Shit! Underholdende og vigtig bog fra jordklodens fækale frontlinje. Her lærer vi blandt andet, at flere mennesker i verden dør af fæcesrelaterede sygdomme end af aids, tuberkulose og malaria. Og at WTO også står for World Toilet Organisation.
Reklame for det japanske TOTO »Clean is Happy«-toilet.
Et voksent menneske skal gennemsnitligt skille sig af med cirka 500 liter tis og 35 kilo lort om året, og jeg undskylder straks den ligefremme sprogbrug. Men, som Rose George skriver i sin sprudlende fortælling The Big Necessity. Adventures in the World of Human Waste: Nogle gange må man kalde ting ved deres rette navn for at få lidt opmærksomhed. Og der er brug for opmærksomhed på spørgsmålet om urin og afføring, og hvad der sker med det, når det forlader vores krop. Et er nemlig sikkert: Det bliver ikke væk.
Den erkendelse er hverdagskost for de mange mennesker uden adgang til trækog-slip, der netop ikke kan lege borteborte tit-tit med deres afføring. Rose George er for eksempel forarget over, at 2,6 milliarder mennesker ikke har adgang til sanitet:
»Det betyder ikke, at de er henvist at stå i kø på et offentligt toilet og betale, fordi de ikke har toilet derhjemme. Eller at de kan bruge et lokum eller et vakkelvornt skur, der tømmes ned i et bemøget afløb eller en svinesti.« De, der har dét, tilhører en privilegeret gruppe, skriver George, for fire ud af ti har ikke adgang til så meget som en spand at prutte i. Folk bruger togskinner, skoven, marken, en plastikpose, buskene uden for landsbyen, stranden, baggården, sidegaden, flodbredden og så videre. Prøv lige at tænk på, hvor mange milliarder tons fritliggende afføring dét bliver til i løbet af et år!
I udviklingslandene er diarré små børns fjende nummer ét, og det anslås, at over to millioner dør af det om året. Ofte kaldtes diarré en »vandrelateret sygdom«, men det er blot en pæn omskrivning af sandheden, for retteligen er der tale om en »lorterelateret« sygdom, som forfatteren bramfrit skriver. Den, der har besøgt et slumkvarterer i afrikanske lande eller Indien, har ved selvsyn oplevet, hvad fattige folk skal døje med. Nemlig ekskrementer overalt, intet rent vand og som følge heraf alskens sygdomme. Ifølge George dør flere mennesker i verden af fæcesrelaterede sygdomme end af aids, tuberkulose og malaria.
Men det er naivt at tro, at den vestlige verden i længden undgår samme fækale problematik, pointerer George. For med træk-og-slip slipper vi ikke for fækalier i det lange løb. Over 90 procent af verdens afføring bliver stadig skyllet mere eller mindre ubehandlet ud i floder, søer og have. Rose George fortæller eksempelvis om et udbrud af infektionen cryptosporidium i 1993 i byen Milwaukee ved Lake Michigansøen i USA. Byen dumpede nødtørftigt renset spildevand ud i søen og pumpede drikkevand op sammesteds. Resultatet var 100 døde og 400.000 syge. I de hjemlige farvande er e-coli-bakterier heller ikke et ukendt fænomen, ligesom forurenet drikkevand fra vandværker også forekommer.
Som research til The Big Necessity har Rose George besøgt toiletter overalt i verden for at blive klogere på toilethistorie og -kultur, kloakering og sanitetsforhold. Hun holder en fin balance mellem de uundgåelige latrinære vitser og ordspil, overraskende fakta og gravalvorlige betragtninger.
At løse verdens sanitetsproblemer er en ganske ædel beskæftigelse, skriver George, og fremdrager Indiens landsfader Mohandas K. Gandhi som eksempel. Han erklærede, at sanitet var vigtigere end uafhængighed og rensede da efter sigende også sit eget toilet. Med en (i øvrigt forgæves) opfordring til resten af befolkningen om ikke at bruge dalitterne (de kasteløse) til den slags. Arkitekten Le Corbusier anså toilettet for en af de smukkeste genstande, der nogensinde var blevet produceret. Forfatteren Rudyard Kipling betragtede kloakker som mere indtagende end litteratur.
Man er næsten på linje med Kipling efter Georges indledende kapitel, hvor læseren bliver taget med på en fængslende guidet tur i Londons omfattende kloaksystem. Her bliver man præsenteret for de dedikerede mænd eller flushers, der holder det 60.000 kilometer lange systemet ved lige. Interessant nok hader de fedt og olie mere end afføring. Fedt bliver nemlig hårdt som cement og blokerer afløb og rister, stinker og er kort sagt »afskyeligt«. Flusherne forbander de madsteder, der ikke bekoster en fedtudskiller.
Londons kloakker er udtænkt og konstrueret under kyndig ledelse af ingeniøren Joseph Bazalgette (1819-91) hen over midten af 1800-tallet efter den såkaldte Great Stink. Den forekom i sommeren 1858, hvor Themsen stank så aldeles rædsomt, at parlamentets gardiner blev overhældt med klorin for at dølge lugten, og politikerne talte gennem lommetørklæder. Themsen var mere en åben kloak end en flod, og på 11.-dagen vedtog datidens politikere en lov om kloakering af byen efter at have udskudt beslutningen i årevis. Det var i øvrigt en henlæggelse, der havde kostet mange liv, for hvert år døde tusinder af mennesker af de regelmæssige koleraudbrud, der spredte sig via det forurenede drikkevand.
Det tog tyve år at konstruere Londons kloaknet, hvorefter det menneskelige affald blev ledt væk fra byen og skyllet ud længere nede ad floden, hvor det ikke generede så mange mennesker. Bazalgettes geniale konstruktion reddede efterfølgende mange liv og inspirerede til lignende systemer verden over. Men hans langsigtede arv er forestillingen om, at fortynding med vand løser forureningsspørgsmålet. Verdens hastigt voksende befolkning viser, at dette ingenlunde er tilfældet, og andre metoder må tages i brug for at redde verdens vandressourcer.
Fra britisk kloakhistorie hopper George elegant til sofistikerede japanske toiletenheder. I Japan har alle husholdninger med respekt for sig selv for eksempel en luksusmodel af mærket TOTOs Washlet Clean is Happy-toilet. Den japanske TOTO-toiletoplevelse er ultra-hightech med kontrolpanel, varme i sædet, præcist placerede strålerør til delikat afvaskning af anus og for kvinders vedkommende det uudgrundelige »foran forneden« samt naturligvis lufttøring. Musik leveres også til at skjule diverse kropslyde. Clean is Happy har også navnet Green is Happy, for med Washlet er der ikke brug for toiletpapir. Rose George fortæller, at der er en skarp konkurrence på det japanske toiletmarked for at udvikle de mest raffinerede, fuldautomatiserede toiletter.
Denne fokus på renlighed og vask har dog taget mange år at fremelske i den japanske befolkning, skriver George. Når man skal introducere en ny toiletteknologi, skal man for eksempel tage højde for, om befolkningen traditionelt tørrer sig eller vasker sig efter toiletbesøg. Det traditionelle japanske das var baseret på et »tørre-sig«princip ved brug af sten eller pind, og Georges beretning om, hvordan det lykkedes for toiletproducenterne at overbevise om vandets overlegenhed og samtidig skabe en vis åbenhed omkring toiletbesøg, er morsom og lærerig læsning. For det første, fordi det giver håb om, at toiletvaner kan ændre sig med den rette påvirkning og markedsføring. For det andet, fordi man uvægerligt tænker på Danmarks inkarnerede »tørre sig«-tradition, og hvad der kunne ændres ved den.
Fra Japan går Rose Georges tour de toilette til Singapore og besøg hos ildsjælen Jack Sim, grundlæggeren af en slags alternativ WTO. Nemlig World Toilet Organisation. WTO afholder blandt andet årlige internationale møder om ny toiletteknologi. Siden er George i Sydafrika og diskuterer sanitet med den spraglede Ronnie Kasrils, tidligere Minister for Vandanliggender. Han er ifølge George en af de få politikere i verden, der har fingeret et toiletbesøg for at indvie en ny VIP-latrin (Ventilated Improved Pit) i en lille landsby. Hele landsbyen brød ud i sang, da han åbnede døren og kom ud.
Rose George er også interesseret i, hvad man kan bruge al den afføring til, andet end at skylle den ud i floder og verdenshavene. Hun tager derfor til Kina for at undersøge biogasanlæg. I Kinas landsbyer står omkring 15 millioner af slagsen, der fodres med menneskelig afføring og siden udspyer gas. Denne gas kan man enten konvertere til elektricitet til belysning eller bruge til madlavning. Kvinderne er særdeles glade, for de er fri for det hårde arbejde med at finde brænde og kan bruge tiden på andre, mere lønsomme aktiviteter. Det lyder som en forjættende løsning, men teknologien bag kræver langvarig oplæring. Desuden skal folk lære at omgås teknologien, så små børn for eksempel ikke falder ned i gylletanken, hvad der har været eksempler på. Derudover er anlæggene temperaturfølsomme og kræver tilførsel af griseafføring for at fungere optimalt.
Rose Georges vittige og lærde manifest flyder snart sagt over med anekdoter og viden fra hele verden og engagerer læseren i dette meget tabubelagte emne fra start til slut. Feltet er stort og kompliceret, og som George igen og igen viser, findes der ingen fikse og færdige løsninger i nogen verdensdel. Men spørgsmålet om sanitet berører os alle, og det er på eget ansvar, at vi ser bort fra det. Bogen har i øvrigt et omfattende og interessant noteapparat, og hvis man er blevet tændt på at læse videre, er der en litteraturliste med inspirerende titler som The Poop Report, The Last Taboo, Sitting Pretty og deslige.
