Bernie Krause: The Great Animal Orchestra
Biofoni. Ny bog udbreder glæden ved naturens mangfoldighed af lyd og taler for at bevare lydlandskaberne.
Den amerikanske pioner inden for optagelser af naturlyde, Bernie Krause, har brugt de sidste 30 år på at indfange lydlige landskaber overalt i verden. Indtil videre har han over 14.000 individuelle dyre-, fiske-og insektearter repræsenteret i lydarkivet. Nu har han også skrevet en bog om naturens lyde og sin fordybelse i dem, The Great Animal Orchestra.
Finding the Origins of Music in the World’s Wild Places. Bogen kommer vidt omkring og slår blandt meget andet et slag for bevarelsen af verdens unikke biofonier. Det sidste er et udtryk, Krause selv har opfundet. Det hentyder til, at et landskabs samling af dyrelyde umiddelbart lyder som en kakofoni af summen, bjæf, fløjt og hyl, men faktisk er ganske orkestreret.
Hans kongstanke er, at biofoniens tilstand med hensyn til lydtæthed og diversitet er en god indikator for et habitats generelle helbredstilstand. Det er klart, at biofonien lyder forskellig alt efter tidspunkt på døgnet, årstiden, vind og vejr. Men som helhed finder de organiske og uorganiske elementer sammen i en fin balance, som forsyner en given lokalitet med en unik akustisk signatur. Som man aner, er Krause miljøforkæmper om en hals, men inden for et felt, der først de sidste ti til femten år begynder at røre på sig. Nemlig bioakustik og de hemmeligheder, dyrenes lydlige frembringelser bærer i sig.
Krause startede voksenlivet som flipper, blandt andet i 1960ernes Californien. Han spillede i et band, var studiemusiker, eksperimenterede med synthesizere og tog en masse stoffer. En dag i 1968 blev han sendt ind i kæmpefyrretræsskoven Muir Woods for at optage naturlyde til en plade. Den ældgamle kystskovs lydlige landskab foldede sig ud for hans stereofoniske mikrofoner, videre ind i hans øregange og afstedkom en sand åbenbaring.
Naturen er fyldt med en vidunderlig diversitet af lyde, og hold da op, hvor er der forskel på blot at høre og så aktivt at lytte, måtte han sande. Siden droppede Bernie Krause musikerlivet og stofferne, tog sig en doktorgrad i bioakustik og begyndte at optage naturens vellyd.
BERNIE Krause er et menneske, der i den grad opfatter verden med ørene. Han har af samme grund mange lydhøre betragtninger.
For eksempel om den nye »soniske orden«, som han skriver, der indtraf på jordkloden med livets opståen. Før gav planeten kun genlyd af geofoniske fænomener så som vind, vand, torden, jordskælv, vulkanudbrud med videre.
Men med levende organismer opstod helt nye lyde. Alt levende giver lyd fra sig, skriver Krause, lige fra en virus, der løsriver sig fra den overflade, den har været hæftet på, til den lavfrekvente rumlen, som hvaler og elefanter udsender. Krause synes at have stukket en mikrofon ned i eller i nærheden af næsten alt fra stridulerende myrer i Brasiliens regnskove til anemoner i havet langs kysten i det sydøstlige Alaska. Anemonerne producerer såmænd meget usædvanlige lyde, skriver han, »selv om vi ikke aner hvorfor, eller hvordan, endsige hvad lydene betyder for andre organismer i nærheden.« Krause har udarbejdet spektrogrammer over forskellige biofonier og sammenligner dem over flere år. Spektrogrammer er grafiske fremstillinger af lyd med tid som vandret akse og frekvens som lodret akse. Krause gengiver for eksempel to spektrogrammer for et bestemt skovområde før og efter selektiv træfældning i henholdsvis 1988 og 1989. Når man tager området i øjesyn nu, fortæller han, ser skoven frodig, vild og næsten uforandret ud. Ser man til gengæld på spektrogrammerne, er det tydeligt, at stedets akustiske aftryk er blevet fattigere.
De forandringer, som træfældningen har medført, kan måske ikke ses med det blotte øje, men de kan høres. Ifølge Krause kan det godt være, at et billede siger mere end tusind ord, men et lydlandskab siger til gengæld mere end tusind billeder. Bioakustikeren mener, at biologer og forskere har været for optaget af enkelte arters vokaliseringer frem for sammenspillet mellem dem. Han slår til lyd for, at man begynder at lave basislinjeoptagelser af forskellige habitater, så man har et udgangspunkt for at måle ændringer af biofonien.
I grunden synes Krause, at biofonien overgår menneskeskabt musik, og han beskriver eksempelvis et morgenkor i Borneo, hvis spektrograf bestemt giver påmindelser om en længere takt af et musikstykke. På grafen er angivet, hvordan cikader, insekter, fuglene krattimalie og natravn samt gibbonabernes lyde fletter sig ind og ud af hinanden. Krause opererer med udtrykket biofonisk adfærd for at beskrive den måde, hvorpå dyrene afmærker deres akustiske territorium. Han hævder, at dyrestemmer i mange habitater har udviklet sig på en sådan måde, at de holder sig uden for andre dyrs akustiske område.
Det betyder, at man kan adskille de individuelle stemmer, og hvis der er konflikter, bliver de akustiske disputter løst ved timing, så den ene afløser den anden. »Fugle, insekter og pattedyr danner deres egne nicher i tid, frekvens og rum… På samme måde som violinerne, træblæserene, trompeterne og slagtøjsinstrumenterne afmærker et akustisk område i et orkesterarrangement,« skriver han. Han mener sågar, at de forskellige arter træder ind i den biofoniske forestilling i evolutionær rækkefølge.
I den helt tidlige morgen kommer insekterne, så entrerer reptiler og padder, dernæst fugle og til sidst pattedyrene.
DET er klart, at lydnørden Krause vier en del sider af The Great Animal Orchestra til virkninger af den voksende mængde menneskeskabt lyd og støj i verden. Et eksempel er en bestemt tudseart i Californien. I parringssæsonen mødes artsfællerne rundt om småsøer og istemmer et velkalibreret kvækkekor. Man har tolket tudsernes vokalisering som en måde at tiltrække en mage og afmærke deres territorium.
Krause introducerer en tredje mulighed, nemlig at koret beskytter enkeltindividerne mod rovdyr, der ikke kan differentiere, hvor vokaliseringerne præcist kommer fra. Under optagelser af tudsekoret hører Krause nemlig, hvordan det bliver slået helt ud af hak af en overflyvende, støjende jetjager, og tudserne mister »deres beskyttende kappe af synkronicitet«, som han skriver. Efterfølgende plukker et par prærieulve og en stor hornugle nogle tudser ud, som forsøger at genetablere deres plads i koret.
Krause er fænomenal til at fremmane lydlige landskaber fra sin mangeårige karriere med hørebøffer på ørene og mikrofon i hånden på verdens vilde steder. Det bevirker, at man under læsningen kommer i tanke om store lydoplevelser, man selv har haft, om de så bare udspillede sig på en tur i den danske bøgeskov en junimorgen eller en mere eksotisk oplevelse under fremmede himmelstrøg. Spørgsmålet er naturligvis, om det giver mening at sammenligne mønstre og gentagelser i dyrs kommunikation med et orkesterværk, når det kommer til kreativ intentionalitet. Krauses overvejelser om dyrenes lydlige nicher og evolutionære rækkefølge er nok også mere spekulativ end forskningsbaseret, men ikke mindre tankevækkende af den grund. Man får i hvert fald blod på tanden for yderligere læsning om bioakustisk forskning, og på nettet er det i øvrigt muligt at finde og høre klip fra nogle af hans biofoniske optagelser.
————————————
Nederst i denne artikel fra Journal of Bioscience kan man høre en masse fantastiske lydoptagelser. Wired har en artikel om Krause med highlights fra hans lydarkiv. Især jaguaren fascinerer 
Artiklen blev bragt i Weekendavisen den 25.5.2012.
