Judith Rich Harris: Fortaler for evolutionspsykologi

For psykologiens løse kanon Judith Rich Harris er Freud og psykoanalysen lige så interessant som en udtjent floppydisk. Hun vil forstå, hvorfor mennesker er forskellige, og finder svaret i evolutionspsykologien.

Hvad har du ændret mening om? Og hvorfor? Det intellektuelle britiske webmagasin Edge.org har i begyndelsen af 2008 stillet dette spørgsmål til en række førende forskere, filosoffer, forfattere og tænkere i hele verden. Blandt de 165 adspurgte (heriblandt Tor Nørretranders) møder vi også den »uafhængige forsker og teoretiker«, psykologen Judith Rich Harris . Hun er dybt inspireret af evolutionspsykologien, hvis grundtanke er, at det moderne menneske har en stenalderhjerne gearet til overlevelse på savannen.

Harris er berømt for bestselleren Myten om børns opdragelse, der udkom i Danmark i 2000 (oversat fra The Nurture Assumption, 1998). I den barslede hun med den provokerende teori, at forældre har meget begrænset indflydelse på udformningen af deres børns personlighed. Farvel til skyldfølelse og spildt er alle de penge, voksne børn bruger på briksen i samtale om mor og far. Børn bliver, ifølge Harris , primært opdraget af deres sociale sammenhænge uden for hjemmet. Den evolutionære mening med barndommen er nemlig at forberede barnet på voksenlivet, som sandsynligvis ikke foregår i barndomshjemmet. Bogen skabte furore hos udviklingspsykologer, adfærdspsykologer, psykoanalytikere og ikke mindst forældre over hele verden.

På Edge.org bekender Judith Harris , at hun har ændret mening om »generaliseringer«. Den etablerede psykologi er tilbøjelig til at generalisere fra én adfærd til en anden, mener Harris : Hvis et barn har en tillidsvækkende mor, vil det for eksempel have tillid til alle voksne kvinder. Ifølge Harris viser forskningen, at børn fødes med en udpræget tendens til at kunne opfatte og reagere forskelligt på forskellige mennesker og stimuli. Men ellers er hun den, der sætter sig for at pille ved og ændre på andres verdensbilleder.
Før Harris skrev The Nurture Assumption, forfattede hun lærebøger om udviklingspsykologi. Men siden midt i 1990erne, hvor evolutionspsykologien begyndte at rumle med nye teorier om adfærd og personlighedsudvikling, er denne teori hendes primære inspiration. Sammen med adfærdsgenetik er den en af de koste, »der kan feje psykologiens spindelvæv bort,« mener hun.

Det er typisk for Harris ‘ indlæg i Edge.org, at hun først giver den etablerede psykologiske verden fingeren og så skriver noget om, hvad hun selv mener. Samme teknik bruger hun i sin nyeste bog No Two Alike. Human Nature and Human Individuality fra 2006. I denne bog er hendes ærinde intet mindre end at fremsætte en helt ny teori om personlighedsudvikling. Hun er nemlig optaget af at finde ud af, hvorfor mennesker er så forskellige fra hinanden: »Menneskelig individualitet er et mysterium. (…) Mit mål er at løse det mysterium.«

Harris er en af de mange forskere – Steven Pinker, Richard Dawkins, Stephan Jay Gould er andre – der skriver under på forestillingen om det menneskelige sind som en samling organer eller moduler. Hvert modul er udviklet over tid som svar på nogle specialiserede udfordringer, mentale som fysiske, i menneskehedens udviklingshistorie. Det menneskelige sind ser med andre ord ud, som det gør, som resultat af en naturlig udvælgelsesproces, der holdt op for omkring 10.000-50.000 år siden ifølge de fleste evolutionspsykologer.

Der er et modul, der håndterer sprog, et, der håndterer syn og så videre. Hjernen er en slags præprogrammeret computer med en masse software, som alle mennesker har til fælles. Harris drysser da også rundhåndet med metaforik hentet fra computerverdenen i sin tekst: design-specifikationer, apparater, hukommelseslager, analoge systemer og så videre. I sammenligning med evolutionspsykologien er Freud, psykoanalysen og afledte teorier lige så interessante for Harris som en udtjent floppydisk.

På samme måde som babyer er født med et sprogmodul, der giver dem en instinktiv evne og lyst til at lære sprog, foreslår Harris , at de også er født med et særligt ansigtsgenkendelsesmodul. Her bygger Harris på psykologen Steven Pinkers bog The Language Instinct fra 1994. Forskning viser, siger Harris , at lige så snart et barn kommer ud af mors mave, er det ekstremt optaget af ansigter og stemmer. En af de virkelig fantastiske ting ved den menneskelige hjerne, hævder hun, er, hvor mange forskellige ansigter den kan lagre og huske gennem hele livet.

Derudover er mennesket ekstremt optaget af at diskutere og forstå andre mennesker. Hjernen samler ivrigt og uden indlæring på »menneske-information«. Mennesket er et hypersocialt dyr, for at bruge den danske primatolog Jill Byrnits udtryk, og i menneskets tidlige udviklingshistorie var det livsvigtigt at kunne identificere mennesker og skelne mellem venner og fjender. Hvem skylder jeg en tjeneste? Hvem var det, der slog mig? Hvem er hvem i forhold til mig? Henad side 115 begynder Harris at løfte sløret for, hvad hendes teori går ud på. Det er måske bagsiden af medaljen for denne uafhængige forsker, tænker man, når man samtidig medtænker bogens 43 siders noter og referencer: hun skal eftertrykkeligt demonstrere, at hun kan sit stof i alle detaljer.

For at forklare menneskelig individualitet, mener Harris , at der er tale om et samspil mellem tre systemer i det menneskelige sind: relationssystemet, socialisationssystemet og statussystemet.

Relationssystemet ruster barnet til at svare på spørgsmål som: Vil dette menneske hjælpe mig, hvis jeg er i nød? Er hun i min umiddelbare familie? Vil hun (eller han?) være en god mage i længden? I dette modul er der nærmest ubegrænset plads til information om individer vedrørende køn, alder, gruppe, race, udseende med videre. Det er en slags »menneske-leksikon« siger Harris , der sikrer, at vi kan relatere til hvert enkelt menneske uden at blande det sammen med andre.

Socialisationssystemet lærer barnet at kategorisere mennesker, situationer, viden og så videre. Det gør os mere ens og betyder, at vi kan opføre os passende i forhold til forskellige sociale sammenhænge. Harris bruger sprog som et eksempel: de fleste børn lærer det lokale sprog af deres forældre. De konstaterer, at det også tales uden for hjemmet og fortsætter med at tale det. Men hvis forældrene taler et andet sprog derhjemme, vil barnet i længden finde ud af at tale det lokale sprog bedre end forældrenes.

Statussystemet er imidlertid det system, der i samklang med relationssystemet er afgørende for udvikling af menneskelig individualitet, mener Harris . På linie med andre evolutionspsykologer anfører hun, at status er afgørende for mennesket og af gode darwinistiske grunde: de med højest status nyder flest goder. Mens de to andre systemer samler information om andre mennesker, samler statussystemet information om selvet. Hvor er man placeret i forhold til andre? Hvordan opfatter de andre mig? Hvad mener de andre om min status? Det er dette system, der former ens unikke personlighed.

Fordi Harris er så interesseret i forskellighed, bruger hun mange sider på at dissekere en række teorier, der hævder at forklare forskelligheder. Adfærdsgenetikerne, som Harris ellers er ret glad for, kan for eksempel forklare, hvorfor børn personlighedsmæssigt ligner deres forældre ud fra fælles genmateriale. De kan dog ikke sige så meget om, hvorfor for eksempel enæggede tvillinger har meget forskellige personligheder trods det 100 procent fælles genmateriale.

Som Harris anfører, er tvillingestudier meget velegnede til diskussioner om arv og miljø og personlighed. Når nu genetik ikke kan forklare tvillingernes forskellige personlighed, kan miljømæssige faktorer såsom opdragelse måske gøre det? Desværre, siger Harris . Tvillinger, der er opfostret sammen, er ikke mere ens end tvillinger, der er opfostret hver for sig. Er børn i samme familier så forskellige, fordi deres forældre behandler dem forskelligt? Heller ikke.

Bliver de forskellige, fordi de behandles forskelligt i forhold til rækkefølge? Nej, siger Harris eftertrykkeligt. Det kan for eksempel godt være, at det ældste barn er mere aggressivt og selvhævdende derhjemme, men i skolegården, hvor der er større og ældre børn, bruger det samme barn andre strategier for at klare sig. Barnet tilpasser sig forskellige situationer. Man aner, at Harris ligesom i Myten om børns opdragelse heller ikke mener, at forældre og familie har meget indflydelse på udviklingen af børns forskellighed.

Enæggede tvillinger får forskellige sociale oplevelser, siger Harris , fordi menneskene i deres omgivelser er hardwired via relationssystemet til at se dem som unikke individer. De vil hele tiden sørge for at afkode indbyrdes forskellighed: Jeg skal ikke give Jørgen et gok i nødden som hævn, hvis det faktisk var Jens, der slog mig. Samtidig sørger Jørgens og Jens’ statussystem for, at de modtager forskellige input fra de mennesker, der omgiver dem. Således vil Jørgens kendskab til sig selv være anderledes end Jens’, og de vil blive mere og mere forskellige over tid, siger Harris . Og sådan er det også med andre mennesker. Det er menneskets natur at være født med netop de »systemer«, der sørger for at gøre os alle sammen forskellige. Voila.

Evolutionspsykologien og forestillingen om hjernen som præprogrammeret med moduler og systemer, der træder i kraft ved fødslen og gør os til mennesker, er fortsat kontroversiel og stadig ny. Heldigvis skriver Harris til sidst i No Two Alike, at et af formålene med hendes bog er at give læseren en sund skepsis over for forskning.

Harris , der er årgang 1938, har selv et kæmpe horn i siden på USAs psykologiske parnas. Hun lægger ikke skjul på, at hornet stammer fra dengang, hun fik sparket fra Harvards Institut for Psykologi, fordi »de tvivlede på, at jeg nogensinde kom til at passe ind i deres billede af, hvad en eksperimentel psykolog er.« Selv synes hun, at den akademiske verden er fuld af vanetænkere, der aldrig får kam til deres teoretiske hår og gentagne gange i No Two Alike fremhæver hun sin status som »uafhængig forsker uden akademisk akkreditering«. Og klart nok. Står man uden for systemet, er det nemmere at få øje på kritisable forhold, end når man er inden i systemet.

Judith Rich Harris er i bogstaveligste forstand uden for de fleste systemer: hun er ramt af en autoimmun sygdom og kommer sjældent uden for sit hjem i staten New Jersey. Kun bevæbnet med en internetforbindelse og terrieragtig vedholdenhed går hun i flæsket på det psykologiske parnas. Når hun ikke selv kan lave forsøg, går hun de forsøg, der laves, igennem med en lusekam.

Side efter side går hun for eksempel forskerne Stephan Suomi og Frank Sullaways eksperimenter og teorier igennem. Ud fra forsøg med rhesusaber hævder Suomi, at børns personlighed kan ændres ved ændret forældreadfærd. Sullaway hævder, at rækkefølge giver forskellige personlighed. »Han var ikke bange for en lille dame fra New Jersey. Måske burde han have været det,« skriver hun om Suomi. Hvis Harris har ret i sin kritik af de herrer, er de begge på tynd is med deres teorier. Alligevel opleves kritikken som en personlig vendetta: Suomi og Sullaway skal bare ned med nakken.

Harris ‘ ven og faglige sparringpartner, evolutionspsykologen Steven Pinker, har også svaret på Edge.orgs spørgsmål om, hvad han har ændret mening om:
»Jeg har været nødt til at sætte spørgsmålstegn ved antagelsen om, at den menneskelige udvikling mere eller mindre standsede omkring tidspunktet for indførelsen af landbrug. (…) Nye forsøgsresultater peger på, at måske op til 10 procent af den menneskelige arvemasse har været under nylig udvælgelse, og at denne udvælgelse har været accelererende gennem de sidste tusinder af år. Hvis disse resultater er rigtige (…) så vil den evolutionære psykologi måske være nødt til at genoverveje den forenklede antagelse, at biologisk evolution mere eller mindre holdt op for omkring 10-50.000 år siden.«

Pinker peger altså frem mod, at menneskets hjerne måske slet ikke er så stenalderagtig endda. Det vil ganske givet give evolutionspsykologer inklusive Harris anledning til at se deres teorier igennem en gang til. Hvem ved, måske har familieformer og forældreskabet ændret sig over tid, så det faktisk har en afgørende indflydelse på børns udvikling og forskellige personlighed.