Paradigmeskift. Et boom i fundet af nye menneskearter varsler mere åbenhed i arbejdsmetoderne inden for palæoantropologien, som ellers er »bygget op omkring store egoer og enkelte fossiler«. Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum, hilser udviklingen velkommen.
Homo naledi hånd
Videnskaben og den brede offentlighed hungrer efter den store fortælling om vores egen arts udvikling. Derfor er fossile fund af tidlige menneskearter forbundet med stor videnskabelig prestige for de palæoantropologer, der gør fundene. Spektakulære fund bliver derfor ofte forsidestof i alverdens medier, hvad man senest kunne opleve i september i år.
Her præsenterede Lee Berger, forskningsprofessor og palæoantropolog ved Sydafrikas Witwatersrand Universitet, en ny stjerne på den fossile homininhimmel, Homo naledi. Naledi blev fundet i en svært tilgængelig grotte i Rising Star-hulesystemet uden for Johannesburg i Sydafrika i 2013, og man spår, at fundet vil bidrage til at kaste nyt lys over det moderne menneske stedse mere komplicerede udviklingshistorie. Naledi betyder i øvrigt »stjerne« på det lokale Sotho-sprog.
Mens verden fejrede fundet, blev Bergers hurtige arbejdsmetode og vidtrækkende konklusioner kritiseret af en række ældre, velrenommerede palæoantropologer. Ingen var dog for alvor i tvivl om, at naledi-fundet er helt enestående. Berger konkluderede, at der er tale om en helt ny menneskeart, der trods en hjerne på størrelse med en appelsin havde udviklet et begravelsesritual. Alene antallet af fossiler med omkring 1500 knoglerester fra 15 individer samt en næsten komplet hånd og fod gør naledi-fundet unikt og betydningsfuldt. Samtidig fremstår Sydafrika igen som brændpunkt for fossile fund af tidlige menneskearter.
Ideer har opsøgt Peter C. Kjærgaard, professor i evolutionshistorie og næsten nyslået museumsdirektør for Statens Naturhistoriske Museum, for at få en vurdering af Bergers fund og arbejdsmetoder.
Artiklen blev bragt i Weekendavisen d. 8.1.2016. Læs resten her.
Leave a Reply