Feeds:
Posts
Comments

Polarmad. Ekspeditioner til Antarktis i den heroiske tidsalder balancerede på kanten af sult og skørbug. Man raflede om smulderet på bunden af kiksedåserne.

Hoosh. Roast Penguin, Scurvy Day and Other Stories of Antarctic Cuisine af Jason C. Anthony. University of Nebraska Press, 2012

HooshForestil Dem seks mand overvintre i over seks måneder i en halvanden meter høj ishule på tolv kvadrat meter på den gudsforladte Inexpressible Island ved Terra Nova Bay i Antarktis i 1912. Gruppen var en del af britiske Robert Scotts 1910-12 ekspedition på skibet Terra Nova, og var egentlig kun på en tidsbegrænset kortlægningstur. Skibet, der skulle hente dem, kunne dog ikke nå frem på grund af pakis. Den seks uger lange kortlægningsekspedition strakte sig derfor over et halvt år, og gruppen havde kun begrænset tøj og udstyr. Madbeholdningen rakte kun til nogle få uger og bestod af pemmikan – en blanding af kød og fedtstof – kiks, kakao, rosiner, sukkerknalder og te.

Mændene forlod kun deres bo for at gå på toilettet, hvilket forekom ret hyppigt, da de fik diarré af de sæler og pingviner, de nedlagde og fortærede. Jagten på dyrene, som var afgørende for deres overlevelse, var den eneste anden grund til, at de ellers forlod hulen. Alle overflader af den lumre og dunkle bolig var dækket af et tykt lag sort fedt fra spæklamper og den improviserede, spækfyrede ovn, de riggede til, da de løb tør for brændstof til primussen. Holdet tilbragte de fleste af de lange vintermånder i deres stadig mere udtjente soveposer iklædt tøj, der snart hang i laser. De drøftede, om spæk fra krillsælen i grunden ikke var den mest delikate, da den med lidt god vilje mindede om smagen af melon. De fantaserede om mad hele tiden, inklusive i drømme.

Man forstår dem godt, for de spiste kun to gange i døgnet, og menuen var unægtelig ensformig. Morgenmad: et krus pingvin-og sælsuppe samt en kiks. Aftensmad: Halvandet krus sælsuppe, en kiks og en kop tynd kakao. Sommetider blev suppesmagen varieret med næsten uspiselig tang. Blod fra sælslagtningen gav af og til kraft til suppen. Det var også muligt at tilsætte nogle teblade til substansen for at give lidt ekstra smag. Mundgodt fra den oprindelige proviantering tillod lidt variation. De seks mænd fik således 25 rosiner hver den sidste i måneden og 12 sukkerknalder hver søndag. Man raflede om smulder i bunden af kiksedåserne.

Men det hele var ikke et kulinarisk sort i sort.

Bragt i Weekendavisen 11.7.2014. Læs hele artiklen her

Affald. Byer og deres skrot og skrald udgør en veritabel mine af råstoffer: Der er for eksempel kobber i gamle ledninger, fosfor i spildevandet og platin i vejstøvet. Urban mining er en ny måde at tænke udvinding af værdifulde ressourcer fra bymiljøer på.

Cykel med skrald i Shanghai. Photo: Annette K. Nielsen

Cykel med skrald i Shanghai.
Photo: Annette K. Nielsen

I Shanghais gader bevæger et utal af trehjulede ladcykler sig rundt læsset med affald. Det kan være store sække med plasticflasker, dynger af aluminiumlister, bunker af skumplader, bjerge af pap, elektronikaffald, diverse ledninger, metalskrot, forskallingsbrædder eller lidt af det hele.

Foran boghandeler – og dem er der mange af i det centrale Shanghai – står gerne en trehjulet cykel, som ejermanden eller -kvinden er i færd med at belæsse med sammenklappede papkasser. Foran byggeri, der er ved at blive renoveret, holder både lastbiler og ladcykler lastet med alskens byggeaffald. På stedet bliver det grovsorteret for siden at blive solgt til diverse skrotmellemhandlere eller transporteret til egen lille familieejede genbrugsvirksomhed.

Det er måske lidt mærkeligt at have blikket rettet mod affaldsindsamling i Shanghais gader, for der er bestemt meget andet og mere kønt at se på. Især i vertikal retning. Men hvis man tænker på, at der bor omkring 23 millioner mennesker i megabyen, og at der bliver bygget i et væk, er det svært ikke at skænke verdens ressourcer, og hvordan vi bruger dem, lidt opmærksomhed. Omkring 40 til 50 procent af dem går nemlig til byggeri, og i Shanghai er der højhuse så langt øjet rækker. Læg dertil, at der trods aftagende vækst er omkring 170 byer med over en million indbyggere i Kina, og at urbaniseringen fortsat tager til – og det svimler for en. For eksempel står det 632 meter høje Shanghai Tower i det finansielle distrikt Pudong snart færdigt og bliver dermed verdens næsthøjeste bygning. Fundamentet alene består af over 60.000 kubikmeter beton.

En trafik af flodpramme lastet med kul, sand og andre råstoffer til brug for fremstillingsindustrien og byggeriet sejler dagen lang på den gullige Huangpu-flod, der skærer igennem storbyen. Sidste år udkom en rapport fra FNs Miljøprogram, der anslog, at behovet for metaller vil stige tifold de kommende år i takt med udviklingen i verdens vækstøkonomier såsom Kinas. Det tror man på, når man bare er på gæstevisit i Riget i Midten.

Bragt i Weekendavisen 2.5.2014. Læs resten af artiklen her.

Sovjetisk rummad på tube

Sovjetisk rummad på tube

Gastronauter. Mad med variation i smag, konsistens og lugt er afgørende for astronauters fysiske og psykiske helbred. Men samtidig skal man undgå astroprutter og forfløjne krummer.

Den russiske kosmonaut Gherman Titov var det første menneske, der spiste i rummet. Det skete, imens han var i et 25-timers kredsløb omkring Jorden ombord på Vostok 2 i august 1961. Angiveligt fik han en trerettersmenu i tubeform.

Da han skulle indtage tredje tube i løbet af sjette kredsløb, blev han også det første menneske, der brækkede sig i rummet.

Men det siger formentlig mere om den heftige kvalme og rumsyge, der til stadighed plager astronauter, end om kvaliteten af det sovjetiske rumprograms tubemad. Selv om borsjtj på tube måske nok kan udfordre selv den mest hårdføre gane. Faktisk vidste man uendeligt lidt om de fysiologiske følger af vægtløshed i begyndelsen af 1960erne.

Rumforskere var eksempelvis i tvivl om, hvorvidt man overhovedet kunne synke i rummet.

Læs resten af artiklen her. Publiceret i Weekendavisen den 18.7.2014.

Nostalgi i Shanghai

Udstoppet. For alle, der har en forkærlighed for det dårligt udstoppede dyr og sære genstande i sprit, er Shanghais gamle naturhistoriske museum rent guf. Det burde selv være på museum.

Sibirisk springmus

Sibirisk springmus

Shanghais Naturhistoriske Museum har til huse i en agtværdig Shanghai Heritage-bygning fra 1923, der tidligere var hjemsted for byens bomuldsbørs.

Museet blev angiveligt installeret i huset i 1956, men beretningerne om dets historie og særligt dets nutid er yderst sparsomme.

Det er, som om museet eksisterer i sin egen tidslomme, glemt af alt og alle.

Denne fornemmelse af glemsel bliver kun bestyrket, når man som undertegnede vandrer rundt på udstillingens tre etager. Første sal byder på en gruppe stående dinosaurskeletter, men det kæmpemæssige udstillingsrum er henlagt i et tusmørke, jeg kun har set magen til på Burmas nationalmuseum i Yangon. Her var belysningen dog så grel, at jeg måtte finde lommelygten frem fra tasken for overhovedet at finde ud af museet igen. I Shanghai er det trods alt bedre. Med besvær skimter jeg hoved og hale på den imponerende 22 meter lange, tre etager høje og 140 millioner år gamle øgle Mamenchisaurus hochuanensis. Svært ikke at tænke, at nogen har glemt at tænde for de store lys, så dinosaurerne kan stråle i al deres magt og vælde.

Læs resten af artiklen her. Publiceret i Weekendavisen 11.4.2014.

Socialt jetlag. Flere og flere lever ude af sync med deres indre ur med helbredsmæssige problemer til følge. Ny bog slår til lyd for større fokus på kronobiologi.

Søvnløshed. Træthed. Manglende koncentration. Fordøjelsesbesvær. Det er alt sammen symptomer på almindeligt jetlag, hvor det indre kropslige ur er ude af sync med den ydre døgnrytme.

Heldigvis er det et forbigående fænomen, men det er såkaldt socialt jetlag til gengæld ikke. I det moderne 24/7-samfund bliver de fleste menneskers døgnrytme nemlig dikteret af vækkeure, arbejdstider, skifteholdsarbejde, sommertid og kunstig belysning snarere end af Solens bevægelser og deres kronotype.

Populært sagt, om de er A-eller B-mennesker. Ifølge den tyske professor i kronobiologi, Till Roenneberg, lider over 40 procent af den centraleuropæiske befolkning af socialt jetlag på to timer eller mere. Cirka 15 procent er mere end tre timer ude af sync.

Den største følge er kronisk søvnunderskud, som i længden kan afstedkomme ganske alvorlige problemer så som fedme, nedsat koncentrationsevne, hjerte-kar-problemer, sukkersyge med videre.

»Selvom spørgsmålet om menneskets indre ur er af afgørende betydning for helbred og velbefindende, er det helt igennem blevet negligeret,« skriver professoren. Det råder han afgørende bod på med sin nye bog om menneskets indre ur, Internal Time. Chronotypes, Social Jet Lag, and Why You’re So Tired.

Læs resten af artiklen her. Bragt i Weekendavisen 1.2.2013

I dag vokser to tredjedele af alle børn i verden op i et tosproget miljø. Det skal vi dyrke, anbefaler forskerne. Foto: Annette K. Nielsen

Hvis det stod til den fremtrædende amerikanske psykolog og lingvist, professor Judith Kroll fra University of Pennsylvania, skulle alle børn lære to sprog.

»Og jo tidligere jo bedre,« som hun siger.

For de seneste ti-femten års forskning viser, at tosprogethed ikke alene fremmer evnen til at kommunikere, den fremmer også udviklingen af en række mentale færdigheder, der ikke har noget med sproglig kommunikation at gøre.

»En række forsøg viser, at dygtige tosprogede udviser en bedre evne til at vælge mellem forskellige tankegange end etsprogede. De er bedre til at fokusere og rette deres opmærksomhed bort fra uvedkommende oplysninger. De ser også ud til at være lidt bedre til at multitaske end etsprogede,« sigerJudith Kroll . Med andre ord bliver der skruet godt op for hele det mentale beredskab, når man har gode færdigheder i to sprog.

Forskning i tosprogethed er i hastig vækst, hvad et netop afholdt internationalt symposium i Oslo viser med al ønskelig tydelighed. Det første International Symposium on Bilingualism blev afholdt i 1997 og havde omkring 100-150 deltagere, imens det seneste symposium samlede over 700 forskere fra hele verden, fortæller Judith Kroll . Væksten i feltet er i grunden ikke så vanskelig at forklare.

For de sidste 20 år er verden blevet mindre, folk slår sig ned i fremmede lande i stadig større tal, og at tilegne sig to sprog er ved at være reglen snarere end undtagelsen. I USA taler omkring 20 procent af befolkningen et andet sprog end engelsk derhjemme, en forøgelse på over 140 procent siden 1980. Endvidere anslår man, at hele to tredjedele af alle børn i verden vokser op i et tosproget miljø.

Artiklen blev bragt i Weekendavisen. Læs hele artiklen her.

Animals_on_trialJura. Grise blev brændt på bålet og insektsværme lyst i ban. I middelalderen var det helt almindeligt, at dyr der forbrød sig mod mennesker kom for retten og blev dømt. Har dyr moral?

Den 10. januar 1457 blev en so fra den franske by Savigny kendt skyldig i mordet på en femårig dreng. Dyret blev dømt til døden ved hængning fra bagbenene i byens galge.

Soens seks pattegrise blev sigtet sammen med soen som medskyldige i mordet, da de ved anholdelsen havde blodstænk på sig. Ifølge anklageskriftet savnede man dog »afgørende bevis for, at de havde bidraget til lemlæstelsen af afdøde,« og smågrisene blev derfor givet tilbage til deres ejer. Dette og meget mere kan man læse i historiker E. P. Evans’ klassiske værk The Criminal Prosecution and Capital Punishment of Animals fra 1906.

Læs resten af artiklen her. Bragt i Weekendavisen den 2.11.2012