Afrika. To blade vil gøre op med Vestens hang til at “forvandle det næststørste kontinent i verden til en kæmpemæssig krise”. Denne artikel udkom i Weekendavisen i juli 2007.
Der er ingen tvivl om, at verden har brug for viden og nuancer, når det kommer til den mangfoldighed af mennesker og nationer, der udgør Afrika. Der er heller ingen tvivl om, at Afrika har brug for et imagemæssigt løft af dimensioner. Det seneste år har to indflydelsesrige publikationer taget opgaven på sig. Den ene er det glittede amerikanske populærmagasin Vanity Fair. Den anden det prestigiøse britiske litteraturtidsskrift Granta. Begge løfter de opgaven, men på højest forskellig vis.
Kendis er som altid kodeordet for Vanity Fair. Også for det nyeste Africa Issue, der i den grad spænder de rige og berømte for Afrikavognen. Forsiden til det blad, jeg fik smidt ind ad døren, er fx prydet af Desmond Tutu, der hvisker “Et menneske er et menneske gennem andre mennesker…” til Brad Pitt, der til gengæld viser biceps. Det er én af 20 forskellige forsider til nummeret, hvor 40 berømtheder parvist hvisker en sætning om Afrika til den anden. Dronning Raina af Jordan til Bono: “Rwanda har den største andel af kvindelige parlamentarikere i verden”. Præsidentkandidat Barack Obama til bokseren Muhammed Ali: “Det hurtigst voksende mobiltelefonmarked i verden er Afrika”. Og forfatteren Maya Angelou til skuespilleren Chris Rock: “I landene syd for Sahara dyrker og sælger kvinder 80 % af de fødevarer, der konsumeres lokalt og i familierne.” F
Forsiderne er skudt af VFs hoffotograf Annie Leibovitz, og ingen mindre end poplands selvbestaltet statsmand, Bono, er gæsteredaktør.Afrika er mere trendy end nogensinde blandt verdens megastjerner. Under stor mediebevågenhed adopterede Madonna en dreng fra Malawi, Brad og Angelina valgte Namibia som fødeland for deres baby, Oprah har åbnet en skole for talentfulde unge kvinder i Sydafrika, Bill og Melinda Gates har en fond, der deler milliarder ud i den tredje verden, og Bono har startet kampagnen product (red) “fordi rød signalerer nødsituation”. Firmaer som Apple, Gap, Motorola, Emporio-Armani og Converse sælger fx røde telefoner, i-pods, gummisko og ure. Overskuddet går til antiretrovirusbehandling i en række afrikanske lande.
VFs Afrikanummer leverer en blanding af skarpe historier og billeder, der sender læseren på en hæsblæsende tur gennem Afrika i dag. ‘Oliemyggen’ Kinas økonomiske interesser i Afrika bliver sat under lup af journalist og forfatter Sebastian Junger. Billedserien Spirit of Africa sætter ansigter og navne på aktivister, kunstnere, læger, atleter, intellektuelle og andre, der udgør “kontinentets skjulte skat”. Redaktørerne af det litterære magasin Tin House, Elissa Schappell og Rob Spillman, introducerer til Afrikas litterære koryfæer: Nigerias Chinua Achebe (der lige har vundet The Man Booker International Prize), Sydafrikas nobelprisvinder Nadine Gordimer og den yngre generation af forfattere som Ugandas Doreen Baingana og Nigerias Chimananda Ngozie Adichie. Tjekken Antonin Kratochvil billeder af folk med aids før og efter antiretrovirusbehandling gør indtryk. De viser den virkelighed, der er hverdag for mange i vesten. Nemlig den, at man ved hjælp af ARV kan leve med aids. Potentialet er blandt meget andet, at millioner af børn vil kunne vokse op hos deres familier i stedet for på børnehjemmene.
Ifølge artiklen, der ledsager billedserien, overtalte Bill Clinton i 2003 fire producenter til at gøre ARV tilgængeligt i udviklingslandene for $ 140 om året. Han appellerede ikke til deres godgørenhed, men til deres forretningssans: Hvis du sælger 1000 gange så mange produkter til en hundrededel af prisen, forøger du alligevel din indtjening ti gange. Der er masser af penge at tjene.
Den bedste artikel er – sigende nok! – den eneste, der er skrevet af en afrikaner, nemlig “Generation Kenya” af forfatteren Binyavanga Wainaina. Ifølge Waninaina er det største problem for afrikanske lande på vej frem mod demokrati og udvikling, vestens hang til at “forvandle det næststørste kontinent i verden med 53 lande og næsten en milliard vidt forskellige mennesker til én kæmpemæssig krise”. Mens kendisserne bidrager til at råbe verden op om Afrikas mangfoldighed og muligheder, udtrykker Wainaina det virkelige håb: Nemlig at afrikanerne selv finder engagementet og energien. Vanity Fairs miks af artikler banker i bordet og råber “Det her er vigtigt. Læs mig!” Men jeg ville have hørt endnu mere efter, hvis gæsteredaktør Bono have givet plads til flere originale stemmer fra de afrikanske lande.
Det er for eksempel, hvad Grantas temanummer “The View From Africa” fra slutningen af 2005 gør. Her er det primært afrikanske forfattere, fotografer og skribenter, der i fiktion, billeder og essayistik fortæller om Afrika før og nu. Det drejer sig om navne som Segun Afolabi, Moses Segawa, Adewale Maja-Pearce, Santu Mofokeng, Chimanada Ngozi Adichie og Binyavanga Wainaina. Budskabet i Granta er klart: Afrika er for stort og mangfoldigt til generaliseringer. Så væk med vestens definering af “Afrika” og ind med de virkelige mennesker af kød og blod. De 100 år gamle portrætter af sorte sydafrikanere i elegant, vestligt tøj fra serien The Black Albums punkterer fx effektivt alle forestillinger om, hvad der er traditionelt i Sydafrika. Bar overkrop og bastskørt eller nederdel og bluse? Grantas Afrikanummer er en seismograf, der fint registrerer de kulturelle jordskælv i Afrika, hvis rystelser ikke er blevet bemærket i resten af verden. Teksterne er krævende og får næppe det store publikum, de fortjener, men de er bedre end Blixen.
Man kan som Brendan O’Neill, redaktør af det britiske webmagasin Sp!ked, hade berømtheder, der bruger Afrika til egotrippende selvpromovering. Jeg, derimod, tager hatten af for Vanity Fairs chefredaktør Grayson Carter, der udnytter kendiseffekten max til at sætte spot på Afrikas paradokser og dilemmaer, personligheder og muligheder. Jeg ved ikke, om Carter har hørt, at den danske regerings mål er, at 2/3 af Danmarks bilaterale bistand skal gå til Afrika. Men Danmarks politik bidrager til billedet af en snart verdensomspændende op-med-Afrika-kampagne.
Links:
http://www.vanityfair.com
http://www.granta.com
http://www.spiked-online.com
http://www.afrika.um.dk
www.joinred.com
[…] I juli skrev jeg artiklen Borte med Blixen, som udkom i Weekendavisen, om Granta og Vanity Fairs Africa Issue. Begge magasiner vil gøre op med Vestens hang til at “forvandle det næststørste kontinent i verden til en kæmpemæssig krise”. Læs den her […]
Du har da ikke læst Karen Blixen, når du skriver som du gør.
Læs hendes breve, hendes forfatterskab først (ikke bare løsrevne, kontekstløse citater) – og overvej så om det er hende, der skal bruges til at være den hvide mand/ kvindes dårlige samvittighed….