Kan man tale om, at hjernen er kønsbestemt fra fødslen, når kun lidt under 50 procent af undersøgte kvinder, har en såkaldt kvindelig hjerne? Den australske neuropsykolog Cordelia Fine har set på bevisførelsen.
Cordelia Fine: Delusions of Gender. The Real Science Behind Sex Differences. Icon Books, 2010.
Hvis der er en ting, vi tilsyneladende aldrig bliver trætte af, så er det at læse, tale og skrive om kønsforskelle. Tænker mænd og kvinder vidt forskelligt og med vidt forskellige dele af hjernen? Er der iboende neurologiske forskelle, der kan forklare kønnenes karrierevalg, drenge og pigers legetøjspræferencer og evne til at udtrykke følelser? Alt tyder på, at intet studie er for lille eller dubiøst til at få spalteplads. De studier, der de seneste 15-20 år har fået mest spalteplads, er i hvert fald ofte af typen: Drenges og mænds hjerner er kodet til højre hjernehalvdelsadfærd og beskæftigelser – systematisk tænkning, matematik og den slags. Pigers og kvinders hjerner er omvendt kodet for adfærd og beskæftigelser styret af venstre hjernehalvdel – empati, sprog og så videre. Derfor er det ikke så mærkeligt, at så få kvinder er matematikprofessorer, og så få mænd er børnehavepædagoger, og har vi i grunden ikke nået den naturlige grænse for ligestilling? Mange af undersøgelserne kaster fængslende teser af sig og vipper på kanten af, hvad vi alle kan genkende fra samfundet omkring os. Spørgsmålet er blot, om de mange undersøgelser ikke også vipper på kanten af, hvad vi kan kalde videnskab? Det mener den australske neuropsykolog Cordelia Fine, der har sat sig for at granske de fængslende tesers felt i sin spritnye bog Delusions of Gender. The Real Science Behind Sex Difference. Hun har tidligere skrevet om neurovidenskab i A Mind of Its Own fra 2006. Bogen blev nomineret til den prestigiøse UK Royal Society Science-pris i 2007. Hendes nye bog er i øvrigt lige kommet med i det sidste opløb til en anden pris, The John Llewellyn Rhys Prize 2010. At hun nu har kastet sig over køn og neurovidenskab hænger blandt andet sammen med, at Fine selv er blevet mor til to drenge. I en kronik i avisen The Australian i 2007 begræder hun de gængse teorier om drenges neurologiske udvikling.
Især teorier, der hævder, at drenge på grund af en underudviklet venstre hjernehalvdel famler i sproglig blinde, da deres hjerner ingenlunde kan forbinde talecentret med centret for følelser. »Vi gør vores drenge en bjørnetjeneste ved at tro på den slags,« siger Cordelia Fine, og grundstenen til bogen var lagt.
I 1980erne bragte den amerikanske neurolog Norman Geschwind en kompleks teori til verden netop om drengehjerner. Geschwind så nærmere på otte uger gamle drengefostres testosteronniveau. Det stiger nemlig voldsomt, så fostret udvikler mandlige kønsorganer, men samtidig mente Geschwind, hæmmer testosteronen væksten af venstre hjernehalvdel. Derfor har drenge og mænd større evner inden for beskæftigelser, der angiveligt hører til den mere veludviklede højre hjernehalvdel – matematik for eksempel. Ifølge denne teori, også kaldet the Geschwind-Behan-Galaburda-model, bliver hjernen faktisk kønsbestemt af hormonpåvirkinger i fostertilstanden.
At testosteronniveau skulle afstedkomme mindre vækst i venstre hjernehalvdel blev dog allerede tilbagevist for 20 år siden af blandt andre neuropsykolog Ruth Bleier, anfører Cordelia Fine. Bleier fremhævede, at Geschwinds teori ikke var konsistent med en storstilet post mortem-undersøgelse af fosterhjerner, der ikke viste ovennævnte størrelsesforskel hos pige-og drengefostre. Alligevel ligger Geschwinds tænkning stadig til grund for en lang række toneangivende videnskabelige og populærvidenskabelige bøger à la neurobiolog Louise Brizendines Den kvindelige hjerne og udviklingspsykolog Simon Baron-Cohens Den afgørende forskel. Kvinde, mand – hjerne og køn. Faktisk sammenligner Cordelia Fine Geschwinds teori med en teflongryde.
»For imens andre mindre betydelige teorier bliver smudsige og ubrugelige, når de bliver bombarderet med afkræftende data, glider disse simpelthen af Geschwinds teori. Den overlever i bedste velgående og inspirerer trods vægtige indvendinger.« Når jeg nævner Baron-Cohen og Brenzidine, er det, fordi Cordelia Fine specielt går i kødet på disse to forsker-forfattere. Helt i forlængelse af hormoner og hjernehalvdelsteorien mener Baron-Cohen, at »den kvindelige hjerne primært er hard-wired for empati. Den mandlige hjerne er til gengæld primært hard-wired for forståelse og opbyggelse af systemer.«
For at komme frem til det, udsatte Baron-Cohen en række forsøgspersoner for to tests, hvor de skulle besvare spørgsmål såsom: »Jeg kan virkelig godt lide at drage omsorg for andre mennesker«, eller »Når jeg læser avis, bliver jeg tiltrukket af tabeller over fodboldresultater eller børsnoteringer.« Besvarelserne blev delt i to grupper udtrykt ved en empatikoefficent ( EQ) og en systematik-koefficient ( SQ), en høj EQ var lig med en kvindelig hjerne, mens en høj SQ var lig en mandlig.
Baron-Cohens resultater viste, at et lille fåtal af mænd og kvinder havde en såkaldt »balanceret hjerne«. Det mest bemærkelsesværdige var dog, at lidt under 50 procent af kvinder og 17 procent af mænd havde en kvindelig hjerne. Som en journalist ved webmagasinet Slate. com påpegede over for forskeren, er det i grunden mærkeligt, at empati bliver knyttet til den kvindelige hjerne, når lidt over halvdelen af kvinder ikke rapporterer om empati som det dominerende træk.
Når det er sagt, sætter Fine spørgsmålstegn ved værdien af selvrapporterede evner i det hele taget. Flere psykologer har vist, at folks egen vurdering af social følsomhed, empati og betænksomhed ikke siger noget som helst om, hvordan folk faktisk opfører sig i sociale situationer. Det gælder både mænd og kvinder. Det svarer lidt til, at flertallet af bilister, når de selv skal sige det, er bedre til at køre bil end gennemsnittet, hvilket enhver, der har bevæget sig uden for en dør, ved er løgn.
Cordelia Fines grundlæggende kritik af Baron-Cohen er, at han på baggrund af dubiøs metodik cementerer nogle kønsstereotyper, der hindrer både drenge og piger, mænd og kvinder i at udfolde deres fulde potentiale. Hun nævner i den forbindelse en lang række forsøg, der viser, at social kontekst er afgørende for, hvordan mænd og kvinder klarer tests. Forskere har vist, at det i testsituationer er uendelig nemt at manipulere med resultater, alt efter hvordan man indretter prøven. Når en gældende stereotyp er, at piger og kvinder er dårlige til systematik og matematik, har blot dét at skulle angive sit køn som indledning til en matematikprøve indflydelse på, hvordan drenge og piger klarer prøven. Ved at manipulere den sociale kontekst, så den ændrer tankegangen hos testpersonerne, kan man få drenge og piger til at generere næsten ens resultater i matematik.
Det er ingen hemmelighed, at hjernens beskaffenhed i mange herrens år er blevet brugt til at forklare forskelle mellem mænds og kvinders evner og anlæg for snart sagt hvad som helst og dermed bestemme de givne kønsrollers naturlighed. Hver generations hjerneforskere har angiveligt kunnet fæste kønsforskellen til bestemte steder i hjernens anatomi. I 1915 skrev den velansete neurolog Dr. Charles L. Dana i The New York Times, at kvinders anderledes neurale kredsløb var en hindring for politisk foretagsomhed og derfor ikke burde gå til stemmeurnerne: »Kvinders hjernestamme er relativt større; hjernebarken og basal ganglia er mindre; den øvre halvdel af rygmarven er mindre, og den nedre halvdel, der kontrollerer bækken og lemmer, er meget større…. Det peger alt sammen på, at kvindens virkeevne ligger i et specielt felt.« Kvinders hjernefibre var ifølge andre for svage til at tåle koncentreret tankevirksomhed, ligesom det faktum, at kvinders hjerner er lettere og mindre end mænds, gjorde kvinder mest egnede til hjemlige sysler og børnepasning, imens mænd var mest egnede til forskning, arbejde og opgaver uden for hjemmet.
Konklusionen lyder overraskende bekendt, ikke sandt? Også selv om den anatomiske bevisførelse lyder temmelig forældet. Cordelia Fine er ingen rendyrket socialkonstruktivist og er ikke blind for, at der er kønsforskelle i hjernen. Mænds hjerne er faktisk større og tungere end kvinders. Men hun mener, at der for tiden hersker en ukritisk begejstring for alt, hvad der har med neurovidenskab, hjernescanninger og højteknologiske apparater at gøre. Det er, anfører Fine, som om neurovidenskab er mere »videnskabelig« end så mange andre videnskaber. Selv om man kan få interessante resultater af psykologiske tests, er det mere overbevisende at se en rød klat i en hjernescanning, iagttage at adfærden er lokaliseret dér, og derfra konkludere, at adfærden er hard-wired. På den måde puster visse neurovidenskabelige forskere fornyet liv i gamle, trætte stereotyper og giver dem videnskabelig autoritet.
Måske er tiden faktisk inde til at droppe de seneste 20-25 års hjernen-som-computer-metaforik med udtryk som »kodet«, »programmeret« og så videre, anfører Fine. Det er ikke en metaforik, der særlig nemt kan absorbere nyere og mere perspektivrige teorier om hjernen, der bevæger sig væk fra en lineær årsag/virkning-forståelse af hjernen og adfærd. Det gælder for eksempel teorier om neuroplasticitet. Neuroplasticitet viser, at vores tænkning, læring og sansning faktisk kan ændre hjernens neurale strukturer. Den viser, at vores gener, hjerne og miljø befinder sig i en konstant strøm af gensidig påvirkning og forandring, og at vi knap nok er begyndt at forstå potentialerne i det store ubekendte, som hjernen fortsat er. Og det gælder også spørgsmålet om mænds og kvinders hjerner.
Cordelia Fine: Delusions of Gender. The Real Science Behind Sex Differences. Icon Books, 2010.
Anmeldelse bragt i Weekendavisen den 12.11.2010.
Leave a Reply