Wedding«. Her gæster 20 killinger i kjole og hvidt og cremefarvede brokaderober et overdådigt killingebryllup. Syret ser det ud! I løbet af 1960erne og 1970erne svandt dog fascinationskraften ved museernes dioramaer ind i konkurrence med mere og mere sofistikerede dyre- og naturfilm. Fremstormende bevægelser for bevarelsen af truede dyrearter og natur bidrog også til, at faget faldt i unåde.
Udgangspunktet for Melissa Milgroms taksidermiske eventyr var en artikel, hun skrev til New York Times i 2002 om et problem med en udstoppet isbjørn i et arktisk diorama ved American Museum of Natural History. Artiklen førte hende til det på samme tid frastødende og dybt fascinerende familieværksted Schwendeman’s Taxidermy Studio i staten New Jersey. Familieforetagendet har garvet hud og arbejdet med døde dyr i tre generationer, og den nu 85-årige David Schwendeman var chef-taksidermist netop ved det amerikanske naturhistoriske museum. Milgroms sansemættede beskrivelser af baglokalerne hos Schwendemans er i øvrigt ikke for de svage. Eksempelvis udpensler hun den fæle stank fra et fordærvet bisonhoved, der skal renses for kød med en tandbørste. Man kan kun sige velbekomme.
Milgrom zoomer også ind på den legendariske Carl Akeley (1864-1926), der ikke alene var mester i zoologisk konservering, men tog på farefulde ekspeditioner i Afrika for egenhændigt at skyde, pelse og pakke de dyr, The American Museum of Natural History skulle bruge i samlingen. Akeley levede i dét, Milgrom kalder taksidermiens (kortvarige) guldalder, hvor konservatorerne mængede sig med de fineste folk, tog sig godt betalt og fremstillede spektakulære udstillinger og dioramaer. Et af Akeleys største arbejder er en flok fremstormende afrikanske elefanthanner, perfekt bevaret, livagtigt opsat. De kan beses den dag i dag. Milgrom tilbringer endvidere tid hos britiske Emily Mayer, som samarbejder med kunstneren Damien Hirst om nogle af hans kontroversielle dyreværker. Hun er en af Englands nu kun 200 dyreudstoppere og den første kvinde, som var formand for brancheorganisationen Britain’s Guild of Taxidermists. Mayer har perfektioneret en i taksidermikredse omdiskuteret teknik kaldet erosion molding. Det er en kompliceret arbejdsmetode, hvor man konserverer dyret ved at dække og indsprøjte det med silikone, hvilket bevarer skind og pels, imens resten af dyret forrådner. Videre forarbejdelse sikrer et angiveligt næsten uhyggeligt livagtigt dyr. Man skal så bare lige leve med stanken på vej derhen.
Undervejs rapporterer Milgrom fra daglange verdensmesterskaber i zoologisk konservering og specielle taksidermiske handelsmesser. Imens feinschmeckerne laver mannequiner i hånden, kan man købe et utal af færdiglavede giner til snart sagt ethvert dyr. Nogle af de varer, der udbydes på en af messerne er: en løvepels med intakte klør, knurhår, hale og manke; hønsefødder med injektionsvæske, dybfrosne vaskebjørne, kunstigt prærieulvehår, øjenhuler, rævepis, syntetisk spyt samt garvede testikelpunge fra diverse dyr. Hvis man vil vinde priser, gælder det nemlig om at få alle detaljer i en dyreopsætning med, ned til knurhår, spyt, anus og pung. Det fremgår af Milgroms sidste kapitler, hvor hun selv forsøger sig med at pelse, garve og montere et egern til en konkurrence. »Mit egern var i anatomisk forstand en Barbiedukke,« som hun lakonisk bemærker og indkasserer da også anmærkninger for dyrets manglende genitalier.
Zoologisk konservering har utvivlsomt en forrygende fremtid for sig: udstoppede dyr er de seneste år blevet »the new black«. I England stiger priserne på selv gamle, luvslidte fugle fra nedlagte museer. Og i New York er der et voksende marked for udstoppede dyr til indretning af butikker og barer og som rekvisitter i modefotografering.
Nye trends er vokset frem inden for faget: Én hedder rogue taxidermy med kreative sammensætninger af forskellige dyr i sære opstillinger. Andre kombinerer taksidermi og kunst, eksempelvis førnævnte Emily Mayer. Hos hende gælder det ikke om at fremstille dyret i eget habitat så livagtigt som muligt, men om at fremstille dyret livagtigt dødt. »Ved at vise dyret som dødt kommer man nærmere sandheden. Det er meget mere foruroligende for folk at se på,« siger hun i en artikel i The Guardian.
Endnu andre arbejder med at genskabe uddøde eller truede dyr såsom den irske kæmpeelg eller pandaen fra andre dyrebestanddele. Og især hvad angår det sidste er det Milgroms opfattelse, at taksidermi er vendt tilbage til sit udgangspunkt. »Nemlig at fastfryse naturen i dens mest storslåede øjeblikke for en offentlighed, der længes efter den, samtidig med at den ser den forsvinde. Måske vil taksidermi i fremtiden for det meste handle om genskabelse. Genskabelse af dyr, der er forsvundet på grund af mennesker,« som hun skriver.
Melissa Milgrom: Still Life: Adventures in Taxidermy. Mifflin Harcourtt 2010.
