Feeds:
Posts
Comments

Hvem er De?

an_pixileretAnsigtsblind. Omkring to procent af befolkningen har svært ved at genkende andre menneskers ansigter.

De fleste mennesker genkender et ansigt lige så let som at klø sig i nakken. Det synes at ske automatisk, og ingen ville rigtig kunne sige, hvad de gør for at genkende et ansigt. Det sker bare. Der er dog nogle, for hvem denne legende lette ansigtsgenkendelse ikke fungerer. De har svært ved at genkende folk, de lige har mødt, eller ansigter på kendte skuespillere, politikere eller musikere. Særlig hårdt ramte kan hverken genkende familiemedlemmer eller nære venner og somme tider heller ikke sig selv i spejlet.

Det gælder for eksempel den nyligt afdøde forfatter og neurolog Oliver Sacks, som har rakt hånden ud for at hilse på sig selv i spejlet.

Fænomenet blev allerede beskrevet i 1800-tallet, men fik først betegnelsen prosopagnosi efter Anden Verdenskrig, hvor nogle hjemvendte soldater med hjerneskader udviste tegn på »erhvervet ansigtsblindhed«, som prosopagnosi normalt oversættes med. I 1970erne konstaterede man, at der også eksisterer medfødt ansigtsblindhed, men man troede, at det var sjældent forekommende, så man interesserede sig ikke synderligt for det.

Inden for de seneste 10-15 år har forskere dog opdaget, at medfødt ansigtsblindhed er mere hyppig end ventet. Flere og flere rapporterer om problemet, efterhånden som det bliver mere kendt. Lige nu er formodningen, at cirka to procent af befolkningen famler i blinde, når det gælder ansigtsgenkendelse. Det kan have store sociale konsekvenser, for social interaktion baserer sig for det meste på, at man kan genkende hinandens ansigter. Tænk bare på vanskelighederne for en skoleelev, der vedvarende ikke kan genkende kammerater eller lærere, eller hvor arrogant man ofte selv oplever et menneske, man selv kan genkende, men som ikke synes at genkende en tilbage.

Bragt i Weekendavisen, 6.2.2017. Læs mere her.

 

Paradigmeskift. Et boom i fundet af nye menneskearter varsler mere åbenhed i arbejdsmetoderne inden for palæoantropologien, som ellers er »bygget op omkring store egoer og enkelte fossiler«. Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum, hilser udviklingen velkommen.

Homo naledi hånd

Homo naledi hånd

Videnskaben og den brede offentlighed hungrer efter den store fortælling om vores egen arts udvikling. Derfor er fossile fund af tidlige menneskearter forbundet med stor videnskabelig prestige for de palæoantropologer, der gør fundene. Spektakulære fund bliver derfor ofte forsidestof i alverdens medier, hvad man senest kunne opleve i september i år.

Her præsenterede Lee Berger, forskningsprofessor og palæoantropolog ved Sydafrikas Witwatersrand Universitet, en ny stjerne på den fossile homininhimmel, Homo naledi. Naledi blev fundet i en svært tilgængelig grotte i Rising Star-hulesystemet uden for Johannesburg i Sydafrika i 2013, og man spår, at fundet vil bidrage til at kaste nyt lys over det moderne menneske stedse mere komplicerede udviklingshistorie. Naledi betyder i øvrigt »stjerne« på det lokale Sotho-sprog.

Mens verden fejrede fundet, blev Bergers hurtige arbejdsmetode og vidtrækkende konklusioner kritiseret af en række ældre, velrenommerede palæoantropologer. Ingen var dog for alvor i tvivl om, at naledi-fundet er helt enestående. Berger konkluderede, at der er tale om en helt ny menneskeart, der trods en hjerne på størrelse med en appelsin havde udviklet et begravelsesritual. Alene antallet af fossiler med omkring 1500 knoglerester fra 15 individer samt en næsten komplet hånd og fod gør naledi-fundet unikt og betydningsfuldt. Samtidig fremstår Sydafrika igen som brændpunkt for fossile fund af tidlige menneskearter.

Ideer har opsøgt Peter C. Kjærgaard, professor i evolutionshistorie og næsten nyslået museumsdirektør for Statens Naturhistoriske Museum, for at få en vurdering af Bergers fund og arbejdsmetoder.

Artiklen blev bragt i Weekendavisen d. 8.1.2016. Læs resten her.

Halshugget

Severed. A History of Heads Lost and Heads Found af Frances Larson. Granta, 2014.

Severed. A History of Heads Lost and Heads Found af Frances Larson. Granta, 2014.

Kraniet foruroliger, skriver antropolog Frances Larsons – på en gang et menneske og blot en ting. Hendes studie af menneskehedens komplicerede forhold til afhuggede hoveder fornøjer og forfærder i lige mål og er tilmed uhyggelig aktuel.

“Alexander” var et menneskekranium, som jeg boede sammen med i fire år i London. Han stod i et hjørne af dagligstuen og tilhørte min osteopatværtinde, som granskede kraniets finurlige struktur som led i sine studier af det menneskelig bevægeapparat. Kraniet stammede fra en tid, hvor medicinstuderende i England kunne købe menneskeskeletter og -kranier, og Alexander var angiveligt hjemhørende i Indien. Ofte tænkte jeg på, hvis far, søn, ægtemand eller broder, Alexander mon havde været og i grunden stadig var, og ad hvilke snirklede veje, hans kranie mon var havnet på Westbourne Park Road.
Denne fascination af kranier deler jeg med mange mennesker mange steder i verden, ikke bare i dag, men også i historisk tid. Det fremgår af den britiske antropolog Frances Larsons nye bog Severed: A History of Heads Lost and Heads Found. Det menneskelige hoved er omgærdet af betydning og bliver mere end nogen anden kropsdel identificeret med den person, det tilhørte. Det afhuggede hoved foruroliger, skriver Larson, for det er et menneske, men samtidig er det også blot en ting. Med denne kropsdel har vedkommende registeret verden med alle sine sanser, vedkommende har talt og tænkt, lyttet, lugtet, kigget ud i verden og udvist en mangfoldighed af ansigtsudtryk. Man kan ære kranier, som man i dag gør det til minde om folkedrabene i eksempelvis Rwanda, Cambodja og Etiopien. Eller man kan udstille afhuggede hoveder, som man gjorde det i fordums tid i Europa, hvor forbryderes og landsforræderes hoveder stod på pæle ved byporten til skræk og advarsel.

Bragt i Weekendavisen 14. november 2014. Læs resten her.

 

Stuff matters coverVerden er fyldt med vidunderlige kunstmaterialer. Ny bog af britisk materialeforsker løfter sløret for nogle af hemmelighederne bag dem.

Mark Miodownik: Stuff Matters. The Strange Stories of the Marvellous Materials That Shape Our Man-Made World. Penguin, 2014. Bogen vandt The Royal Society Winton Prize for Science Books 2014.

Jeg har hørt meget om armeret beton i mit liv. Det er et materiale, min far arbejdede med i årevis. Han har støbt alt fra vandtårne i Sydrhodesia til socialt boligbyggeri i San Francisco til broelementer i Nordjylland. Derfor lægger jeg uvægerligt mærke til, når indiske bygningsarbejdere sidder på hug på arbejdspladspladser og binder armeringsjern, eller når man er ved at støbe det sidste af verdens næsthøjeste bygning i Shanghai, hvis top man knap nok kan se på grund af luftforurening. Det billige bygningsmateriale beton er allestedsnærværende, for omkring 50 procent af alle nye bygninger i verden består af det.

Beton er netop et af de materialer, som ingeniør og professor i materialevidenskab Mark Miodownik indgående beskriver i sin nye bog Stuff Matters: The Strange Stories of the Marvellous Materials That Shape Our Man-Made World. Han tager afsæt i et billede af sig selv og den myriade af menneskeskabte materialer, der omgiver ham, mens han drikker te og læser (papir) avis ved et havebord på en tagterrasse i London med skyskraberen The Shard i baggrunden. De forskellige stoffer er – foruden beton – stål, papir, chokolade, skum, plastic, glas, grafit, porcelæn og biologiske implantater i form af to titaniumskruer i Miodowniks skadede knæ. Alle sammen hverdagslige materialer, som vi mennesker tager for givet og ikke skænker mange tanker.

Omtalen af Stuff Matters blev bragt i Weekendavisen den 10.10.2014. Læs resten af artiklen her.

Genitalt. Ny bog går tæt på den sjældne forskning i dyrerigets mangfoldige forplantningsorganer.

Menno Schilthuizen: »Nature’s Nether Regions. What the Sex Lives of Bugs, Birds, and Beasts Tell Us About Evolution, Biodiveristy and Ourselves«. Viking Press, 2014.

Sneglepenis fra udstillingen Musuem of Copulatory Organs af Maria Fernanda Cardosa.

Imponerende sneglepenis fra udstillingen Musuem of Copulatory Organs af Maria Fernanda Cardosa.

Nogle insektarter ligner umiddelbart hinanden så meget, at selv den mest erfarne specialist ikke kan kende forskel på dem. Derfor gransker man hannernes kønsorganer, for her finder man et sandt festfyrværkeri af forskellighed, og hver art i en familie har sit spektakulære forplantningsorgan. Det fandt den franske naturhistoriker og taksonom René Jeannel ud af i begyndelsen af 1900-tallet med sine studier af biller fra forskellige underjordiske hulesystemer. Han var den første, der inddelte arter efter, hvordan deres penis så ud.

Faktisk er spektakulær lidt af en underdrivelse.

For som den hollandske professor i udviklingsbiologi Menno Schilthuizen skriver i sin Nature’s Nether Regions, har eksempelvis en særlig hønseloppehan et forplantningsorgan, »der ligner et eksploderet bornholmerurværk«, med alt hvad dertil hører af fjedre, paletter og krummelurer. Kunstprojektet The Museum of Copulatory Organs af den australske kunstner Maria Fernanda Cardosas demonstrerer tillige, at ordet udstyrsstykke slet ikke yder diverse »udstyr« retfærdighed.

Bragt i Weekendavisen den 15.8.2014. Læs resten af artiklen her.

Frankensteinvejr

Eksplosivt. På tærsklen til 200-året for Tambora-udbruddet udforsker en litteraturprofessor dets indvirkning på litteratur, videnskab og politik.

Gillen D’Arcy Wood, »Tambora. The Eruption That Changed the World«. Princeton University Press, 2014.

tamboraDen klassiske gyserfortælling Frankenstein af Mary Shelley har været genstand for et utal af analyser, siden den udkom i 1818. Historien om den sindsforstyrrede videnskabsmand Victor Frankenstein og hans uhyrlige skabning blev til, da Shelley og hendes mand Percy Shelly, Lord Byron og et par stykker til var fanget i ekstremt dårligt sommervejr i 1816 i den uhyggelige Villa Diodati i Schweiz. Lord Byron udfordrede de andre og primært Percy Shelley til at skrive en spøgelseshistorie, men det var Mary Shelleys bidrag, der skrev sig ind i litteraturhistorien. Romanen og dens højspændte, gotiske univers er i tidens løb blevet tolket som en kritik af patriarkatet, en advarsel mod utæmmet videnskabelig udforskning og en hyldest til Oplysningstiden. Andre har taget den queerteoretiske brille på og set Frankensteinuhyret som en udspaltning af undertrykt homoerotisk begær. Nu læser litteraturprofessor og leder af »Sustainability Studies Initiative in the Humanities« på University of Illinois, Gillen D’Arcy Wood, romanen på en ny måde. Nemlig som spundet ind i eftervirkningerne af den klimakatastrofe, der ramte store dele af verdenen i årene efter Tamboravulkanudbruddet på øen Sumbawa i 1815. Øen ligger lige øst for Bali og Lombok.

Som Wood skriver, har Frankensteinuhyret en slående lighed med de hundrede tusinder af udhungrede fattige, der vandrede Europas landeveje tynde i desperat søgen efter mad og husly, da høsten svigtede tre år i træk. Frankensteinuhyret blev mødt med samme væmmelse og afsky. I Woods nye bog, Tambora. The Eruption That Changed the World, skriver han om, hvordan vulkanudbruddet ikke blot påvirkede himlen, lyset, naturen og høsten, men satte sit præg på litteratur og kunst og inspirerede til nye videnskabelige discipliner.

Bragt i Weekendavisen den 6.6.2014. Læs resten af artiklen her.

Memento mori. Gamle fotografier af uddøde fugle og dyr taget med uddøde teknikker prenter sig på nethinden og viser dyrenes levende ener

Errol Fuller: Lost Animals. Extinction and the Photographic Record, Princeton, 2014. The Great Auk, 1999.

FullerDen britiske ekspert i uddøde fugle og dyr Errol Fuller udgav i 1999 The Great Auk, et digert værk om den prægtige, men uddøde gejrfugl. Det sidste par af slagsen fik angiveligt vredet halsen om af tre fiskere i juni 1844 på den islandske ø Eldey. For de, der ikke kender gejrfuglen, var den en cirka 70 centimeter høj og fem kilo tung ikke-flyvende alkefugl, der holdt til i det nordlige Atlanterhav. Gejrfuglen havde et spektakulært stort næb, og ifølge samtidige beretninger kunne den pludselig dukke tusindtalligt op på øen Funk ud for Newfoundland eller på et klippeskær ud for Grønland eller Hebriderne for at yngle, hvorefter den forsvandt igen lige så pludseligt, som den var kommet.

Ingen vidste hvorhen.

Den blev som dronten jagtet til døde for sit kød, sin olie og sine fjer og var et nemt offer, fordi den kunne ikke flyve. I vandet gav de små vinger dog fuglen en uovertruffen manøvredygtighed, og i dette element var den næsten uovervindelig. I 1800-tallet opstod en gejrfuglkult på museer og hos samlere og naturhistorikere i Europa og USA, da man forstod, at dyret var næsten udryddet. Man gjorde sig store anstrengelser for at sikre sig skind fra de sidste eksemplarer, og udstoppede gejrfugle og gejrfugleæg var i høj kurs hos diverse auktionshuse.

Bragt i Weekendavisen den 1.8.2014. Læs hele artiklen her.