Aparte eksistenser. De har tre hjerter, blåt blod i årerne, og så viser forskningen, at de er betydeligt mere intelligente, end de ser ud til.
Kraken er et gammelt nordisk ord for et mytologisk, blækspruttelignende søuhyre, der kunne trække skibe ned i dybet med sine gigantiske tentakler. Det er også titlen på en dugfrisk bog af den amerikanske videnskabsjournalist Wendy Williams, Kraken: The Curious, Exciting and Slightly Disturbing Science of Squid med sidste nyt fra blækspruttefronten.
Når Williams bruger ordet kraken, er det for understrege, at havet fortsat gemmer på mange hemmeligheder. Faktisk ved vi mere om Månens bagside, end vi ved om bunden af havet, som en af de forskere, Williams har talt med, fremhæver.
En stor del af bogen er viet til den gådefulde kæmpeblæksprutte Architeuthis og den endnu mere mystiske kollosalblæksprutte Mesonychoteuthis, som sagnet om kraken formentlig baserer sig på. Med øjne så store som billygter, store næb, sugeskiver med hornkroge og en længde på 18-20 meter er kæmperne de største hvirvelløse dyr overhovedet.
Man ved forbløffende lidt om deres udbredelse, adfærd og intelligens. Hver gang en af dem dukker op i et fiskenet eller bliver skyllet død op på stranden, er den forsidestof på linje med spændende dinosaurfund. Blæksprutteforskerne står i kø for at få fingrene i tentaklerne og indholdet af mavesækken.
I Williams nye bog møder vi også den ottearmede og meget intelligente stillehavsblæksprutte Enteroctopus dofleini, den udbredte tiarmede humboldtblæksprutte Dosidicus gigas, og den undseelige Loligo pealei, en lille tiarmet blæksprutte. Den sidste er interessant, blandt andet fordi studier af dens nerveceller har kastet vigtig neurobiologisk viden af sig.
For blækspruttens nerveceller ligner i høj grad menneskets, selv om vores evolutionære veje skiltes for over 700 millioner år siden.
Blækspruttens nerveceller har en særlig tyk axon, det vil sige den forgrening, der leder nerveimpulser væk fra cellen. Det betyder, at axonets indre mekanismer er relativt nemme at observere. Det britiske forskerteam Alan Hodgkin og Andrew Huxley studerede og eksperimenterede for eksempel med blækspruttens axon tilbage i 1930rne og 1950erne.
På den baggrund fik de i 1963 Nobelprisen for deres afdækning af, hvordan elektriske impulser bevæger sig i nervesystemet. Den dag i dag bruger mange neurobiologer blækspruttens særligt store axon til granskning af, hvad der kan gå galt med dens funktion og eksempelvis forårsage neurologiske sygdomme såsom Huntingtons, Alzheimers og Parkinsons.
BLÆKSPRUTTER er dog også interessante væsener for deres egen skyld, anfører Wendy Williams. For selv om deres nervecellers biologi ligner vores, er blæksprutter på stort set alle andre områder helt deres egne. De har tre hjerter: to ved gællerne og et centralt lokaliseret i kappehulen, der omslutter de indre organer. Blåt blod løber i deres årer, da ilt bliver transporteret ved hjælp af kobbermolekyler i stedet for jernmolekyler.
Desuden har de en decentraliseret hjerne, og tre femtedele af deres intelligens sidder i armene, hvor sugeskiver med eller uden hornkroge kan bevæge sig uafhængigt af hinanden.
Resten af hjernen med specialiserede hjernelapper til eksempelvis hukommelse og syn er viklet rundt om halsen.
Armene – eller tentaklerne – sidder i en krans omkring munden, og hvis en arm bliver adskilt fra kroppen, kan den svømme rundt i nogle timer. Det sker kuriøst nok for visse arter under parringen. Hos blæksprutter er den ene af hannens arme et formeringsorgan, eller hectocotylus, der overfører sædkapsler til hunnen.
Nogle arter injicerer sædkapslerne under hunnens kappehule, hos andre arter brækker hectocotylussen af, svømmer hen til hunnen og bliver gemt under kappehulen, indtil æggene skal befrugtes. Før man forstod, at det var en hectocotylus, troede man, at tingesten var en slags væmmelig parasit inde i hunnen.
De udspyr blæk for at skræmme fjender bort, for som den australske forsker Mark Norman siger, er de en slags omkringsvømmende, letfordøjelige bøffer uden ret megen beskyttelse. Hos nogle dybhavsarter kan blækskyen være selvlysende, andre udspyr tyktflydende, slimet blæk, der antager blækspruttens form, en såkaldt pseudomorf.
Blæksprutteblæk kan endvidere indeholde dopamin, et euforifremkaldende signalstof, der også findes i den menneskelige hjerne.
Da blæksprutter har over 500 millioner år på bagen, betyder signalstoffets tilstedeværelse i blækket, at molekylet formentlig blev udviklet langt tilbage i evolutionshistorien.
VISSE arter har tre lag celler nær hudens overflade, der betyder, at de kan skifte farve med lynets hast. Det øverste lag består af kromatoforer – sammentrækkelige celler.
Nogle forskere mener, at den komplekse evne til at skifte farve og i øvrigt evnen til at bevæge sugeskiver uafhængigt af hinanden kan forklare blæksprutternes intelligens. For noget af den nyeste forskning i blæksprutter tyder nemlig på, at de er mere kvikke, end de ser ud.
Det viser en forbløffende video af en ottearmet blæksprutte i øvrigt også. Den finder en kokosskal på havbunden, tager den op, svømmer med den og gemmer sig siden hen under den. Denne redskabsbrug tyder ifølge flere forskere på en form for intelligens, man tidligere kun mente, at primater, visse fugle og mennesker havde.
Den amerikanske forsker Jean Boal fra Millersville Universitetet i Pennsylvania har eksperimenteret med at putte en tiarmet blæksprutte ind i en labyrint, hvor den skulle lære at vælge forskellige udgange alt efter signaler. Det viste sig, at blæksprutten faktisk ændrede adfærd, men det er uhyre vanskeligt at konkludere, om adfærdsændringen var udtryk for læring og egentlig tænkning. Det kunne lige så vel være, at den blot reagerede forskelligt på forskellige stimuli.
En anden forsker, Jesse Purdy fra et universitet i Texas, har trænet en blæksprutte op til at forvente at få mad i akvariet, når et lille lys blev tændt og slukket. Ved en fejltagelse faldt maden på et tidspunkt ned bag ved noget og kom derfor uden for blækspruttens rækkevidde, hvorefter den løftede to arme, som blev ildrøde. Purdy tolkede dyrets reaktion som mulig »frustrationsadfærd«, endskønt det ellers kun er et træk ved pattedyr. Problemet er, siger Purdy, at vi ikke kender nok til dyrets biologi og adfærd til at stille de rigtige spørgsmål eller udtænke de rigtige eksperimenter.
Er blæksprutters evne til at skifte farve udtryk for avanceret, bevidst kommunikation og i givet fald: Hvad er det så, de siger til hinanden eller til os? Eller er det blot og bar instinktiv camouflageadfærd på baggrund af stimuli fra omgivelserne? ENGANG vakte udforskningen af havenes dyb lige så stor interesse, som udforskningen af rummet gør i dag. Den interesse mærkede den amerikanske naturhistoriker William Beebe, der i 1930rne lod sig sænke dybt ned i havet kapslet inde i en primitiv dykkerkugle ( en batysfære) sammen med makkeren Otis Barton.
Det var eventyr på dybeste plan. De to helte brugte håndvifter til at cirkulere luften med inde i den trange kugle og så til, imens den tilmed tog en smule vand ind. På et tidspunkt kom parret næsten en kilometer ned, hvorfra Beebe transmitterede direkte til begejstrede radiolyttere i USA og England. Han var begejstret over de mange forunderlige og selvlysende organismer, der befandt sig på de dybder, og smittede verden med sin entusiasme.
Den entusiasme må vi genfinde, fremhæver Wendy Williams. Tiden er inde til, at vi igen retter eventyrlysten mod de ukendte og dybeste sider af vores egen planet og dens gakkede og højst interessante livsformer.
Wendy Williams: »Kraken: The Curious, Exciting and Slightly Disturbing Science of Squid. 2011
Bragt i Weekendavisen den 8.7.2011.
Leave a comment